Kierkegaard inspirerer et væld af verdener

Danmarks største filosof, Søren Kierkegaard, har ikke alene haft stor betydning for filosofi og teologi, men også for eksempelvis psykologi, kunst, ledelsesstrategier og frihedstænkning

Illustration: morten voigt
Illustration: morten voigt.

Søren Kierkegaard kan man hurtigt blive klog af, men han kan til gengæld være svær at blive klog på.

For hans tekster modsiger ofte hinanden, og der er stor forskel på den yngre og ældre Kierkegaard. Som Kierke-gaard-forskeren Joakim Garff tidligere har udtalt her i avisen, skulle man måske snarere tale om Kierkegaarde end om én Kierkegaard. For der er mange forskellige synspunkter og stemmer i Kierkegaards forfatterskab.

LÆS OGSÅ: Kvinden bag Kierkegaard i Rundetårn

Danmarks største filosof gennem tiden beskæftiger derfor med rette et helt forskningscenter her 200 år efter sin fødsel. Ikke alene skrev han en svimlende mængde tekster i sit forholdsvis korte liv, men han beskæftigede sig også med så mange forskellige emner, at han stadig inspirerer et væld af videnskaber og kunstformer. Og interessen for Kierkegaard rækker langt uden for landets grænser. Næst efter H.C. Andersen er han den danske forfatter, der er oversat til flest sprog, og hans tænkning vinder stadig frem i nye egne af verden.

Den politiske flygtning, eksildigter og mag.art. i filosofi Jun Feng har oversat en stribe af Kierkegaards bøger til kinesisk. Og han mener, at Kierkegaard stadig har meget at sige moderne kinesere:

Det er rigtigt, at Kierke-gaards forfatterskab er et stort, mangfoldigt landskab af holdninger og genrer. Men jeg synes, at der er én ting, som forener hans tekster, og det er foragten for spidsborgeren, der ikke tænker over sin egen tilværelse. Den holdning går igen, uanset om Kierkegaard skriver under pseudonym og påtager sig rollen som æstetiker eller etiker, eller når han skriver opbyggelige taler som kristen tænker. Han fokuserer altid på individet og selvet. Han mente, at den enkeltes valg var af afgørende eksistentiel betydning. På den måde lægger han sig jo også i forlængelse af andre vestlige tænkere som for eksempel Immanuel Kant, der sagde, at Det er ethvert menneskes kald at tænke for sig selv. Men Kierkegaard opdyrkede virkelig betydningen af at tage sine egne valg på sig, og det er tanker, som nutidens kinesere kan have brug for. For de fleste kinesere bliver stadig opdraget til at overtage ideologier i stedet for at tænke selv, siger Jun Feng og udbryder i latter, idet han tilføjer:

Når en kineser læser en stor filosof, forventer han typisk at få at vide, hvad han skal tro på, og når filosoffen så siger, at man skal tænke for sig selv, forventer han, at han skal få at vide, hvordan man så gør det. Men her giver Kierkegaard den moderne kineser en vigtig lektie i, at man må tage hånd om sin egen eksistens. Og Kierke-gaard rammer dermed også den globale debat om, hvad personlig frihed indebærer. Mange kinesere tror for eksempel fejlagtigt, at personlig frihed er lig med økonomisk frihed, selvom man for eksempel ikke har ytringsfrihed. Men for Kierkegaard går vejen til personlig frihed ikke gennem købekraft, men gennem tankekraft.

Kierkegaard bliver kaldt eksistentialismes fader, og en lang række af de største filosoffer siden ham står i gæld til ham. Det gælder ikke mindst de franske eksistensfilosoffer Camus og Sartre. Men også når det gælder teologi, har Kierkegaard sat dybe spor i eftertiden. Ikke mindst herhjemme.

Det er nærmest umuligt at finde en dansk teolog, der ikke har måttet forholde sig til Søren Kierkegaard. Side om side med Grundtvig bliver Søren Kierkegaard også af mange regnet for at være den mest indflydelsesrige danske teolog gennem tiden.

Selv blev Kierkegaard på trods af sin magistergrad i teologi og i modsætning til Grundtvig aldrig sognepræst. Og i forordene til sine mange opbyggelige taler er han tilmed yderst forsigtig med overhovedet at påberåbe sig rollen af at være en kristen forkynder, fortæller sognepræst og Kierkegaard-kender Sørine Gotfredsen:

For Kierkegaard var det en meget alvorlig affære i det hele taget at kalde sig kristen. Især den ældre Kierkegaard skrev meget om, hvor svært det er at leve op til Det Nye Testamentes forventninger til, hvad det vil sige at være kristen, siger hun.

Alligevel er Kierkegaards kristne tænkning nærmest uomgængelig i dag. Mens Grundtvig hele tiden så og udviklede sin tro gennem fællesskabet, peger Kierke-gaard på behovet for at finde sit eget forhold til Gud.

For Kierkegaard er kristendommen således en konstant eksistentiel fordring til den enkelte om at se sig selv i evangeliets og evighedens lys. Kierkegaard var en meget udogmatisk kristen tænker, men hans version af kristendommen er alligevel temmelig krævende, mener Gotfredsen.

Kierkegaard mente, at mennesket under alle forhold skal forstå sig selv i forhold til sin skaber. Man må altså altid søge Guds rige først, og kan man noget, er det altid i kraft af hans kraft. For Kierkegaard var det en lettelse, at det svage menneske kan hente kraft hos sin stærke skaber, men andre opfattede det som hård kost, at mennesket så at sige ikke engang kunne være glad på sine egne præmisser, forklarer Sørine Gotfredsen.

Det blev senere for meget for teologen K.E. Løgstrup, der ellers var meget Kierke-gaard-inspireret. I bogen Opgør med Kierkegaard angreb Løgstrup Kierkegaards kristendomsforståelse for at være for tung og fokuseret på syndserkendelse. Alligevel er det netop Kierkegaards fokus på, at den enkelte må søge større selverkendelse, der inspirerede netop Løgstrup og andre store teologer som Johannes Sløk og K. Olesen Larsen. Og Kierkegaards indflydelse er stadig enorm på teologistudierne, men i folkekirken er der ikke mange spor efter ham, mener Sørine Gotfredsen.

Jeg er ret sikker på, at Kierkegaard ville være tilhænger af at adskille stat og kirke. For vi har i vidt omgang fået den folkekirke, han frygtede, hvor enhver kan kalde sig kristen. For Kierkegaard var det at kalde sig kristen en alvorlig sag, siger hun.

Selvom Søren Kierkegaard kunne være spidende satirisk i sin skrivestil, beskæftigede han sig i det hele taget meget med livets alvorlige sider. Og han havde en sans for psykologi, der på mange måder var forud for sin tid.

Søren Kierkegaard har dog ikke længere den store indflydelse på psykologien og psykiatrien som videnskabelige discipliner i dag.

Det mener postdoc René Rosfort fra Søren Kierkegaard Forskningscenteret i København. I hvert fald ikke direkte. Men gennem sin enorme kulturelle indflydelse har han alligevel været med til at forme mange af vores nutidige tanker om særligt angst, depression, fortvivlelse og det at være et selv.

Kierkegaard var meget kritisk over for en videnskabelig tilgang til mennesket. I dag, hvor psykologi og psykiatri har udviklet sig til selvstændige videnskaber, kan det derfor være svært at bruge ham metodisk, for han tænkte ikke i kategorier som: Hvad er biologisk bestemt, og hvad er socialt bestemt? Han modsatte sig derimod den videnskabelige ambition om kategoriske skel og definerende afgrænsninger. Dertil kommer så hans kristne grundtone, hvilket også får mange til at stejle, når de skal bruge ham i videnskabelig sammenhæng, forklarer René Rosfort.

Et andet problem ligger i, at Søren Kierkegaard skrev, før Darwins evolutionslære slog igennem og ændrede vores generelle syn på mennesket og på videnskabeligt arbejde. Han skrev endda, før videnskaberne overhovedet fik den position, de har i dag, så derfor er det nemt at få fornemmelsen af, at hans tanker om menneskets forviklede sind ikke er nær så gyldige i dag, hvor vores menneskesyn i højere grad skabes på baggrund af genetiske fortællinger og farvestrålende hjerneskanninger.

Ét sted har han trods alt haft direkte indflydelse, nemlig i psykoanalysen.

Kierkegaard taler meget om tvetydighed, at være af to sind og ude af stand til at forstå, hvordan man forholder sig til at være til. Og det har flere af de store psykoanalytikere brugt aktivt i forbindelse med eksistenstolkning. Adskillige har også forsøgt at kombinere Kierkegaards og Freuds tanker, men fra at være måske den vigtigste teori inden for psykiatrien og psykologien har psykoanalysen siden begyndelsen 1980erne oplevet en voksende modstand i den videnskabelige forskning, siger René Rosfort.

Når Søren Kierkegaard alligevel har haft stor indirekte indflydelse på psykologien og psykiatrien, skyldes det, at en lang række af hans mest centrale spørgsmål i høj grad har påvirket måden, hvorpå vi alle tænker over, hvad det vil sige at være menneske. Især hans tanker om det individuelle valg, om fantasiens og følelsernes betydning og om, hvad det vil sige at eksistere. På den måde har han kulturelt set haft meget stor indflydelse på, hvad almindelige mennesker forbinder med at tænke, lide, føle og være til.

Han var en blændende psykolog. Og jeg vil mene, at han stadig har meget at sige psykologien og psykiatrien i dag, hvis man læser og bruger ham med omtanke og tålmodighed. Hans styrke er netop, at hans tanker til stadighed problematiserer vores forsøg på at komme frem til en videnskabelig forståelse af det at være menneske. Videnskaberne er i dag meget hurtige til at definere mennesket som enten det ene eller det andet, for eksempel enten et rent rationelt væsen eller rent legemligt væsen.

Kierkegaards pointe er, at vi er en skrøbelig mellemting. Når vi eksempelvis prøver at finde en forklaring eller en løsning på angst eller depression, forsøger videnskaben i dag at afgøre, om det er hjernen, den er gal med, eller om det er det sociale liv, for eksempel arbejdspres. Eller om vi bare skal tage os sammen. Kierkegaard ville sige: Det er alle tre ting og muligvis mere end det, siger René Rosfort.

Kierkegaards grundfilosofi var netop, at der ingen fastlagte retningslinjer findes for det at være menneske. For det at være menneske ændrer sig livet igennem og fra person til person. Og de udfordringer, der uundgåeligt kommer med det at leve, må vi selv lære at tackle på vores egen måde. Den tankegang har afgørende betydning for, hvordan vi forstår mange psykiske sygdomme, mener René Rosfort.

Derimod kan han ikke bruges som genvejstast til besvarelsen af de videnskabelige spørgsmål: Hvad er angst? Hvad er depression?. Så hans betydning afhænger helt af, hvordan vi vælger at bruge eller ikke at bruge ham.

Langt uden for psykologien, teologien og filosofiens område er Kierkegaard dog også blevet brugt flittigt. Det gælder blandt andet inden for kunst, hvor adskillige forfattere som Henrik Ibsen, Henrik Stangerup og Svend Aage Madsen i tidens løb har ladet sig inspirere af Kierkegaards tænkning. Og selveste Kafka skrev for eksempel begejstret i sin dagbog om sin læsning af Kierkegaard.

Men også inden for billedkunst er der vokset kunst ud af at læse Kierkegaard. For nogle år siden købte Louisiana for eksempel den anerkendte amerikanske billedkunstner Philip Gustons værk Mirror to S.K. fra 1960, der, som det fremgår af titlen, direkte er dedikeret til Søren Kierkegaard med hans initialer.

Søren Kierkegaard har helt klart også påvirket den måde, vi tænker ledelse på i dag. Selvom det kan være svært at sige præcis hvordan, for han er ikke en, man går rundt og taler om på direktionsgangene til daglig, siger professor i organisations- og ledelsesteori ved Aarhus Universitet Steen Hildebrandt.

Der er således ingen tvivl om, at man kan spore Kierkegaards indflydelse op gennem 1900-tallet i måden, man har praktiseret og forsket i ledelse på, siger han. Ikke mindst i den stadig mere klare fokusering på det enkelte individ.

Går man tilbage til begyndelsen af 1900-tallet, havde man en ingeniørbaseret ledelsestænkning, hvor mennesket blev betragtet som en produktionsfaktor. En muskelmasse i det store maskineri, ikke andet eller mere. I dag taler man om videnbaserede og innovative virksomheder med et helt menneskesyn, og den udvikling tilskriver jeg i høj grad Kierkegaard og den tradition, der vokser ud af ham. Man kan faktisk godt sige, at det, man kalder moderne human ressource management, bygger på Kierkegaards menneskesyn, siger Steen Hildebrandt.

Det er alt sammen gisninger, understreger han, for der er næsten intet skrevet om koblingen mellem Søren Kierkegaard og ledelsesteori. Men sporene er der, hvis man kigger efter. Eksempelvis er det meningsfulde arbejde noget af det, man taler meget om i dag. Det samme gælder den ansvarsfulde medarbejder og begrebet bevidsthed. Og netop mening, ansvar og bevidsthed var centrale begreber for Kierkegaard, påpeger Hildebrandt.

Man kan også finde spor et helt andet sted, siger han, nemlig i det, man kalder relationel og dialogbaseret ledelse. Det handler om at møde sin medarbejder der, hvor medarbejderen er. En tankegang, der i høj grad er kierkegaardsk.

Ledelse kom for ikke så lang tid siden entydigt oppefra og ned. Lederen var entydigt den, der bestemte. Det var en militærbaseret tankegang, hvor man ikke mødte hinanden, der blev bare pareret ordrer. Denne autoritære ledelse er løbende blevet kritiseret og er ved at blive erstattet af en tankegang, man ikke kun kan tilskrive Kierkegaard, men også Grundtvig. Nemlig dette med at mødes i øjenhøjde, siger Steen Hildebrandt.

Han er overbevist om, at sporene fra Kierkegaard kun vil blive mere tydelige i fremtiden.

Hele subjektivitetsbegrebet vil vi se blive langt mere udfoldet. Kierkegaards tanker om den personlige frihed og om valg kan sagtens ses som forløberen for det stigende fokus på ansvar, bevidsthed og personlig valgfrihed, vi ser i dag.