Kirke inviterer muslimer til ramadanfejring

Stefanskirken i København arrangerer for femte gang ramadanmiddag på torvet foran kirken. Det handler om at involvere lokalområdet, siger præst

0Sognepræst Pernille Østrem hilser på muslimske deltagere ved sidste års ramadanmiddag ved Stefanskirken i København.
0Sognepræst Pernille Østrem hilser på muslimske deltagere ved sidste års ramadanmiddag ved Stefanskirken i København. Foto: Mette Kramer Kristensen/Monsun.

Når solen går ned på fredag, vil muslimer bryde ramadanen og sammen med kristne spise et festmåltid på kirkepladsen ved Stefanskirken på Nørrebro i København.

Det sker, når kirken i den multietniske bydel for femte gang gang inviterer til arrangementet, som er planlagt i fællesskab med den tyrkiske forening Rosen.
LÆS OGSÅ: Unge i Nordafrika protesterer mod faste i ramadanens

Det er vigtigt, at naboer deltager i hinandens glæder og sorger. Det er vigtigt, at vi kommer hinanden ved og ved, hvem hinanden er. At være genkendt og kende andre, der hvor man bor og lever, er fundamentalt, siger sognepræst i Stefanskirken Pernille Østrem.

Hun mener, at det også er kirkens ansvar at invitere til fest, selvom der her er tale om en muslimsk højtid:

Lige nu er fortællingen i hele verden, at der er ramadan. Det er der også på Nørrebro. Vi involverer jo også lokalsamfundet i julen, hvor der også er muslimer, der deltager i for eksempel vores julekalender, julekoncerter, gaveindsamlinger og skoleafslutning, siger hun.

Arrangementet begynder klokken 20.30, hvor der vil være musik og underholdning, som fortsætter under og efter maden. Blandt andet vil musikeren Henrik Goldschmidt, som blandt andet står bag fredsorkestret The Middle East Peace Orchestra, være til stede med musikere og børnekor.

Og når solen går ned klokken 21.35, vil den tyrkiske forening stå parat med mad og drikke.

Det med måltidsfællesskabet ligger dybt både i kristendom og islam. Vi er rige mennesker og har enormt meget, vi kan give videre af. Det sætter måltidsfællesskabet fokus på, siger Pernille Østrem.

De forrige år har arrangementet været besøgt af alt fra kulturpersoner og politikere til lokale butiksejere, mens enkelte gæster har rejst langvejsfra for at være med. Og ud over at kirken har fået mere kontakt til lokalområdet gennem fællesmåltiderne, har arrangementet også givet Pernille Østrem inspiration til, hvordan hun selv praktiserer sin tro, fortæller hun.

Når man har fået en dybere forståelse for andre mennesker, skaber det en dynamik, der gør, at man selv kommer til at tænke over, hvad for eksempel fasten betyder i den kristne tradition. Når man bliver mødt af en religion som islam med et meget fysisk udtryk, stiller man spørgsmål om, hvordan man lever sin egen spiritualitet og religion ud.

RAMADANMIDDAG