Kirke blev en sekt

Musikken fylder hele rummet. Trommerne får folk op af stolene, og de danser rundt. Tre unge kvinder står med mikrofoner foran et stort kors og synger flerstemmigt. »Everything that I am, is praising you« (Alt i mig hylder dig), gentager de. Stemningen i Faderhuset på Nørrebro i København er intens. Efter tre kvarters heftig lovsang skifter stilen til dæmpet tungetale og nynnen. Kirkegængerne står med lukkede øjne og hænderne strakt i vejret. For ti år siden blev den karismatiske frikirke Faderhuset grundlagt af en lille gruppe på 12-15 begejstrede mennesker, som ville lave en kirke præget af varme, omsorg og kærlighed til de svage i samfundet. Kirken var ikke tilknyttet nogen større kristen organisation, og det er den fortsat ikke. I dag er ledelsen meget inspireret af Trosbevægelsen, som forkynder, at kristne ved hjælp af deres tro kan sejre over alt fra pengenød til personlige kriser. Knut Evensen var præst i menighedens første år, men hans stærke, visionære kone, Ruth Evensen, fyldte meget i ledelsen og har i dag officielt titlen pastor. - Helt fra starten var der masser af visioner. Vi ville lave skoler, cafeer og havde mange projekter, så aktivitetsniveauet var højt. Det var nødvendigt, at de få folk i kirken skulle engageres, give sig til helhjertet tjeneste, husker Brita Krarup, som var med fra begyndelsen. Hun har arbejdet fuldtids med rådgivning, forbøn og sjælesorg i 15 år og er kendt i både fri- og folkekirker for sin undervisning og bøger om såkaldt indre helbredelse. I dag har hun forladt Faderhuset sammen med omkring 60 andre, fordi visionerne blev så mange, at medlemmernes egne behov blev undertrykt. - Jeg skrev i mit afskedsbrev, at efter min opfattelse svang de hyrdestaven for tungt over dem, som ikke levede op til deres forventninger, siger hun. Flere tidligere medlemmer har fortalt til Kristeligt Dagblad, at det meget høje aktivitetsniveau tog hårdt på dem. Altid blev der talt om tjenesten for Gud, som skulle prioriteres. Familieliv, arbejde og hvile kom i anden række. Ruth Evensen har ikke selv haft lyst til at fortælle sin version af medlemsflugten fra Faderhuset. - Du kan skrive, at jeg ønsker at præsentere Jesus, og jeg vil ikke være med i en dialog, som viser, at kristne er uenige. Det skal ikke udstilles for verden, siger hun til Kristeligt Dagblad. Profetiske budskaber Efter den intense lovsang i Faderhuset træder en ung mand frem og opfordrer alle til at være åbne over for Gud. Helt åbne. Pastor Ruth Evensen præsenterer dagens prædikant, en biskop fra Singapore, som straks fortæller, at der sidder en eller flere i kirken i dag, der ikke er rigtig glade. - Du er træt, har svært ved at koncentrere dig og oplever ligesom en lammelse i baghovedet sommetider, siger han gennem tolken. Ingen reagerer, og han fortsætter. - Måske er du ny og lidt genert. Glem det. I Jesu navn, løft din hånd. Lige nu! befaler han. En ung mand markerer og bliver kaldt frem. Biskoppen fra Singapore lægger en hånd på hans pande og taler i tunger. Manden vakler. Biskoppen bliver ved med at bede og lader hånden følge mandens pande, da han krummer sig forover. - Fald! Fald! kommanderer biskoppen fra Singapore og puster på manden. Han falder sammen på en stol på første række, og biskoppen fortsætter med at kalde andre frem. Denne gang er det en med dårlig ryg og knæ. Stemningen er så fortættet, at flere begynder at græde eller grine. Faderhuset er kendetegnet ved mange profetiske budskaber, som bliver udlagt som Guds ord. Tidligere medlemmer fortæller, at pastor Ruth Evensen får mange konkrete budskaber til de enkelte medlemmer, samtidig med at der bliver sagt, at Gud taler klarere til lederen end til den menige kirkegænger. - Folk tog det fra Ruth mere alvorligt end det, de mærkede i deres egne hjerter, siger Brita Krarup. - Når en leder manipulerer, bliver medlemmerne typisk afhængige af lederen frem for af Gud. De mister troen på sig selv og må spørge lederen om, hvad Gud vil sige til dem, siger læge Torbjörn Swartling, svensk afhopper fra Trosbevægelsen og forfatter til bogen »Åndelig manipulation og hjernevask«. Guds udvalgte kirke I Faderhuset oplevede tidligere medlemmer også, at de blev kontrolleret. Var de væk fra en gudstjeneste, blev der altid ringet et par dage efter, og det, man fortalte hinanden i fortrolighed, kom meget ofte pastor Ruth Evensen for øre. Når nogen forlod kirken, blev det tit fremstillet som en udrensning, og der blev advaret mod at kontakte dem, som var gået. - Jeg mener, at alle blev længere i Faderhuset, end de skulle. Men vi kristne er sårbare, for vi vil så gerne gøre det rigtige. Vi kommer i tvivl, når en overbevisende leder siger, at Gud vil noget andet end det, vi selv tror. Vi overvejer længe, om vi er oprørske eller halvhjertede i vores tro, siger Brita Krarup. Samtidig blev der ofte talt om Faderhusets unikke plads i Danmarks kirkehistorie. Netop her ville vækkelsen begynde, og det var svært at forlade et sted, som Gud tilsyneladende havde udvalgt. Alligevel har omkring 60 medlemmer nu forladt kirken. En efter en har de måttet tage beslutningen, for hvis de talte åbent om deres tvivl, var de bange for at være illoyale. En meget lille del af dem kommer i dag i andre kirker, men de fleste har svært ved at engagere sig i en menighed igen. - Vi har alle fået den såredes skærpede følsomhed for kontrol og manipulation, siger Brita Krarup, som ofte tænker på dem, der blev tilbage. - Jeg beder om, at de, som ikke kan tåle at være i Faderhuset, får mod til at komme ud, fortæller hun. Også Torbjörn Swartling har erfaring med afhoppernes problemer. - Typisk er det meget svært for dem at fortsætte i en anden kirke. De er bange for at blive manipuleret igen, så de passer sig selv og tror måske på Gud uden at involvere andre i det, siger han. Tilsyneladende er der grund til at passe på, for der er mange vidnesbyrd om, at mennesker har lidt overlast i autoritære kirker. I Sverige har det været nødvendigt at etablere den politisk og religiøst neutrale bevægelse Fri, som især hjælper afhoppere fra Trosbevægelsen med den lange proces, det er at vende tilbage til et almindeligt liv. Torbjörn Swartling advarer tidligere medlemmer af en autoritær kirke mod at tro, at deres tidligere ledere kan tales til fornuft. - Risikoen for, at man igen begynder i samme kirke, er alt for stor. Ofte vil folk være meget svage i nogle år efter mødet med en autoritær kirke, siger han. For at undgå at ende i en manipulerende og kontrollerende kirke skal man hele tiden bevare kontakten til gamle venner og arbejdskammerater, så fællesskabet i kirken ikke bliver det eneste, man har, er Torbjörn Swartlings erfaring. Denne søndags meget lange prædiken er ved at være færdig. Biskoppen fra Singapore opfordrer alle til at kræve, hvad der er deres. - Hvis din kæreste vil gå fra dig, skal du ikke acceptere det. Sig »I Jesu navn byder jeg dig at komme tilbage«, råber han, og folk klapper. Pastor Ruth Evensen spørger, hvor meget der blev samlet ind, da kurvene gik rundt under lovsangen, og får stukket en seddel i hånden. - Det er ikke nok. Vi må have flere penge. Vores ven fra Singapore skal ikke have en skaldet tusse med hjem. Nu står indsamlingskurvene oppe foran, så kan du danse op med din gave under lovsangen, siger hun. Sangerne og bandet går op foran og begynder på en inderlig sang, der gentages og gentages. Tegn på, at en kirke er sekterisk Magt: Der tales meget ofte om, at lederne skal respekteres. Og gradvist begynder lederen at indtage Guds plads i menneskers liv. Hemmeligheder: Medlemmerne får kun begrænset information om økonomi og hinanden. Lederen vil ofte spille folk ud mod hinanden. Eliteholdning: Kirken er udvalgt til noget helt særligt, og det frarådes at involvere sig med andre typer menigheder. Der skabes en »os« og »dem«-holdning. Præstationer: Man viser sin overgivelse til kirken gennem tjeneste og trofast kirkegang. Frygt: Det ligger i luften eller bliver direkte sagt, at hvis man forlader menigheden, er det oprør og en måde at lukke Satan ind i sit liv på. Kilde: Mike Fehlauer, leder af Foundation Ministries, Colorado, og forfatter til bl.a. Finding Freedom From the Shame of the Past. I morgen bringer vi her i avisen en beretning fra et tidligere medlem af frikirken Faderhuset.