Prøv avisen

Kirke indsamler underskrifter til dødsdømt kristen

På den pakistanske ambassade i Hellerup overleverede de to præster fra Sorgenfri Kirke, Søren Hermansen og Kathrine Christensen, 313 underskrifter til ambassadøren i håbet om at påvirke dødsdommen over en kristen kvinde i Pakistan. Den pakistanske ambassadør ønskede ikke at udtale sig. Foto: Søren Staal.

I går modtog den pakistanske ambassadør i Danmark 313 underskrifter fra Sorgenfri Kirke, som over en periode har indsamlet de mange støtterklæringer til Asia Bibi

"Kæmp for Asia Bibis liv og for menneskerettigheder. Protester her", står der skrevet på Sorgenfri Kirkes hjemmeside med henvisning til et link, hvor man med sin signatur kan støtte en underskriftsindsamling.

Kristne Asia Bibi er efterhånden en kendt kvinde i medierne. Kvinden, som er mor til fire, er blevet dømt til døden for at bryde med Pakistans blasfemilov. Forbrydelsen består i, at hun angiveligt kom i skænderi med en gruppe muslimske kvinder, der kritiserede hendes kristne tro.

LÆS OGSÅ: Imam udlover dusør for drab på kristen kvinde

I sit forsvar kritiserede hun profeten Muhammed. Sagen har ført til voldsom international kritik af Pakistan og har derfor tidligere fået Pakistans præsident, Asif Ali Zadari, til at undersøge mulighederne for at benåde kvinden. Det blev imidlertid afvist af retten, men Asia Bibi har stadig mulighed for en appelsag.

Håbet om, at den pakistanske kvinde ender med at blive frikendt, har de sidste måneder fået 313 kirkegængere i Sorgenfri Kirke til at sætte deres underskrift på en blanket i kirken eller via kirkens hjemmeside.

I går overrakte Sorgenfri Kirkes to præster, Kathrine Christensen og Søren Hermansen, så konvolutten med alle støtteunderskrifter til den pakistanske ambassadør, Fauzia Mufti Abbas, på hendes kontor i Hellerup.

"Sagen har tændt en lyst til at blande sig," siger præsten bag initiativet, Søren Hermansen.

"I barmhjertighedens navn vil vi gå ind og være med til at sætte pres på den pakistanske præsident. Kommer der protester fra hele verden om, at vi skal respektere hinandens religioner, kan det være med til at hjælpe den pakistanske kvinde. Initiativet er ikke rettet mod islam, men mod politik," siger han.

I det pakistanske retssystem kan præsidenten benåde dødsdømte, og det har underskriftsindsamlingen til formål at fremskynde.

Underskriftsindsamlingen er mere en humanitær end en politisk aktion, mener Søren Hermansen.

"Når en trosfælde er i nød, bør vi stå sammen. Når en søster af Kristus står i nød, bør vi hæve røsten og vise, at der ingen afstand er mellem os," siger han.

Det er første gang, at Sorgenfri Kirke sætter et sådant initiativ i værk, men ikke sidste.

"Jeg kunne sagtens forestille mig, at man fra lokal side og fra sognets side tager nogle sager op, som man bliver berørt af. Initiativet udspringer jo af et engagement i vores egen kristendom," siger Søren Hermansen.

Hvis Asia Bibi bliver henrettet, vil hun være den første, der bliver hængt for at overtræde blasfemiloven, der forbyder konversion fra og kritik af islam.

Sogne- og indvandrerpræst på Vesterbro Niels Nymann Eriksen, som har været med til at arrangere dialoginitiativer i København mellem muslimer og kristne fra Irak, mener, at Sorgenfri Kirkes initiativ er et forsøg på at bruge de officielle kanaler til at gøre opmærksom på humanitære problemer. Derfor må den pakistanke ambassade være forpligtiget på at give budskabet videre til hjemlandet.

"Hvor beskeden indflydelsen end må være i Pakistan, vil det have en effekt på andre kirker herhjemme som et eksempel på, at kirken bruger sin stemme til at formulere en indsigelse mod overgreb. Jeg så gerne, at mange flere sognekirker havde den slags initiativer," siger sogne- og indvandrerpræst Niels Nymann Eriksen.

Sekretariatschef i Folkekirkens mellemkirkelige Råd Jørgen Skov Sørensen kan tvivle på den politiske effekt.

"Men som symbol på, at kristne bekymrer sig for andre kristne globalt er den meget mere værd end 313 underskrifter. Derfor er det ikke ligegyldigt," siger Jørgen Skov Sørensen, som oplyser, at rådet i år fremover har specielt fokus på forfulgte kristne.

pallesen@k.dk