Prøv avisen
Herrens veje

Kirkebygninger er ikke hellige – og så er de det alligevel

Kirkesølvet bliver båret ud af Brovang Kirke i dramaserien ”Herrens Veje”, ligesom det gør i virkeligheden, når en kirke lukker. Men hvilken betydning har det egentlig at af-indvie en kirke? Foto: Tine Harden/DR

Der er stor mystik forbundet med kirkelukningen i ”Herrens Veje”. Også i virkeligheden står det hen i det dunkle, hvad der egentlig sker, når man afindvier en kirke. Men et nederlag er det ikke, pointerer provst

Luften var tung af mystik i gårsdagens afsnit af DR’s dramaserie ”Herrens Veje”. Brovang Kirke skulle lukkes, men op til afslutningsceremonien, hvor kirkens sølvgenstande blev båret ud, fik præstefruen Elisabeth Krogh nogle mærkelige syner. En person fra de dødes verden advarede hende om, at sølvkanden under ingen omstændigheder måtte flyttes. Men hvem var denne person? Og hvad var det, der var så farligt ved sølvkanden?

Også i virkeligheden hviler der noget mystik over forløbet, når folkekirkens kirker lukker og skal afindvies. For hvad er det egentlig, der sker, når kirkerum afindvies, og de hellige genstande som dåbsfad og nadverkalk højtideligt tages ud af kirken? Teologisk kommer man i hvert fald nemt til kort, hvis man vil finde en god forklaring, forstår man på Anders-Christian Jacobsen, professor i teologi ved Aarhus Universitet.

”Martin Luther gjorde under Reformationen op med, at ting og bygninger kan være hellige. Han mente, at det var en form for afgudsdyrkelse, når man trak Gud ned i det materielle og tillagde relikvier, altre og kirkebygninger noget guddommeligt. I stedet var en af hans grundtanker, at man slet ikke behøver alle disse mellemled for at møde Gud. For Gud kan man møde i kald og stand – altså praktisk talt hvor som helst,” siger han.

Derfor har man heller ikke i folkekirken en teologi om, at ting og kirkebygninger er hellige i sig selv. Og af samme grund bliver det indviklet og nærmest mystisk, hvis man forsøger at forstå, hvad der sker, når man indvier og afindvier kirkerum.

Ifølge Anders-Christian Jacobsen viser folkekirkens ritual for kirkelukninger, at der er nogle spændinger mellem teologi og folkelighed. For mennesker har grundlæggende brug for at have nogle hellige steder, hvor man har en fornemmelse af at møde det guddommelige. Det tager man i folkekirken højde for i praksis ved at ritualisere ind- og afindvielsen af kirker.

”Det er en pragmatisk tilgang. Men man kan sige, at den lutherske kamp imod, at bygninger og ting kan være hellige, på den måde taber til folket og det praktiske trosliv. For i praksis bliver kirkebygninger hellige,” siger han.

I Vor Frue-Vesterbro Provsti har domprovst Anders Gadegaard de seneste år været med til at lukke flere kirker og har også deltaget i ritualet med at bære kirkesølvet ud. Han siger også, at det først og fremmest handler om menneskelige følelser.

”Måske er det ikke så afgørende teologisk set, at rummet bliver afsakraliseret. Men min erfaring er, at det er meget meningsfuldt for menigheden. Man siger farvel til det hus, der har rummet de største glæder og dybeste sorger. I sådan en situation kan man ikke lade som ingenting og bare lukke og slukke,” siger han og tilføjer, at han af samme grund mener, at man skal gøre alt for at sikre, at rummet bliver brugt til noget værdigt efterfølgende.

Anders Gadegaard beskriver ceremonien omkring en kirkelukning som en vemodig begivenhed. Anderledes dramatisk var det i ”Herrens Veje”. Her holdt provst Johannes Krogh en følelsesladet prædiken ved ceremonien og lagde ikke skjul på, at det, de var i gang med at markere, var et stort nederlag for hele folkekirken.

Men at en kirkelukning nødvendigvis er et nederlag, køber Anders Gadegaard ikke.

”Når vi har lukket kirker, har det ofte handlet om, at der ikke længere bor så mange mennesker i en bydel som tidligere. I stedet åbner der kirker i andre bydele, hvor folk flytter til. Jeg tror ikke på, at folk går mindre i kirke nu end for 100 år siden. Men de bosætter sig anderledes, og i den udvikling følger kirkerne med,” siger han og tilføjer, at han heller ikke har oplevet, at en afindivielse af en kirke har været præget af nederlagsstemning.