Der var noget galt med musikken i går, da en flok præs-ter, organister og andre ansatte i folkekirken var i gang med at danse første del af skabelsesberetningen. Mere specifikt var de ved at danse skabelsen af lys, da de blev generet af en skratten fra højttalerne. En pedel begyndte at stille på lyden, mens de 18 dansende kvinder blev bedt om at holde en pause. Kvinderne var til stede, fordi de havde meldt sig til et kursus med navnet ”Liturgisk dans” på Folkekirkens Uddannelses- og Videnscenter, der formidler forskning og efteruddannelse.
Bag arrangementet stod sognepræst i Tjæreby og Alsønderup sogne i Nordsjælland Anja Worsøe Reiff, som har beskæftiget sig med disciplinen i flere år. Til kurset havde hun inviteret den britiske underviser i cirkeldans Judy King, som også hjalp pedellen med at indstille lyden.
Efter et par minutter var den dårlige lyd fikset. Pedellen fik et kram af Judy King, mens kvinderne klappede, inden han skyndte sig videre.
”Solopgang,” udbrød Judy King så med henvisning til lysdansen. ”Dagen kan begynde.”
Til en strygermelodi fra højttalerne løftede deltagerne meget langsomt deres arme mod himlen, slog dem ud til siden lige så langsomt og førte dem langsomt mod jorden. De fleste i bare tæer og med øjnene lukkede.
Idékvinden Anja Worsøe Reiff har gjort brug af den såkaldte liturgiske dans i over 10 år. Hun mener, at man kan blive en bedre præst af at danse, fordi det kan hjælpe en til at få et nyt perspektiv på en bibeltekst.
”Man kan måske få et mere inderligt forhold til den, når man mærker den i kroppen. Man forholder sig til teksten på en anden måde, når man skal give den et kropsligt udtryk. Hvad vil det for eksempel betyde kropsligt, at der kommer en hvælving, som skiller vandene? Hvordan vil du mærke den udvidelse, der sker i den skabelsesakt?”.
Det spørgsmål blev hurtigt besvaret af Judy King, som skulle fremvise trinene for den næste del af skabelsesberetningen, hvor Gud sagde, at der skulle være en hvælving i vandene. Den kom til udtryk gennem en dans, der kunne minde om svømmebevægelser.
Judy King gik langsomt i små ottetals-bevægelser rundt i en cirkel, mens hun på en melodi sang:
”Højre, en to tre, venstre, en to tre, drej rundt, kom tilbage, gå baglæns.”
Margrethe Berg, sognepræst i Harrevig Pastorat i Salling, forklarede, hvad hun fik ud af kurset.
”Søndag efter søndag siger vi fra prædikestolen, at vi skal blive ét. Dans er en fysisk erfaring af, at vi bliver en enhed. Og sådan en koreografi her har mange paralleller til et kirkeligt ritual,” sagde hun i en pause.
”Nu skal I tænke på forbindelsen mellem jeres forreste arm og jeres bagerste. Den går helt heroppefra, ned gennem hjertet og herud,” sagde hun og illustrerede forbindelsen ved at bevæge armene.
Kurset begyndte i onsdags og slutter i dag. Torsdag havde lektor i Det Gamle Testamente på Københavns Universitet Søren Holst givet deltagerne en mere teoretisk vinkel på skabelsesberetningen, og det fungerede godt, sagde Jenny Thaysen Kjær, der er kirke- og kulturmedarbejder ved Langenæskirken i Aarhus, hvor hun står bag initiativet ”Laboratoriet for Kirkedans”.
Hun har af og til mødt skepsis over for det at kombinere dans og kirke, men hun mener bestemt, at de to er forenelige.
”Evangeliet skal have krop. Ordet blev kød, kan man jo sige, og dans er en lovprisning. At mødes og bevæge sig sammen og finde fælles hjerteslag er en måde at lade kristendommens budskab komme til udtryk på,” sagde hun.