Varmen fra pejsen står i stærk kontrast til kulden udenfor. Selvom maj har meldt sin ankomst, kravler temperaturen sjældent op over en til to plusgrader. Sneen er dog begyndt at smelte, for de seneste dage har budt på noget så sjældent som regn på den norske øgruppe Svalbard. Klimaet ændrer sig, og det er noget, der bliver talt om rundt om de lave borde denne tirsdag aften i kirkens lokaler, hvor byens præst Leif Magne Helgesen og 10-15 beboere som altid samles. Pejsehygge kalder præsten det, og det er en lige så fast bestanddel af menighedslivet som amen i kirken om søndagen i verdens nordligste sogn 1338 kilometer fra Nordpolen. Fra klokken halv otte er ordet frit, og kaffe og vafler står på bordet. Ældre som yngre møder op i løbet af aftenen for at snakke og udveksle erfaringer. Og som altid – og som alle andre steder i verden – ender diskussionerne ved vejret.
"I januar havde vi syv plusgrader heroppe. Det var varmere end de fleste steder i det nordlige Europa. Og selvom det blev koldt igen, så kan vi se, at vejret forandrer sig," siger Leif Magne Helgesen, der har været sognepræst på Svalbard i fire år.
Manglen på stabilt vejr er fatalt for øgruppens beboere. Det betyder nemlig flere ulykker. Snescooterne falder i huller og gennem isen, og det betyder dødsfald. Sognet er ellers forskånet for mange begravelser, for ældre mennesker flytter normalt herfra, da de ikke kan få den samme socialhjælp som i resten af Norge. Men det betyder, siger præsten, at de ulykker, der sker, har stor indvirkning på menigheden.
"Når flaget går på halv foran kirken, så ved folk nede i byen, at der er sket en ulykke. Så søger de hertil. Vi er jo ikke så mange i Long- yearbyen, kun omkring 2000 mennesker, så sammenholdet er stort. Derfor berører både døden og livet alle."
Han fremhæver det lykkelige i, at der sidste år var en stor stigning i fødsler på øerne. Hele 38 nye indbyggere kom til verden i 2009 mod 27 i 2008, og nogle af disse døbte han ude i naturen. Et forældrepar ønskede for eksempel at få deres nyfødte barn døbt langfredag, hvor gudstjenesten altid er flyttet til Tempelfjorden lidt uden for byen. Den dag var der 23 minusgrader, men forsynet med termokander og varmt tøj var det ikke noget problem, fortæller Leif Magne Helgesen med et grin. Som for mange andre på øerne er det nemlig naturen, han kom herop for, og derfor er det også naturligt for ham at kombinere debatten om klimaforandringer med kirkens arbejde.
"Kirken arbejder langsigtet – for evigheden – og ikke som politikerne kun i perioder på fire år. Derfor kan vi gøre en forskel. Vi skal værne om naturen, beskytte den, for det er noget, Gud har skabt. Vi kan jo mærke forandringerne, men det er ikke os, der er ramt hårdest. Det er dem, som ikke kan vælge, hvor de vil leve," siger Leif Magne Helgesen.
Og han ved, hvad han taler om. Seks år som hjemløsepræst i Tønsberg og Oslo og fire år som direktør for Kirkens Nødhjælp på Balkan har vist ham sider af livet og verden, som har sat sig dybe spor i ham – på godt og ondt. Derfor ville han heller ikke tilbage til Norge som almindelig sognepræst, men søgte noget specielt.
"Det er helt enestående at være her. Jeg har snescooter som transport og går rundt med jagtriffel for at kunne forsvare mig mod isbjørne. Og her kan jeg kombinere jobbet i kirken med kampen for klimaet. Jeg kan ikke holde de to adskilt, for der er så meget arbejde, kirken kan gøre," siger han.
Også rundt om i pejsestuen er der bred enighed om, at der skal gøres noget. Klimaforandringerne er allerede til at tage og føle på, og der er så meget storslået natur at miste, lyder nogle af indsparkene fra beboerne. Fra vinduet er der til alle sider udsigt til høje, sneklædte fjelde, græssende rener og hvide arktiske fugle. Foråret er kommet, og som midnatssolen sender sine stråler ned over Arktis, sender pejsen lydløst sine flammende skygger ud i rummet. De lyser kirken og klimakampen momentvist op.
