Prøv avisen

Kierkegaard og meningen med døden

Søren Kierkegaards grav på Assistens Kirkegård på Nørrebro i København Foto: H Petersen/ Denmark

Søren Kierkegaards tanker om døden har inspireret uundgåelige eksistenstænkere i det 20. århundrede. Men hvad mente vor danske magister i ironi egentlig om døden?

Hvis man har en opfattelse af Kierkegaard som en religiøs og verdensfjern tænker, der drømmer om et liv i det hinsides, tager man grundigt fejl, mener René Rosfort, der er postdoc ved Søren Kierkegaard Forskningscenteret.

"I virkeligheden er Kierkegaard ikke synderlig interesseret i, hvad der sker efter døden. Hans tænkning peger hele tiden på, hvad du skal gøre med dit liv, mens du lever. Ikke hvad du kan håbe på efterfølgende," siger han og fortsætter:

"Vi kan gøre os en masse forestillinger om, hvad der sker efter døden, men døden har ikke brug for forklaringer, siger Kierkegaard. Døden er døden. På den måde kan man godt sige, at han trækker livet ud af enhver forestilling om paradis."

LÆS OGSÅ:
10 Kierkegaard-citater om døden

Det, der interesserer Kirkegaard, er, hvad døden kan bruges til i livet, forklarer René Rosfelt. Tanken om døden skal forme og ændre ens liv.

"Vi kan stille metafysiske og erkendelsesteoretiske spørgsmål om døden, men for Kierkegaard drejer det sig først og fremmest om, hvad det for det enkelte menneske betyder, at det skal dø," siger Rene Rosfelt og uddyber:

"Hvis man tænker på døden uden at medtænke, at døden væsentligt angår en selv, har man ifølge Kierkegaard misforstået, hvad døden betyder."
 
 I den opbyggelige tale Ved en Grav, beskriver Kierkegaard døden som ultimativ. Døden er det Sidste af Alt, skriver han.

Af samme årsag bør det næppe overraske, at Kierkegaard skriver: Vil man nævne ret en Gjenstand for Alvor, da nævner man Døden, og Dødens alvorlige Tanke.

For Kierkegaard er det altafgørende ved dødens alvorlige tanke, at den vender menneskets opmærksomhed mod livet her og nu. Eller sagt med Kierkegaards egne ord:

"Alvoren spilder ikke megen Tid paa at gjette Gaader, den sidder ikke hensjunken i Betragtningen, omskriver ikke Udtrykkene, betænker ikke Billedsprogets Sindrighed, afhandler ikke, men handler."

Når Kierkegaard taler om døden, benytter han ofte udtrykket dødens uvished.

Uvished er et grundvilkår i menneskets liv, og vi skal lære at leve med den skrøbelighed, som uvisheden bringer med sig. Døden er netop afgørende for, at vi forstår dette grundvilkår, forklarer René Rosfelt og uddyber:

Når Kierkegaard taler om dødens uvished, er det en måde at pege på, at hvis vi ikke forholder os til livet, som det skrøbelige, det er, og hvis vi ikke handler på den alvor, som visse af livets situationer bringer med sig, så forflygtiger vi livet. Men vi kan aldrig forflygtige døden og uvisheden om, hvornår den indtræder. Det er alvor med døden, men netop derfor er det også alvor med livet.

LÆS OGSÅ: De 10 vigtigste ting at vide om Kierkegaard

For det moderne menneske kan Kierkegaards tanker om døden måske virke banale og selvfølgelige, men det har ifølge René Rosfort en naturlig forklaring på.

"Kirkegaard formåede at lægge et fokus på, hvordan døden skal forstås for det enkelte menneske, hvilket var nyt og i høj grad ligner den måde, vi anskuer døden på i dag," siger han og fortsætter:

"Det kan anses som et resultat af den indflydelse, Kierkegaards tanker har haft på det tyvende århundredes eksistenstænkere, der i høj grad har været med til at præge den måde, vi tænker om livet og døden på i dag."

Ifølge René Rosfort er eksistentialisme og eksistenstænkning på vej tilbage i de filosofiske kredse og i forlængelse heraf også Kierkegaard og hans tanker om døden.

Som eksempel nævner han den tyske filosof Martin Heidegger, der i sit berømte værk Sein und Zeit behandler det, han kalder for væren til døden.

STORT TEMA: Søren Kierkegaard

Her fremgår det tydeligt, at Heidegger havde et solidt kendskab til Kierkegaards teoretiske såvel som opbyggelige skrifter, deriblandt talen Ved en Grav, hvor Kierkegaard anskuer døden som projekt for livet. En pointe, man også ser inkorporeret i Heideggers filosofi.

Når René Rosfelt siger, at eksistentialisme og eksistenstænkning er på vej tilbage i de filosofiske kredse, er det først og fremmest tænkere som Heidegger, Karl Jaspers og Sartre, han tænker på. Og ikke så meget Kierkegaard.

For Søren Kierkegaard har altid haft svært ved at blive anerkendt blandt filosofferne, der betragter ham som en religiøs tænker, forklarer han, og kalder det for en forståelig misforståelse.

"Når man læser Kierkegaard, støder man hele tiden på begreber som Gud, synd, evighed og næstekærlighed. Det kan godt gøre en sekulariseret tænker utålmodig, fordi vi ikke bruger disse begreber længere," siger han og fortsætter:

"Det er ærgerligt, for hvis man har lidt tålmodighed, kan man lære meget om filosofi og dens betydning for vores liv ved at læse Kierkegaard. Kierkegaards tænkning kredser om, hvad det vil sige at eksistere som menneske. Og de vanskeligheder, vi støder på i læsningen af Kierkegaard, er forbundet med de uløselige, men uundgåelige spørgsmål, som vi alle sammen kæmper med i vores liv. Heriblandt meningen med døden."