Kirkeblade opgiver at bringe navne på døbte og døde

Ny persondatalov får flere kirker til at droppe at skrive i deres kirkeblad, hvem der er blevet begravet eller gift i sognet. Dermed mister bladene en vigtig funktion i lokalsamfundet, siger provst

Det har længe været et fast element i sognekirkers blade at fortælle, hvem der er blevet gift, begravet eller døbt i sognet den seneste tid. Men på grund af den nye persondataforordning, dropper mange kirker nu listerne.
Det har længe været et fast element i sognekirkers blade at fortælle, hvem der er blevet gift, begravet eller døbt i sognet den seneste tid. Men på grund af den nye persondataforordning, dropper mange kirker nu listerne. . Foto: Modelfoto/Iris/Ritzau Scanpix.

Hvem har født, hvem er død, og hvem har slået pjalterne sammen?

Der findes næppe nogle spørgsmål, der kan holde samtalen kørende i lokalsamfund, som disse. Derfor har det også ofte været et fast element i sognekirkers blade at fortælle, hvem der er blevet gift, begravet eller døbt i sognet den seneste tid.

Men noget tyder på, at denne tradition er ved at være slut. For efter at EU’s persondataforordning, også kendt som GDPR, trådte i kraft den 25. maj i år, har mange kirker droppet listerne med, hvem der er blevet foretaget en kirkelig handling for.

For eksempel kunne man i seneste nummer af kirkebladet i Nexø Kirke på Bornholm læse denne boks på navnesiden:

”Her plejer vi at anføre alle, som er blevet døbt i, viet i, eller begravet/bisat fra Nexø Kirke. Men ifølge den ny persondataforordning er det ikke længere tilladt at offentliggøre den slags oplysninger.”

På samme måde er man i Frederiks Kirke i Midtjylland stoppet med at levere personnavne til kirkesiden i Uge-Avisen Karup. Det skyldes blandt andet, at det ville kræve, at man indhentede tilladelse fra alle, før man kunne trykke navnene, forklarer sognepræst Carl-Gustav Christensen.

”Det virker meget omstændeligt. Især hvis vi risikerer, at folk efterfølgende trækker deres tilladelse tilbage,” siger han.

Og det er ærgerligt, at det er endt sådan, siger Thomas Frank, domprovst i Viborg Stift. For kirkebladene spiller en vigtig rolle for sammenholdet ude på landet.

”Navnesiderne i kirkebladene er en skik, man især har ude i landsognene. Der betyder det noget, at man kender hinanden og kan følge med i, hvad der sker i lokalområdet. Det er også en del af det at være menighed på landet, at man kan bidrage til det lokale fællesskab. Derfor er det ærgerligt, at det nu stopper,” siger han.

Ifølge Egon Noe, professor og centerleder ved center for landdistriktsforskning på Syddansk Universitet, er det ligefrem et kendetegn ved sognekirkerne på landet, at de er en bærende del af sammenholdet i landsbyerne.

”Kirkerne på landet udfylder typisk en anden rolle end i byerne. På landet er kirken ofte den eneste institution, der er tilbage, og typisk har landsognene en højere medlemsprocent end i byerne. Kirken udfylder dermed en rolle med at binde lokalsamfundet sammen, hvilket man blandt andet ser, når de bringer nyheder om, hvem der er blevet gift eller er død,” siger han.

Domprovst Thomas Frank forklarer, at problemet med kirkebladenes navnespalter er, at de indeholder oplysninger, der viser folks religiøse tilhørsforhold. Og det er nogle af de personoplysninger, som persondataforordningen stiller skrappe krav til, hvordan man behandler. Efter problemstillingen blev diskuteret ved et provstipræstemøde i Viborg, har flere af provstiets præster, der typisk også er redaktører for kirkebladet, derefter besluttet at droppe navnesiderne, siger han.

Men det er kun en delvis korrekt udlægning af den nye databeskyttelsesforordning, lyder det fra Kirkeministeriet. Ganske vist siger forordningen, at man ikke må offentliggøre oplysninger om folks tro, uden at de har givet lov til det.

”Men det måtte man sådan set heller ikke, før forordningen trådte i kraft. Så lige på det punkt tilføjer databeskyttelsesforordningen ikke så meget nyt,” siger Rasmus Paaske Larsen, chefkonsulent i Kirkeministeriet og databeskyttelsesrådgiver for Kirkeministeriet og folkekirken.

Han tilføjer dog, at der intet er til hinder for, at folk giver et udtrykkeligt samtykke til, at oplysningerne om dem må bringes i kirkebladet, men samtykket skal kunne dokumenteres.