Kirke i coronatider: Hanne blev bisat under åben himmel

Rødovre Kirke holdt i weekenden sin første udendørs bisættelse. Ritualet var smukt og stemningsfuldt, mente de efterladte, og sognepræsten kunne godt forestille sig at gøre det igen efter ophævelsen af corona-begrænsningerne

Kirkens store orgel blev erstattet af et elektronisk orgel med højtaler i dagens anledning.-Foto: Asbjørn Sand
Kirkens store orgel blev erstattet af et elektronisk orgel med højtaler i dagens anledning.-Foto: Asbjørn Sand

Rødovre Kirke er tom, men ude på kirkegården er der liv. Sognepræst Jørgen Degn Bjerrum sidder under kastanietræet og forbereder sig, mens familien går rundt foran kirken og sætter orange plastikstole op på hver sin side af kisten. Det er ham, der tilbød familien at afholde bisættelsen ude på kirkegården, så der ikke var samme begrænsning på antallet af deltagere.

Kirkeklokkerne lyder, og venner og familie tager plads rundt om kisten.

Hanne Thunestedts bisættelse skal foregå under åben himmel.

Hendes badminton-veninder har sat sig på en bænk i skyggen, lidt længere væk og snakker ivrigt, og på dørtærsklen til våbenhuset sidder organisten og trompetisten klar til at spille.

Artiklen fortsætter under annoncen

Jørgen Degn Bjerrum retter i sin tale fokus på, at afdøde har haft mange vigtige oplevelser og erfaringer i nærområdet.

“Vi kan se ud i Hannes liv. Hun gik på skolen lige derovre, og det var på samme skole, hun mødte Øyvind. Hun har stået her med sin familie omkring sig, da hun blev konfirmeret, og da hun senere blev gift med Øyvind,” siger præsten.

En vind rusker let i kastanietræerne og i flaget, der er sat på halv. Vejrudsigten havde truet med byger, men det holder tørt gennem hele bisættelsen. Deltagernes blikke vandrer mellem kisten, præsten, de grønne træer, gravene og de andre deltagere.

Efter jordpåkastelsen bliver flaget hejst igen, og kisten bæres til rustvognen, der står lige uden for kirkegårdens port.

”Det gav en anden fornemmelse af fællesskab at stå rundt om kisten på den smukke kirkegård. Man sad ikke og kiggede hinanden i nakken, men i øjnene, og man kunne bedre dele det, man følte,” siger Hannes datter, Birgitte Thunestvedt, efterfølgende.

”Vores onkel Gunnar på 93 år sagde, at det var den smukkeste bisættelse, han nogensinde havde været til. Og det giver jeg ham helt ret i. Det var stemningsfuldt og virkede ikke for tungt,” istemmer broderen, Flemming Thunestvedt.

Af hensyn til sundhedsmyndighedernes retningslinjer havde familien Thunestvedt måtte forholde sig til flere ting, da de skulle planlægge bisættelsen af deres 84-årige familiemedlem. De kunne vælge at begrænse antallet af deltagere til de kun 15 personer, som det lille kirkerum tillod, eller 30 personer, hvis de undlod at synge, eller helt at udskyde deres farvel, til et senere tidspunkt efter kremeringen.

Men præst Jørgen Degn Bjerrum gav som sagt også familien den endnu ikke afprøvede mulighed at afholde bisættelsen uden for kirken:

”Det er nemlig ikke sjovt for familiemedlemmerne at skulle udskyde deres farvel. Men det er ikke meget bedre at skulle begrænse antallet af deltagere. Jeg har tidligere været ude for at skulle bede nogle af afdødes venner gå udenfor, fordi vi oversteg det tilladte antal i den lille landsbykirke. Derfor foreslog jeg denne løsning,” siger præst Jørgen Degn Bjerrum.

Familie sagde straks ja, dels for ikke at skulle begrænse antallet af deltagere, men også fordi løsningen ville være i Hannes ånd.

”Vores mor var et udendørsmenneske, og hun brugte især mange timer i haven, som gav hende rigtig megen glæde. Blomsterne der er fra hendes have,” siger Birgitte Thunestvedt og peger på en stor buket på kisten.

”Jeg var noget bekymret på grund af vejrudsigten, men vi blev enige om, at en bisættelse i regnvejr også ville være stemningsfuld,” tilføjer Flemming Thunestvedt.

Da deltagerne har forladt kirkegården, takker præsten kirketjener, organist og sanger for indsatsen og sætter sig på en stenbænk blandt gravstenene, hvor han evaluerer dagen.

”I løbet af de sidste hundrede år har vi i Danmark vænnet os til, at have kisten med ind i kirken og foretage ritualet indendørs. Men efter i dag kan jeg med ro i maven foreslå samme løsning til andre familier. Og jeg kunne godt overveje at tilbyde det efter Corona-krisen. Selvom jeg ville savne kirkerummet og alteret,” siger præst Jørgen Degn Bjerrum.