Kirke og museum kæmper om Skt. Petersborgs katedraler

Den russisk-ortodokse kirke vil have to af Sankt Petersborgs vigtigste kirker og vartegn tilbage

Den russisk-ortodokse kirke vil have to af Sankt Petersborgs vigtigste kirker og vartegn tilbage, blandt andet Isak-katedralen (den mørke bygning med den gyldne kuppel). Stridens kerne er, om katedralerne først og fremmest er symboler og vartegn for byen eller religiøse bedehuse. -
Den russisk-ortodokse kirke vil have to af Sankt Petersborgs vigtigste kirker og vartegn tilbage, blandt andet Isak-katedralen (den mørke bygning med den gyldne kuppel). Stridens kerne er, om katedralerne først og fremmest er symboler og vartegn for byen eller religiøse bedehuse. - . Foto: Sergej Kulikov/AFP/Scanpix.

”Isak-katedralen er et af Sankt Petersborgs vigtigste symboler. Den skal ikke tilhøre en enkelt nok så magtfuld organisation.”

Sådan lyder kritikken fra den russiske lokalpolitiker Maksim Reznik, efter at den russisk-ortodokse kirke i juli ansøgte om den fulde brugsret over katedralen. Kirken har også gjort krav på at bruge og administrere Sankt Petersborgs løgkuplede vartegn, Kristi Blods Katedral.

”En katedral findes, for at mennesker kan mødes med Gud i den,” svarede Sankt Petersborgs metropolit på kritikken.

Stridens kerne er, om katedralerne er symboler og vartegn for Sankt Petersborg eller religiøse bedehuse. Statsmuseet Sankt Isak-katedralen står for drift og administration af de to katedraler, og selvom den russisk-ortodokse kirke regelmæssigt har holdt gudstjenester i Sankt Isak-katedralen de seneste 10 år, er det ifølge kirken på museets præmisser:

”Kirken er en gæst hos museet,” siger Natalja Rodomanova, en talskvinde fra Sankt Petersborgs bispesæde.

”Under sådanne vilkår er det helt umuligt at organisere et fuldgyldigt menighedsliv.”

Striden om katedralerne er et udtryk for, at Rusland stadig i dag har et uafklaret forhold til den sovjetiske fortid. Før revolutionen havde den russiske kirke og det russiske imperium en form for ægteskabeligt fælleseje.

Efter skilsmissen mellem kirke og stat i 1918 begyndte sovjetstaten hårdhændet og kompromisløst at konfiskere kirkegods og kirkebygninger. Staten konfiskerede Sankt Isak-katedralen i 1923 og gav den til en regeringstro kirkefraktion. I 1928 lukkede katedralen og blev til et museum.

Konfiskeringen var ulovlig, hævder kirken nu. Ifølge professor og religionsantropolog Jeanne Kormina fra Sankt Petersborgs Højere Læreanstalt for Sociale og Humanistiske Videnskaber kan kirken imidlertid ikke kræve at få katedralen tilbage fra staten, der konfiskerede bygningen, for den stat findes ikke længere:

”Kirken blev skilt fra én stat, den blev forfulgt af en anden stat og kræver nu kompensation fra en tredje stat,” udtaler Kormina til det russiske nyhedsmedie RBK.

Striden om katedralerne er blevet til en strid mellem det sekulære og det kirkelige Sankt Petersborg.

Efter lukningen af Isak-katedralen i 1928 blev den omdrejningspunkt for et sekulært kulturliv med kunstudstillinger, koncerter og museal forskning. Sankt Petersborgs kulturelite har vænnet sig til at se kirkerne som symboler og vartegn for byens kulturliv snarere end som fungerende kirker. 

Sankt Petersborg er ifølge borgernes egen selvforståelse Ruslands intellektuelle hovedstad. Hvor pengene og forretningslivet dominerer i Moskva, trives kunsten og kulturen bedst i Sankt Petersborg, mener borgerne.

Det er særligt byens kulturelite, som opponerer mod den russisk-ortodokse kirkes forslag om at overtage katedralerne. Sammen med Maksim Reznik har Det Russiske Kunstneriske Forbund for Kulturarbejdere igangsat en kampagne for, at borgerne i Sankt Petersborg skal stemme om spørgsmålet ved en folkeafstemning.

Sankt Petersborgs kulturelle elite opfatter kirkens forslag som et angreb på det sekulære kulturliv. Kul-tureliten tilhører i store træk de 15-20 procent af den russiske befolkning, som ikke støtter præsident Vladimir Putin.

For dem er forslaget om overdragelsen af katedralerne til Sankt Petersborgs bispesæde blevet til et udtryk for et tættere samarbejde mellem kirke og stat og en stigende af-sekularisering af samfundet.

Hvis overdragelsen af katedralerne finder sted, vil den for modstanderne være et konkret vidnesbyrd om den russisk-ortodokse kirkes stigende indflydelse på den russiske lovgivning siden patriark Kirills indsættelse i 2009.

Den russiske statsduma vedtog i 2012 en lov om ”overdragelse af religiøst betinget ejendom til religiøse organisationer”. Bispesædet i Sankt Petersborg har derfor kunnet argumentere for, at forslaget om overdragelsen af katedralerne er i overensstemmelse med den nye lovgivning.