Kristne bekymrede over lovforslag om lgbt-rettigheder

Ny ligestillingslovgivning skaber frygt for, at teologiske mindretal kan blive trukket ind i krænkelsessager. Juraprofessor siger, at lovforslaget ikke lader til at tage højde for problemstillingen

I Danmark indførte folkekirken vielser af homoseksuelle under en del debat i 2012, og mødet mellem kirke og regnbuefarvet lgbt-kultur har også fyldt meget andre steder i verden de seneste årtier. – Foto: Brian Rasmussen/Ritzau Scanpix.

Vil et syn på seksualitet, som er religiøst betinget, i fremtiden kunne betragtes som juridisk krænkende? Og vil et nej til at vie homoseksuelle kunne sætte et trossamfund på anklagebænken i Ligebehandlingsnævnet?

Det frygter flere kirkelige aktører, der reagerer på et lovforslag, som lige har været til høring. Lovgivningen har til formål at sikre tryghed og lige rettigheder samt ligebehandling for seksuelle minoriteter, ikke kun på arbejdsmarkedet, som lovgivningen hidtil har dækket, men også i civilsamfundet.

Mikael Wandt Laursen, der er formand for Frikirkenet, bakker intentionen med forslaget op. Men han hæfter sig ved, at forslaget er udformet så uklart, at det er svært at vurdere dets konsekvenser for trossamfund og civile institutioner. I lovforslaget er trossamfund slet ikke nævnt, hvilket giver en usikkerhed om, hvorvidt praksisser, der bygger på et teologisk grundlag, kan føre til sager i Ligebehandlingsnævnet.

”Kan det blive anset som krænkende, at et trossamfund ikke vier to personer af samme køn, og at man derfor i samme kirker også kun kan blive præst, hvis man reflekterer den samme teologiske indstilling?”, spørger han og svarer delvist selv:

”Det problematiske er, at det ikke er afklaret i loven. Umiddelbart tror jeg, at det skyldes en fejl fra embedsmændenes side, men tager jeg fejl, har vi for alvor et problem.

Mikael Wandt Laursen mangler også afklaring på, hvordan det stiller organisationer, der ikke er registreret som trossamfund, men alligevel har et fundament, der eksempelvis tilsiger, at der kun er to køn.

Forslaget har også fået Hans-Ole Bækgaard, formand for Indre Mission, op af stolen. Lovforslaget efterlader ham ligeledes med bekymring over, om man fortsat har ret til at fastholde et klassisk kristent syn på køn og seksualitet, tale højt om det og indrette sig herefter, så livssynet får betydning i praksis.

Han mener, at lovforslaget i sin nuværende, uklare form kan have begrænsende effekt for trosfriheden samt ytringsfriheden. Der er i hans optik også grund til at frygte, at civilsamfundet mister en beskyttelse, når det bliver usikkert, hvornår forskelsbehandlingsloven er overtrådt, og en ytring eller en handling opleves som kriminel. Ifølge Hans-Ole Bækgaard er det principielt set religionsfriheden, der er på spil.

”Grundlæggende synes jeg, at vi har at gøre med en lov, der har til formål at tage hensyn til nogle specifikke grupper i samfundet, men er sat sådan op, at den på én og samme tid skaber bekymringer og usikre forhold for andre grupper.”

Juraprofessor på Roskilde Universitet Lisbet Christoffersen, der har specialiseret sig i religionsret, har ligeledes læst lovforslaget. Hun giver Mikael Wandt Laursen og Hans-Ole Bækgaard ret i, at der ikke lader til at være skelet meget til trossamfundene i udarbejdelsen af lovforslagets nuværende form.

”Trossamfundene i Danmark har også via trossamfundsloven fra 2017 ret vidtgående muligheder for at forskelsbehandle mellem mænd og kvinder. Det nye lovforslag om ligebehandling af lgbt-personer, også uden for arbejdsmarkedet, tager, så vidt jeg kan se i bemærkningerne, overhovedet ikke stilling til trossamfundenes forhold,” siger hun.

”Hvis trossamfundene mener, at de af religiøse grunde også har behov for beskyttelse i forhold til lgbt-personer, kan jeg godt forstå, at de er forundrede over, at forholdet til disse undtagelsesbestemmelser ikke er afklaret i lovforslaget. Men det kan det jo nå at blive.”

I det foreløbige udkast til lovforslaget beskrives det, hvordan sager i Ligebehandlingsnævnet vil følge et princip om “delt bevisbyrde”. Det betyder, at ”hvis den person, som anser sine rettigheder for krænket, påviser faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at der er udøvet direkte eller indirekte forskelsbehandling, påhviler det modparten at bevise, at ligebehandlingsprincippet ikke er blevet krænket.”

Det får Mikael Wandt til at frygte for retssikkerheden for de fremtidigt anklagede. Både på grund af den førnævnte uklarhed om, hvad der kan kvalificere sig som en krænkende eller diskriminerende handling, men også grundet det forsvar, som den anklagede skal kunne formå at opstille.

”Jeg mangler svar på, hvor vidtrækkende krænkelsesretten er. For det lader til, at det kan blive ret let at påvise genstand for krænkelse og få sagen indstillet for Ligebehandlingsnævnet. Og her er bevisbyrden omvendt. Det er op til de anklagede at bevise, at de ikke har været krænkende. Skyldig indtil det modsatte er bevidst.”

Kristeligt Dagblad har forsøgt at få en kommentar fra beskæftigelsesminister og minister for ligestilling Peter Hummelgaard (S), men han har ikke ønsket at udtale sig om lovforslaget. Lovforslaget behandles i Folketinget i februar.