Kirke åbner eksistentielle samtalegrupper

Sankt Matthæus Kirke på Vesterbro i København tilbyder gennem foråret åbne samtale-grupper for folk, der går og tumler med eksistentielle spørgsmål. Vores samfund er blevet bedre til at tale om privatlivet, men vi mangler stadig at komme i dybden, siger initiativtager

En kirke på Vesterbro starter samtalegruppe om eksistens.
En kirke på Vesterbro starter samtalegruppe om eksistens.

Mange har oplevet, at livet kan gøre ondt. At man mister en nærtstående, at man selv bliver ramt af sygdom, eller at man måske render ind i et misbrug, som man ikke kan komme ud af. Når det hele ramler, kan det være en god grund til at søge terapi eller på anden måde få snakket med andre om sine tanker, men nogle gange er grundene bare ikke lige så tydelige. For hvad hvis man bare går og tumler lidt med, hvad der er op og ned i tilværelsen, ikke fordi man har det dårligt, men mere, fordi noget ikke er, som det burde være. Hvor søger man så hen?

Sankt Matthæus Kirke på Vesterbro i København åbner i løbet af foråret op for en samtalegruppe for folk, der tumler med eksistentielle grundvilkår. Det er for folk, der har spørgsmål til, hvorfor man ikke har det lige så godt, som alle andre tilsyneladende har det. Hvad meningen er med det hele. Og hvorfor man bare ikke rigtig kan blive lykkelig. Initiativtageren, sognepræst Birgitte Kragh Engholm, forklarer:

”De senere år er vi blevet bedre til at dele svære ting med hinanden. Emner, der engang var tabuer som for eksempel sex, er blevet til samtaleemner i det offentlige rum, og emner, der før har tilhørt privatlivet, er blevet noget, vi snakker om. Men når det kommer til eksistensvilkår, det, der foregår på de indre linjer, så er der stadig noget, som folk ikke vil ud med på samme måde,” siger hun.

”Når vi for eksempel kigger på Facebook, så kan vi se, at folk altid lægger det gode liv frem. Vi deler det lykkelige, men ikke det, der er svært længere nede, og vi får det indtryk, at alle andres liv består af solnedgange og kærestehygge. Vi møder folk, der kæmper med det, at der er et stort pres udefra. Vi oplever dem, der bliver skilt og skammer sig over, at det ikke lykkedes, og går og tumler med tilværelsen. Dem vil vi gerne være med til at facilitere en samtale for.”

Den første gang, samtalegruppen mødtes, var i slutningen af januar, og der var cirka fire tilmeldte. De var alle kvinder i alderen 20-40 år, men samtalegruppen er altså for alle, understreger Birgitte Kragh Engholm. I Vesterbro Sogn er der allerede en række andre samtalegrupper. I Sankt Matthæus Kirke er der blandt andet en sorggruppe for folk, der har mistet. Og i ungdomskirken er der en samtalegruppe for såkaldte 12-talspiger, hvor unge kvinder, der presser sig selv til perfektionisme, kan mødes og snakke om det at være til. Det er grupper, der minder om den nye gruppe, men det er ikke uden grund, at samtalerne om eksistentielle grundvilkår foregår i kirken, forklarer Birgitte Kragh Engholm:

”Samtalegrupperne er meget i forlængelse af kristendommens kerne, for eksempel sjælesorgen. Bibelen siger en masse om menneskers eksistensvilkår. Hvad er et menneske? Hvor finder vi håbet? Der findes ikke ret mange steder, hvor der er et reservoir af, hvad det vil sige at være menneske, som det, man finder i evangelierne,” siger hun.