Prøv avisen

Kirkeasyl er juridisk balancegang

Støtte til irakerne, amnesti, benådning, kirkeasyl, fredhelligt rum, særlov, mægling. Forslagene til løsninger på sagen om irakerne fra Brorsons Kirke farer rundt i den offentlige debat, og det gjorde de også ved demonstrationen torsdag aften, hvor 12.000-15.000 mennesker ifølge politiet deltog og markerede deres støtte til irakerne. -- Foto: .

Kirkeasyl findes ikke som juridisk begreb, men samtidig kan kirkerummets særlige karakter ses som argument for beskyttelse, forklarer ekspert. Biskopper afviser dog at bruge kirkerummet til at udfordre lovgivningen

I krypten under Odense Domkirke ligger et flækket kranie. Det er de sørgelige rester af kong Knud den Hellige og måske det bedste argument for, at man ikke skal betragte kirken som en fuldstændig garanti for beskyttelse.

Selvom det var helt tilbage i 1086, at oprørske bønder flækkede skallen på den danske konge, lever begrebet kirkeasyl dog tydeligvis i bedste velgående. Det har man ikke mindst set i sagen om de afviste irakiske asylsøgere, der i næsten tre måneder opholdt sig i Brorsons Kirke på Nørrebro, indtil de natten til torsdag blev fjernet af politiet.

Under hele forløbet er udtrykket kirkeasyl fløjet gennem luften, blandt andet symboliseret ved støttegruppen med samme navn. Og der er da også tale om et begreb, hvis rødder kan føres helt tilbage til kristendommens barndom.

Allerede under kejser Theodosius, der regerede i perioden 347-395, fik kirken ret til at give asyl til mennesker på flugt. Med asylretten blev det understreget, at der ikke måtte udøves vold eller bæres våben i kirken, samt at myndighederne ikke havde ret til at hente mennesker, der havde søgt tilflugt i kirken. Kun biskopperne kunne afgøre, om en person skulle udleveres til myndighederne og kunne i samme forbindelse betinge sig, at vedkommende eksempelvis ikke blev henrettet eller tortureret.

Og sådan var det egentlig helt op til Reformationen, der aflivede systemet med to lovgivninger, en for kirken og en for det omgivende samfund. I Danmark førte det i 1537 til den såkaldte kirkeordinans, reformationskirkens grundlov, der blandt andet fastslog, at kirken var underlagt lovgivningen fra de verdslige myndigheder.

Begrebet kirkeasyl blev aldrig en del af den nye lovgivning og eksisterer derfor ikke som et juridisk udtryk, hvilket også flere eksperter har understreget efter politiets rydning af Brorsons Kirke.

Når vi i dag, næsten 500 år efter kirkeordinansens vedtagelse, stadig taler om kirkeasyl, skyldes det måske, at lovgivningen placerer kirkerummet i en juridisk gråzone, der kan tolkes som et argument for en særlig beskyttelse.

Sådan lyder det fra Lisbeth Christoffersen, ph.d. og lektor i offentlig ret ved Roskilde Universitet samt adjungeret professor i kirke- og religionsret ved Københavns Universitet.

– I loven om kirkers brug står der, at "der må intet foretages, som strider mod rummets særlige karakter". Og det er netop dilemmaet i forhold til kirkeasyl, for samtidig med at kirken ikke har sin egen lovgivning, fastslår man, at kirkerummet har en særlig karakter, siger Lisbeth Christoffersen og forklarer, hvordan udtrykket "særlig karakter" kan tolkes som et argument både for og imod kirkeasyl.

– Dilemmaet er, om det strider mod kirkerummets særlige karakter at huse de afviste asylsøgere, eller om det er mere i strid med rummets karakter at lade politiet trænge ind i kirken og fjerne asylansøgerne. Denne vurdering er i sidste ende op til menighedsrådet, for ud over gudstjenester og andre kirkelige handlinger kan menighedsrådet også beslutte, at kirken må bruges til andre kirkelige formål. Og et sådant formål vil i nogle præsters øjne netop være at huse afviste asylsøgere, siger Lisbeth Christoffersen.

Kun en gang tidligere i danmarkshistorien er politiet trængt ind i en kirke for at rydde den.

Det var i 1970, da 15 aktivister fra Thylejren besatte Hjardemål Kirke. Hurtigt samledes de lokale for at få aktivisterne drevet ud af kirken, men blev i stedet mødt med stenkast og kampråbet "revolutionen er begyndt". Situationen eskalerede, en af de lokale blev sendt på hospitalet, og det hele kulminerede i en lynchagtig stemning, der førte til, at Aalborg Politi sendte godt 30 mand af sted for at rydde kirken.

Men også her er kirken kendetegnet ved en særstatus, der kræver, at politiet holder tungen lige i munden, inden de går ind i kirkerummet, forklarer Lisbeth Christoffersen.

– I modsætning til offentlige bygninger, såsom skoler og biblioteker, er kirker ikke umiddelbart tilgængelige for politiet. Gudstjenesterne er offentlige, men kirkerne er selvejende institutioner og befinder sig altså et sted mellem offentlig og privat ejendom. Kun med baggrund i en konkret lovhjemmel og hvis der er fare for enkeltpersoner eller forstyrrelsen af den offentlige orden og sikkerhed, kan politiet gå ind i kirken, forklarer Lisbeth Christoffersen.

Også i den såkaldte palæstinensersag, hvor en gruppe palæstinensere i 1991-1992 opholdt sig Blågårds Kirke i håbet om asyl, blev det diskuteret at sætte politiet ind. Så langt nåede det dog aldrig, da et flertal i Folketinget valgte at vedtage en særlov, der gav palæstinenserne opholdstilladelse i Danmark.

Og at kirken i sig selv kan og bør give en særlig beskyttelse, er flere af landets biskopper ikke enige i.

– Jeg ved godt, at man har en opfattelse af kirken som et fredhelligt sted, men juridisk er der intet belæg for den opfattelse, og sådan skal det heller ikke være. Kirken må ikke blive et sted, hvor man unddrager sig samfundets regler og love, siger Elisabeth Dons Christensen, biskop over Ribe stift.

Samme melding kommer fra Kresten Drejergaard, biskop over Fyens Stift.

– At kirken ikke giver nogen særlig beskyttelse, lærte vi jo her i Odense allerede i 1086, siger Kresten Drejergaard, netop med henvisning til Knud den Helliges tragiske endeligt.

– Det er noget sludder at bruge selve kirkerummet som argument for, at man skal have en særlig beskyttelse og behandling af myndighederne. Det er ikke kirken, der skal afgøre irakernes asylsager, og derfor begik man en fejl, allerede da man lod dem flytte ind og samtidig signalerede, at de nu burde være omfattet af en ekstra god beskyttelse, siger Kresten Drejergaard.

I netværket Kirkeasyl, der har talt de afviste asylsøgeres sag, ved man godt, at begrebet kirkeasyl ikke findes i den danske lovgivning. Når man alligevel har valgt at bruge begrebet, skyldes det den generelle opfattelse af kirken som et symbol på medmenneskelighed, forklarer Ditte Johansen, talsmand for Kirkeasyl.

– Vi er ikke eksperter i den kirkelige lovgivning, og jeg kender ikke til alle spidsfindighederne om kirkeasyl. Det var irakerne selv, der søgte ind i en kirke, både i forventning om at møde forståelse og næstekærlighed og i håbet om, at der ville komme fokus på deres sager og deres frygt for at blive sendt hjem, siger Ditte Johansen.

kirke@kristeligt-dagblad.dk