Efter et foredrag talte jeg for nylig med en kvinde, der var optaget af at leve som et spirituelt menneske. Hun havde læst en del bøger om spiritualitet, men endnu flere om psykologi. Ifølge kvinden gav det langt mere mening for hende som spirituel at læse psykologi end teologi. Hvorfor? Fordi, som hun sagde: Teologien føles så teoretisk og langt væk, men psykologien er med i alt det, jeg selv gør.
Udsagnet er repræsentativt for mange spirituelt søgende. Den form for visdom, de søger, finder de i højere grad i læren om menneskets psyke end i læren om Gud. Det siger dels noget om de spirituelles selverfaringsfokus, men også en del om teologiens manglende evne til at trænge ned i det moderne hverdagsliv.
LÆS OGSÅ: Vi skal overvælde det negative med det positive
I krisesituationer har kristendommen i dag helt naturligt sin store berettigelse, men når det handler om kristendommens forbindelse til det, der optager hverdagsmennesker i dag: at manøvrere i tilværelsen, kniber det en del.
Kort sagt opfatter mange danskere mere eller mindre berettiget teologien som noget intellektuelt og ukonkret, der ikke har særlig meget med deres egen virkelighed at gøre.
Slet ikke alle vil mene, at det er et problem. Kristendommen handler jo netop (også) om en anden virkelighed end den, vi mennesker selv skaber og kan forstå. Og der kan være en god pointe i, at kristendommen ikke nødvendigvis er til stede alle steder hele tiden; den overlever tilsyneladende fint som en baggrund af tolkninger og ritualer, der især har betydning, når det virkelig gælder. Menneske først og kristen så.
Hvis der optræder for meget kristendom som handlingsanvisninger og inderlighed i den pulserende hverdag, risikerer man i manges øjne at gøre Gud alt for lille og letfattelig eller måske endda at automatisere kristendommen som en slags teknik; noget, man kan lære at styre sit liv med som et stykke psykologisk værktøj.
Ikke desto mindre peger kristendommens mangel på hverdagsgennemslagskraft på, at teologien står over for den udfordring, at den for ofte svarer på spørgsmål, der ikke interesserer ret mange. Eller at en del i hvert fald oplever, at teologien mest er en abstrakt beskrivelse af, hvem Gud er og at der derfor er langt mere livs- og selvindsigt at hente i psykologien, hvis man vil tolke sine egne erfaringer.
LÆS OGSÅ: Danskerne søger mening med livet i bøger om lykke
I en psykologiseret tidsalder spørger man til daglig ikke så meget til Guds indflydelse som til psykens. Og når man endelig spørger til Gud, spørger man ikke så ofte om, hvem han er, men snarere om, hvordan han virker. I den enkeltes psyke, i kroppen, i ens erfaringsverden. Virkningsorienteringen er centreret om den enkelte: Hvad kan jeg som person bruge kristendommen til?
Ikke fordi man opfatter kristendommen som blot et redskab. Men fordi man lever i en verden, der i den grad fordrer, at mennesker som enkeltpersoner håndterer deres liv og kontrollerer deres udkomme gennem selv- og kropsbevidsthed og dermed må være mere optagede af, hvad de formår, end af, hvad de ikke formår.
Dette åbner for en stor opgave for kirken: Når den enkeltes virkelighed i den grad er blevet udgangspunktet både som kendsgerning og som ideal risikerer den selvfølgelige folkekirkelige tale om Gud at ramme helt ved siden af.
Måske kan man sige, at teologien i dag taler for meget ud fra et udgangspunkt, der slet ikke længere er et (fast) udgangspunkt, nemlig at man som menneske på forhånd er indfældet i en særlig fælles sandhed, som teologien så kan udfolde.
Troens vilkår er i dag, at mennesker dagligt er vidner til, at folk tror på noget andet, end de selv gør og at de derfor konstant er udfordrede. De tvivler. Og de stiller de spørgsmål, teologien kun i ringe grad giver svar på: Hvorfor skal vi tro? Hvorfor er kristendommen mere sand end de andres religioner? Hvad kan kristendommen, som de andre ikke kan? Psykologien for eksempel?
Mennesker overvejer i dag ikke bare, hvad de skal tro på men også, hvorfor de skal tro, og hvad det tilfører deres formåen. Teologiens opgave er derfor ikke blot at forkynde, hvem Gud er, men også at begrunde, at han er. Og den opgave kræver i den grad teologisk nytænkning i en tid, hvor kirkelig mission bliver mødt med skepsis, mens mennesker paradoksalt nok er så massivt udsat for mission alle andre steder fra, at de ikke længere ser det.
Iben Krogsdal er forfatter og ph.d. i religionsvidenskab