Prøv avisen

Kirke og kristendom skal ikke fylde i Dronningens nytårstaler

"Danskerne er også i dag forskellige. Vi har ikke alle rod i den samme religion eller kultur, men lige så lidt som for 70 år siden må forskelligheden stå i vejen for, at vi hjælper vore naboer og landsmænd – menneske til menneske.” Sådan lød det i dronning Margrethes nytårstale i 2013 i forbindelse med 70-året for de danske jøders flugt under Anden Verdenskrig. – Foto: Keld Navntoft/Ritzau Scanpix

Når dronning Margrethe holder nytårstale, hører man sjældent ordene kirke og kristendom. Hun vælger at tale så inkluderende som muligt, siger eksperter

Hvis man skal gætte på et ord, der vil indgå i Dronningens næste nytårstale, vil ”Gud” være et godt et at vælge. For siden dronning Margrethes første nytårstale i 1972 har ”Gud bevare Danmark” været afslutningen på årets sidste samlende tale til den danske befolkning.

Udover den sætning er der dog ikke meget kirke, tro eller kristendom at finde i de 47 nytårstaler, som det er blevet til fra Dronningens hånd. For selvom der ofte tales om at bevare og værne om den danske tradition, kultur og historie, så bliver ord som kristen, kirke eller religion stort set aldrig nævnt. Og når de gør, er det ofte i forbindelse med særlige mærkedage eller bygninger. Det viser en gennemgang af talerne, Kristeligt Dagblad har foretaget.

I stedet skal man finde den kristne tro mellem talernes linjer, siger Michael Bregnsbo, der er historiker og blandt andet forsker i hofliv på Syddansk Universitet.

”Nogle af de ting, Dronningen taler om i sine nytårstaler, kan bygge på et kristent fundament og udspringe af en ikke direkte udtalt kristen etik. For eksempel når hun taler om, at vi som land bliver materielt rigere, men spørger, om vores liv også bliver rigere. Der er altså andre punkter, hvor man kan læse hendes ord ud fra en kristelig grundholdning, selvom den ikke kommer eksplicit til udtryk,” siger han.

Dronning Margrethe er folkekirkens øverste myndighed sammen med Folketinget ifølge folkekirken.dk. Og i flere interviews og bøger har hun gennem tiden givet udtryk for sin kristne tro, sin glæde ved at gå i kirke og den afgørende betydning, hun mener, at kristendommen har haft for Danmark. Når hun alligevel ikke vælger at nævne kristendommen, kirken eller troen i sine nytårstaler, kan det ifølge Michael Bregnsbo ses som udtryk for, at hun imødekommer de mange danskere, som har tendens til at se religion som privat.

”Men det kan også være et udtryk for, at det ville kunne betragtes som et politisk statement, hvis Dronningen talte for meget om religion. For hvem er så ikke med? Er de, der ikke er kristne, så ikke en del af talen og befolkningen?”

Danskerne husker generelt bedst de taler, hvor hun er kommet med en værdimæssig opsang, mener Carsten Madsen, der er lektor i retorik på Aarhus Universitet og blandt andet har forsket i Dronningens nytårstaler.

”I mange af de taler kunne man sagtens forestille sig, at kristendommen var blevet nævnt, for hun bruger ord, der indikerer, at det er den, hun henviser til. Men ved ikke at gøre det viser hun, at hun tager sin rolle som samlende og almoderlig figur for danskerne alvorligt. Selvom hun er et symbol på det kristne Danmark, forbliver hun også inkluderende over for alle danskere,” siger han.

At ”Gud bevare Danmark” ikke gør nytårstalen ekskluderende, skyldes ifølge Carsten Madsen blandt andet, at de fleste religiøse danskere vil kunne bruge ordet Gud til at betyde deres egen gud.

Det sidste giver Margit Warburg, der er professor i religionssociologi på Københavns Universitet, ham ret i.

”Den gud, Dronningen taler om i de sidste ord af nytårstalerne, er hele befolkningens gud. Hele befolkningens gud er i dag både den kristne, den muslimske og den jødiske, og det, hun udtrykker, er et fællesskab, hvor hun meddeler sig til hele Danmarks befolkning. Når hun siger ’Gud bevare Danmark’, siger hun i lige så høj grad: Gud bevare alle mennesker i landet, uanset deres religion. Det er altså det, man kalder en civilreligiøs gud, hun taler om, og ikke en gud af konfessionel karakter,” siger hun.

”Hun kan tale på hele befolkningens vegne og komme med en forbøn. Det er stort set kun hende forundt at bede Gud passe på hele Danmark,” mener Margit Warburg.

Ifølge Lisbet Christoffersen, der er professor i ret og religion på Roskilde Universitet, er udeladelsen af ord som kirke og kristendom fra nytårstalen også fornuftig, når man tænker på folkekirkens rolle i Danmark.

”Forudsætningen for folkekirkens særstilling i Danmark er, at danskerne er frie til at have den tro, de vil. Idéen er, at folkekirken skal støttes, men ikke fremhæves på en særlig måde, og det kommer smukt til udtryk med nytårstalen. For selvom Dronningen som den eneste i Danmark er forpligtet til at være medlem af folkekirken, understreger hun ved ikke særligt at fremhæve kirken, at alle andre har fuld religionsfrihed,” siger hun.