Prøv avisen

Kirkebøn for ateist møder modstand

Church of England kritiseres for at opfordre til at bede for ateisten Richard Dawkins. - Foto: Euan Cherry/Photoshot/Scanpix

Den ateistiske chefideolog Richard Dawkins har haft en mindre hjerneblødning. Det har udløst kritik, at kirken i England offentligt beder for ham

Church of England er kommet under kritik for en erklæring, hvor den beder for den ateistiske forsker Richard Dawkins og opfordrer andre til at gøre det samme. Det sker, efter den kendte professor har haft en mindre hjerneblødning.

Kirken brugte i fredags det sociale medie Twitter til at sende beskeden om at bede for Richard Dawkins og hans familie. Men ikke alle fandt det passende, at kirken på den måde offentligt bad for en af kirkens stærkeste kritikere.

”Det er virkelig et dårligt tænkt tweet,” skrev således Niel Killick i et af de mere beherskede af flere hundrede svar til kirken på Twitter.

Flere har beskyldt kirken for sarkasme og for at gøre nar ad Richard Dawkins. Men kommunikationschef og præst Arun Arora fra Church of England forsvarer bønnen, som han kalder oprigtig.

”Hvad der står klart i nogle af de mange reaktioner, er en stor misforståelse af, hvad en bøn er, hvem der gør det, og hvem det er for,” siger Arun Arora til nyhedsstationen BBC.

Han forklarer videre, at der konstant er en strøm af bønner fra kirken, og at de jævnligt bliver udsendt på Twitter som bønnen for Richard Dawkins.

”Det er næppe overraskende, at jeg ikke er enig i alle hans synspunkter. Men der er fare for, at han bliver reduceret til ét simpelt budskab. Hans holdninger er mere nuancerede, end både støtter og modstandere normalt anerkender,” siger Arun Arora.

Richard Dawkins har ikke kommenteret på de gode ønsker fra kirken. Men han har lagt en lydoptagelse på sin hjemmeside, hvor han generelt takker for den støtte og de hilsner, han og hans familie har modtaget.

Her fortæller den 74-årige professor også, hvordan han følte sig utilpas den 5. februar, hvor hans højre arm begyndte at opføre sig mærkeligt. Han var utilpas og faldt, men formåede at ringe til sin hustru, som hurtigt fik fat i en nabo og en ambulance.

Efter fire dage på hospitalet er Richard Dawkins nu hjemme igen og får fysioterapi som en del af sin genoptræning.

Her kommenterer han også lægernes anbefalinger.

”De har anbefalet, at jeg ikke involverer mig i kontroverser, men jeg er bange for, at jeg måtte fortælle dem, at det ikke er et af mine talenter at holde mig ude af kontroverser,” siger Richard Dawkins.