En biskop står foran et alter. En kirke indvies. Et fastlagt ritual går sin gang som beskrevet i ritualbogen. Det hele er velkendt og så alligevel ikke.
For kirken ligger i Storstrøm Fængsel. Danmarks nye lukkede højsikkerhedsfængsel. Her sidder dé indsatte, som ingen vil lege med. Dem, der vurderes at udgøre for stor en fare til at sidde i et normalt fængsel. Derfor var det en kirkeindvielse lidt ud over det sædvanlige, der i går fandt sted, da den nye fængselskirke blev indviet i Storstrøm Fængsel nær Guldborgsund på Falster. En kirke, der er tegnet af arkitekterne hos C.F. Møller og drevet af Kriminalforsorgen.
Der er forventningsfuld småsnakken og hilsener på kryds og tværs, mens solen bager ned i rummet. Kort før indvielsen skal finde sted, ledes det kendte Fangekoret, som består af indsatte, ind.
Lavmælt giver biskop over Lolland-Falster Stift Marianne Gaarden de sidste par instrukser til de indsatte, der skal medvirke under indvielsen. Hun indtager sin plads bag alteret og får overrakt alterbogen af en ung mand med store arme og kortklippet hår. Selvsikkert indleder han højtideligheden ved at læse indgangsbønnen højt.
Foran alteret begynder Marianne Gaarden sin prædiken med at læse en tekst om frihed fra Johannes Evangeliet (Joh 8,31-36).
”Når man sidder i fængsel, straffes man ved at blive frihedsberøvet, så man ikke kan bevæge sig frit, hvorhen man vil. Så hvorfor nu vælge en tekst om at være fri her ved en indvielse af kirken i Storstrøm Fængsel? At tale om frihed kan synes både meget taktløst og temmelig malplaceret,” lød starten på Marianne Gaardens prædiken, der tog sit udgangspunkt i den nye bog ”Det er jo mennesker” skrevet af fængselspræst Carl Lomholt.
Det var en prædiken, der handlede om, hvordan tilgivelsen gør mennesket frit.
”Mon ikke alle mennesker, uanset på hvilken side af tremmerne, vi lever vores liv, kender til følelsen af at sidde fast i vrede, bitterhed eller had, fordi nogen har behandlet os uretfærdigt? Måske er det én selv, man er vred på, fordi man har gjort noget, som både i omverdenens og ens egne øjne er utilgiveligt. Tankerne kværner om det uretfærdige eller det utilgivelige, og vi er fanget i en tankestrøm. Eller sagt med evangeliets ord, så er enhver, som gør synden, syndens træl,” sagde Marianne Gaarden.
I slutningen af sin prædiken kom Marianne Gaarden ind på, at mennesket ikke kan lade være med at synde. Derfor er det vigtigt, at det søndag efter søndag er muligt at møde Guds tilgivelse under gudstjenesterne i Storstrøm Fængsel.
På skift fylder præster og indsatte kirkens rum med læsninger af salmer og tekststykker. En indsat snubler lidt over ordene, men nogle ord er også fremmede for de indsatte. Især når man som mange af de fanger, som er med i dag, ikke er vant til kirken og dens ord.
Igennem de seneste par uger har de ellers spændt øvet sig på dagen i dag. Udskiftet John Mogensen med salmer, og kæmpet med at lære trosbekendelsen. Noget, som de stadig kæmper lidt med, som korleder Louise Adrian fortæller.
Da indvielsen er vel overstået, overtager fængselspræst Susanne Bjerregaard resten af højtideligheden. Dagens prædiken handler i anledning af Kristi himmelfartsdag om disciplene, der svigtede. Men også om tilgivelsen. Opstandelsen. Og glæden. Under altergangen synger fangekoret af deres lungers fulde kraft. Om at finde Jesus og tilgivelsen. Og selvom det næppe kan kaldes skønsang, så har deres oprigtige glæde noget helt særligt over sig.
Efter indvielsen er biskop Marianne Gaarden, helt fyr og flamme, for det er gået langt over forventning.
”Det er stort at få lov til at indvie en ny kirke, og især en der er så speciel. Jeg var virkelig rørt, da jeg hørte fangerne synge om at finde Gud. Her falder Guds ord på et tørt sted, og derfor er kirken vigtig,” siger hun.
Det oplever fængselspræst Susanne Bjerregaard også. Hun har efterhånden været fængselspræst i mange år, men det kan stadig ramme hende, hvor meget de indsatte har brug for kirken og præsten. I det møde er der nemlig ingen journaler, ingen der vurderer og ingen, der dømmer.
”Når de kommer til mig, der er præst, kan de få lov til bare at tale. Det giver dem et tiltrængt helle,” siger Susanne Bjerregaard.
