Prøv avisen

Kirke lukkede døren for hjemløse

Blågårds Kirke på Nørrebro har flere gange gennem tiden huset socialt udsatte. I 1991 boede en gruppe statsløse palæstinensere i kælderen under kirken i fem måneder, hvilket førte til den såkaldte palæstinenserlovgivning. Her ses palæstinensere foran Blågårds Kirke i 2006. -- Foto: Steen Jacobsen.

Til trods for at 50 hjemløse stod uden tag over hovedet og risikerede at fryse ihjel, afviste Blågårds Kirke i København tidligere på året at lade de hjemløse sove i kirkens krypt. Kirken skal bruges til kultur

Hvor åben kan kirken være over for hjemløse og socialt udsatte?

Det spørgsmål sætter en sag fra Nørrebro i København på spidsen.

Over 50 hjemløse var angiveligt tidligere på året i fare for at dø af kulde, hvis de ikke fik et sted at overnatte. Alligevel afslog et flertal i menighedsrådet i Blågårdens Sogn, at en stor gruppe af socialt udsatte kunne bruge kirkens krypt til at overnatte i. Det fortæller medlemmer af styregruppen bag akut-herberget "En varm seng" til Kristeligt Dagblad i forbindelse med avisens kortlægning af kirkens sociale arbejde.

I marts, da der var isvinter i Danmark, henvendte styregruppen sig til Blågårdens Sogn for at få hjælp til for en periode på en måned at huse gruppen af hjemløse, der stod uden tag over hovedet. Blågårds Kirke driver i forvejen Morgencaféen, hvor hjemløse kan få morgenmad og kaffe. Forinden havde "En varm seng" boet fire uger hos frikirken Kristuskirken i København og efterfølgende en måned i Mellemfolkeligt Samvirkes kursuslokaler, indtil disse skulle bruges igen.

"Vi stod med over 50 mennesker, der risikerede at dø, og spurgte, om menighedsrådet kunne hjælpe os, og så sagde formanden nej. Det handlede om menneskeliv," siger en fortørnet Helene Vindsmark fra "En varm seng".

Efter hendes vurdering handlede det om visse lokale beboeres modvilje mod, at Blågårds Kirke bruges som social kirke.

"Men hvordan en gruppe angiveligt kristne mennesker kan henvise 50 mennesker til den kolde sne, bogstaveligt talt, på grund af lokalpolitik er ubegribeligt. Det er topmålet af kynisme," siger Helene Vindsmark.

Efter afslaget overvejede hun og partneren i herberget, April Chris, at politianmelde menighedsrådet i Blågårdens Sogn. "En varm seng" havde en ekspertvurdering af, at de hjemløse blev udsat for fare, hvis de skulle opholde sig udendørs om natten. Den idé droppede de dog, da de få dage efter blev tilbudt andre lokaler til deres herberg. Men April Chris valgte at melde sig ud af folkekirken på den konto.

"Politianmeldelsen ville ikke være for at gå efter dem personligt, men det var et desperat forsøg på at få en genforhandling af vores forespørgsel. På det tidspunkt var det den eneste mulighed, og vi vidste ikke, hvad vi ellers skulle gøre," uddyber Helene Vindsmark.

Menighedsrådsformand i Blågårdens Sogn Astrid Monrad Boel husker godt forespørgselen fra "En varm seng", men er uforstående over for, at det er blevet en sag, at de afviste at etablere et natherbeg, også selvom det kun skulle være midlertidigt.

"Jeg afslog det, idet jeg vidste, at det ville skabe problemer for os i menighedsrådet. At Blågårds Kirke er en social kirke, er ikke ensbetydende med, at den skal bruges som natherberg. Sognets beboere har lagt stor vægt på, at kirken skal skabe ro på Blågårds Plads, og sognets medlemmer har tidligere sagt, at de for eksempel ikke ønsker et natherberg i Blågårds Kirke. Vi har allerede et natherberg i sognet, som drives af Kirkens Korshær i Stengade," forklarer Astrid Monrad Boel.

Med til historien hører, at Blågårds Kirke i 2008 lukkede som almindelig højmessekirke. Dog er der stadig forskellige særgudstjenester i løbet af ugen og mange kulturelle arrangementer. I foråret 2009 vedtog menighedsrådet med et spinkelt flertal, at Blågårds Kirke skulle være en kulturkirke og altså primært bruges til kulturelle formål.

"Vi har haft vores grunde til at sige nej, og det må man som spørger respektere. Vi kan glædes over, at nogen har haft mulighed for at sige ja. Man kan ikke deraf slutte, at vi er kyniske, og det er sikkert også nogle bekendt, at sognet har vist imødekommenhed i andre sammenhænge," siger Astrid Monrad Boel.

At en kirke siger nej til at hjælpe en gruppe mennesker i nød, overrasker diakoniekspert og lektor i teologi ved Aarhus Universitet Johannes Nissen:

"Ud fra et teologisk perspektiv lyder det underligt. Jeg vil mene, at når nogen er i akut nød, er man som kirke altid forpligtet til at hjælpe, uanset hvilken politik der ligger bag. Det er kærlighedens lov."

Han uddyber, at selvom en kirke bliver udnævnt til kulturkirke, er kirkens fire kendetegn og opgaver stadig mission, gudstjeneste, undervisning – og diakoni.

"Kultur rangerer ikke så højt og er heller ikke direkte nævnt i kirkens opgaver. Og man kan spørge sig selv, om det ikke netop bør være en del af dansk kultur og velfærdstænkning at åbne huset for dem, der er i akut nød," siger Johannes Nissen.

schelde@k.dk

BLŨGÅRSDKIRKE Foto: LEIF TUXEN