Folkekirken lever af at være folkelig. Og den kæmper i disse år for at bevare de gode relationer til folket. Kirken rækker mere ud til danskerne end nogensinde, alt imens det diskuteres, om man stadig kan være folkekirke, hvis medlemsprocenten når under 60, som det nu er tilfældet i København.
De Himmelske Dage, som begynder i morgen, er et af folkekirkens hidtil mest ambitiøse forsøg på at række ud til danskerne. Det er fundamentalt nyt, at det kirkelige Danmark i den grad er til stede overalt i gadebilledet under kirkefestivalen i København. Tidligere har festen været holdt indendøre og forbeholdt venner af kirken, det vil sige folk, der lang tid i forvejen havde valgt at bruge tid på at deltage i arrangementerne.
På mange måder er det et indlysende skridt for folkekirken at være ude på gader og torve og møde danskerne, hvor de er. For størstedelen af de mennesker, der går forbi telte og skilte, der inviterer indenfor, vil være sympatisk indstillede over for kirkerne.
På den anden side er det et skridt væk fra den fjerne kirke, som teologen Jørgen I. Jensen har kaldt den folkekirke, der skal kunne skimtes på en bakketop, men ikke komme for tæt på. Danskerne er blufærdige, når det gælder tro. De har en forventning om, at kirken er tilgængelig, når de har brug for den. Men også om, at den skal kende sin rette distance uden for krisetider.
Overskrider kirkerne den rette distance til danskerne med sin bevægelse mod gaden under Himmelske Dage?
Når folkekirken for eksempel har haft et telt på Folkemødet på Bornholm, har det været et krav, at man ikke gik rundt og missionerede blandt mødets gæster. For det opfattede mødeledelsen som anmassende. Under Himmelske Dage er der ikke den begrænsning.
I stedet er der faldgruber. I det indre København kan man nogle steder ikke gå 100 meter uden at blive stoppet af en ung idealist, der vil sælge et godt formål. Denne form for gadetilbud om god samvittighed finder mange danskere anstrengende, og kirken må undgå at fremstå som påtrængende religionssælgere.
Men de danske kirker vil næppe falde i den fælde. Dertil ligger forståelsen af den fjerne kirke for dybt i kirkekulturen. Man kommer kulturen i møde. Man ved, hvornår man skal være udfarende kirke, og hvornår man ikke skal. Man ved også, hvordan man missionerer, hvis man vil missionere.
I de seneste årtier har folkekirken med held øget sit aktivitetsniveau og mængden af kulturelle tilbud. Det er sket på en måde, der har forstået, hvem danskerne er. Himmelske Dage lægger sig i forlængelse af denne kulturoprustning i kirken. Derfor kan kirkefolkene gå ind til festivalen med bevidstheden om, at den nye begivenhed er endnu et skridt på en vej, som indtil videre har vist sig at være bæredygtig.