Prøv avisen
Kirken i verden

Kirkebrud øger splittelse mellem vestligt og russisk sindede ortodokse

Den russisk-ortodokse kirke vil bryde nadverfællesskabet med de ortodokse kirker, der hører under patriarken i Konstantinopel, efter at denne har anerkendt to ud af tre kirker i Ukraine som selvstændige

Det var ikke en, men to kirker i Ukraine, der fik selvstændighed fra den russiske kirke i torsdags. Det står nu klart, selvom der blot stod, at ”kirken i Ukraine” fik status af ”autokefali” (selvstændighed) i meddelelsen fra den ortodokse kristenheds mest fremtrædende institution, Det Økumeniske Patriarkat i Konstantinopel (Istanbul). Den længe ventede beslutning gælder nemlig både den ukrainsk-ortodokse kirke under Kijev-patriarkatet og den ukrainske autokefale ortodokse kirke. Begge disse kirker har i deres nuværende skikkelse eksisteret, siden Ukraine i begyndelsen af 1990’erne opnåede statslig selvstændighed fra Moskva. Begge har siden da arbejdet på også at opnå en kirkelig uafhængighed af Moskva, det vil sige af den russisk-ortodokse kirke under Moskva-patriarkatet, som udgør den tredje og største af de ortodokse kirker i Ukraine.

Det er her, den kirkelige side af den russisk-ukrainske konflikt ligger, selvom den politiske side af konflikten mellem de to krigsparter har fået mest opmærksomhed. Ukraines statslige selvstændighed ophævede ikke landets status som kirkelig provins under Moskva-patriarkatet, der har eksisteret siden 1686, da Konstantinopel overdrog den kirkelige myndighed over Ukraine til patriarken af Moskva i kølvandet på indlemmelsen af Østukraine i det russiske rige i 1654. Dette har bevirket, at der fortsat i det selvstændige Ukraine findes en stor, voksende og vidtforgrenet organisation med centrum i Moskva. Selv om den ukrainske gren af den russisk-ortodokse kirke har et udstrakt indre selvstyre, har denne situation alligevel hele tiden været en torn i øjet på nationalt sindede ukrainere, som har set den Mos-kva-tro kirke som en kilde til fortsat russisk indflydelse i Ukraine, formentlig med en vis ret. Således råder Moskva-patriarkatet aktuelt over cirka 12.000 ukrainske sogne, som i al fald udgør den organisatoriske realitet i den russiske kirkes hævdelse af, at Rusland og Ukraine trods den politiske adskillelse stadig udgør en åndelig, historisk, folkelig og kulturel enhed.

Moskva-patriarkatet har fra første færd nægtet at anerkende de ikke-Moskva-tro kirker, der betragtes som skismatiske og ukanoniske (uretmæssige) til trods for, at uoverensstemmelsen udelukkende er national og politisk, ikke teologisk eller læremæssig. Heller ikke fra andre landes ortodokse kirker har de to ukrainske udbryderkirker hidtil opnået anerkendelse, hvilket i ortodoks sammenhæng er et væsentligt problem.

Bruddet mellem kirkerne i Ukraine og Rusland kan vise sig at blive historisk skelsættende. Det, der i første omgang er sket med Konstantinopels bekendtgørelse, er, at de to ukrainske kirker, der ikke er afhængige af Moskva, har opnået anerkendelse fra den mest prestigetunge ortodokse autoritet som legitime, selvstændige ortodokse kirker. De forventes herefter at blive slået sammen til én kirke under en nyvalgt fælles patriark af Kijev. Samtidig har Konstantinopel tilbagekaldt bestemmelsen af 1686, der giver Moskva-patriarkatet ret til kirkelig myndighed over Ukraine.

I Moskva er dette skridt blevet modtaget som en voldsom krænkelse. Ud over skarp fordømmelse har den umiddelbare reaktion været en bebudelse af, at Moskva-patriarkatet vil afbryde nadverfællesskabet med ortodokse kirker under Konstantinopel og vil ophøre med at bede for den økumeniske patriark, Bartholomæus. I fredags udsendte lederen af Moskva-patriarkatets afdeling for mellemkirkelige forbindelser, metropolit Ilarion, en meddelelse, hvori beslutningen beskrives som ”ulovlig”, som ødelæggende for den fællesortodokse enhed og som en indtrængen på den russiske kirkes kanoniske territorium. Yderligere hed det, at et formelt svar fra Moskva-patriarkatet vil blive givet snart. Fra politisk hold har præsident Putin meddelt, at Rusland vil være parat til at forsvare ”ortodokse troende” (hvormed formentlig menes ukrainere tilhørende den russisk-ortodokse kirke), hvis følgerne af dette skridt skulle give anledning til det, dog kun med politiske og diplomatiske midler. Fra mindre officiel side har der lydt adskillige endnu skarpere reaktioner. Ganske som forventet. Skridtet har været på tale i flere år, og Moskva-patriarkatet har gentagne gange taget skarpt afstand fra det og har forsøgt at forhindre eller i det mindste forhale det. Konstantinopel har altså ikke kunnet være i tvivl om, hvor provokerende et skridt der var tale om.

Hvad følgerne vil blive, må vise sig. For mange ukrainere ses det som en befrielse, en mulighed for endelig at opnå den selvstændige kirke, der hører til et selvstændigt land, og at hele den kirkelige og folkelige splittelse, som har præget landet siden uafhængigheden fra Sovjetunionen. Set fra Moskva opfattes Konstantinopels beslutning af mange som et brud, der kan vise sig lige så dybtgående som bruddet mellem øst- og vestkirken i 1054, som begyndelsen på en splittelse i den hele ortodokse verden mellem en konservativ ortodoksi med centrum i Moskva og en liberal, vestorienteret ortodoksi med centrum i Konstantinopel. At en sådan skelnen allerede findes, er der ikke tvivl om. Måske har den nu også fået et institutionelt udtryk.

Christian Gottlieb er dr.phil. i ortodoks kristendom og sognepræst.