Mere end fire måneder er gået af de seks, der er afsat til en bred debat om ny styringsstruktur for folkekirken.
Alle informations- og debatmøder er afholdt, udvalget har været hele landet rundt.
Møderne har med enkelte undtagelser været meget velbesøgte, og i sidste uge var der over 300 mennesker i Frederiksborgcentret i Hillerød, hvor mødet i Helsingør Stift blev afholdt. Menighedsråd og andre har nu seks uger til at afgive deres skriftlige kommentarer, så udvalget har noget at arbejde videre med, når de mødes igen i november.
LÆS OGSÅ: Eksperter kritiserer debatoplæg fra udvalg
Hvordan går det så med den folkelige debat om strukturen?
At dømme efter snakken og reportager fra møderne så er feltet ikke uventet spredt. For nogle kan det ikke gå hurtigt nok med at få gennemført nødvendige ændringer, mens andre er opsatte på, at der overhovedet ikke er brug for ændringer. Hvor er behovet? lød for eksempel et spørgsmål i Hillerød i sidste uge, hvor flere ytrede sig til fordel for en model 0, status quo.
Signalordet synode blev lige netop nævnt på det møde. Men det har ikke været dominerende i debatten, blandt andet fordi udvalget ikke anvender ordet i debatoplægget, ligesom dets formand, Hans Gammeltoft-Hansen, heller ikke gør det i sine oplæg. Til gengæld kan man iagttage, at kirkeråd har overtaget pladsen som ord for det organ, markante kritikere bestemt ikke vil have. Der er ganske enkelt sket en retorisk oprustning omkring k-ordet.
Det sker for eksempel tydeligt i det debatindlæg, som Tine Lindhardt og Ester Larsen, henholdsvis biskop og stiftsrådsformand i Fyens Stift, skrev om strukturoplægget som optakt til debatmødet i Odense for nogle uger siden. Her lægges afstand til et kirkeråd. Det er en dårlig idé med et organ, der med den kritikerobligatoriske henvisning til svenske tilstande udvikler kirken til et meningsfællesskab med bestemte holdninger til miljø, handel med krigsmateriel eller vækstpakker. Et kirkeråd kunne rotte sig sammen med ministeren og dermed koble det kirkelige landskab af.
Kun en tåbe frygter ikke kirkerådet i den beskrivelse. Man bør imidlertid notere sig, at de to ikke bliver stående ved denne beskrivelse, selv om den er lige ved at spænde ben for deres udtrykte ønske om at flytte kompetence til folkekirken selv, når det handler om den fælles økonomi, herunder naturligvis forslag til, hvad pengene skal bruges til. Et slags folkekirkens husholderråd, som ifølge Lindhardt og Larsen bør have basis, baggrund og fødekæde i stifter og stiftsråd.
Kirkerådet er den røde klud, der tager opmærksomheden. Men der er også andet på spil, for eksempel som hos Lindhardt og Larsen et ønske om at konsolidere stifterne i den folkekirkelige struktur, hvor den reelle magt de senere år i stigende grad har klumpet sig sammen om provster og provstier, som får tillagt flere opgaver og mere økonomi.
Stifterne, folkekirkens svar på amterne, har derimod mindre formel magt, men har fået stigende symbolsk betydning med biskopperne som repræsentant for kristendommen i offentligheden. Spørger man menighedsråd, så frygter de færreste vel stiftet, undtaget vel at mærke, hvor der er kirkelukninger på spil. Mange menighedsråd og præster mærker derimod, at den kontroversielle kontaktflade i folkekirken i disse år er kontaktfladen mellem sogn og provsti.
Den kontaktflade berøres ikke i debatoplægget til en folkekirkelig struktur, der alene forholder sig til det nationale niveau. Men problemstillingerne spiller med og er blevet rejst på flere af de afholdte debatmøder. Så dukker frustrationer over bureaukratisering og teknokratisering på ét niveau op som kritik af modeller på et andet niveau. Spørgsmålet er, om ikke det ville være naturligt også at tematisere disse problemstillinger i forbindelse med ændringer i en folkekirkelig styringsstruktur for at få en balanceret magt, en fornemmelse af, at niveauerne i folkekirken hænger sammen.
Debatten er ikke slut. Hvis man vil forstå, hvad der foregår, gør man klogt i ikke kun at holde øje med store signal-ord som synode og kirkeråd. Der er nemlig i ly af disse ord, at fremtidens folkekirke tager form. Det er i underteksterne, der kæmpes om magten i folkekirken.
Nogen folkesag kan man ikke kalde strukturdebatten i folkekirken på trods af de velbesøgte møder. Men blot til beroligelse eller bestyrtelse: Uanset hvad, så bliver det den store synode, Folketinget, der i denne omgang afgør, hvordan folkekirken skal styres.