Kirkebyggeri skal tillades i Egypten

Egyptens forfatningskomité overvejer at ændre den paragraf, der kræver præsidentens godkendelse af renovering og bygning af nye kirker

I august i år blev mere end 100 egyptiske kirker angrebet af islamister. Her er en mand på vej til begravelse af de nedskudte bryllupsgæster i Warrap's Jomfru Maria Kirke i Giza.
I august i år blev mere end 100 egyptiske kirker angrebet af islamister. Her er en mand på vej til begravelse af de nedskudte bryllupsgæster i Warrap's Jomfru Maria Kirke i Giza. . Foto: Xinhua Denmark.

Der er gode nyheder for Egyptens kristne befolkning i en svær tid. Efter en afstemning har den 50 personer store forfatningskomité, der i øjeblikket retter og omformulerer den forfatning, der blev skrottet af tidligere præsident Mohamed Mursi i 2012, annulleret samtlige restriktioner i forbindelse med renovering og bygning af kirker i Egypten.

Samtidig siger komiteens medietalsmand, Mohamed Salmawy, at der er flertal i komitéen bag en ændring af artikel 47, der skal sikre religionsfrihed.

Vi overvejer ændringer, der gør det klart, at religionsfrihed er garanteret på en absolut måde, selv for dem, der ikke følger Abrahams religioner (jødedom, kristendom og islam, red.), siger Mohamed Salmawy.

LÆS OGSÅ: Kristne uden for Egypten samler ind til kirker

Denne artikel kan få betydning for Egyptens andre religiøse mindretal som for eksempel bahaier og shiamuslimer, der ofte er tvunget til at holde en meget lav profil af frygt for overgreb.

Hidtil har forfatningens krav om en særlig tilladelse fra præsidenten til renovering af kirker og bygning af nye kirker været årsag til stor frustration for Egyptens kristne, der udgør omkring 10 procent af den samlede befolkning på 85 millioner. Mange projekter er blevet bremset med den undskyldning, at fuldførelsen af projekterne vil skabe en sikkerhedsrisiko. I nogle tilfælde er renoveringsarbejde med de fornødne tilladelser blevet stoppet af islamistiske demonstranter.

Ændringen af forfatningen vil betyde, at det ikke længere vil tage de kristne menigheder årevis at opnå tilladelser til at renovere eller bygge kirker hvis de overhovedet får lov.

Alene i løbet af august i år blev mere end 100 kirker angrebet af islamister. En nyligt udgivet rapport fra Amnesty International konkluderer, at mange af Egyptens islamister gør det kristne mindretal til syndebuk, fordi den koptiske kirke støttede hærens kup mod Mohamed Mursi og Det Muslimske Broderskab i juli i år. Nogle kirker blev brændt af, mens de fleste blev beskadiget.