Prøv avisen

Kirkefolk: Vi kan spare en milliard kroner om året

"Jeg tror ikke, man kan dokumentere, om det er 5, 10 eller 20 procent af omsætningen, man kan spare, men det er rigtigt, at der kan hentes rigtig mange penge ved at udnytte fællesskabet i provstierne," siger Kaj Bollmann, sognepræst og tidligere generalsekretær i Kirkefondet. Foto: Martin Stampe

Fælles indkøb og samarbejde på tværs af sogne ville frigive millioner, som kunne bruges på kirkelige aktiviteter. Men det strider imod kirkens selvforståelse

Indtil for fem år siden brugte Syddjurs Provsti årligt en million kroner på kirkeblade. Provstiet vidste, at halvdelen af bladene blev smidt ud. Med provst Søren Peter Hansens ord smed man altså en halv million kroner i skraldespanden. I 2007 stak en række af provstiets præster, menighedsrådsmedlemmer og andre ansatte hovederne sammen og besluttede at annoncere i den lokale avis frem for at trykke kirkeblade. De koster det halve af kirkebladene, så vi sparer en halv million, og annoncerne bliver set af flere, siger Søren Peter Hansen.

LÆS OGSÅ:
Der er ikke noget mere kedeligt end administration. Det får man ikke mere kirke for. Men nu har vi formået at frigive penge. Det har givet en mere levende kirke

Afskaffelsen af kirkeblade og andre besparelser i Syddjurs Provsti får provsten til at anslå, at folkekirken kunne spare i retning af en milliard kroner af den årlige omsætning, som i 2011 var på cirka 7,7 milliarder kroner. Og det uden at gribe ind i de kirkelige aktiviteter.

Set i lyset af, at kirken på 20 år har mistet over 100.000 medlemmer og samtidig har forøget sine årlige udgifter med 1,7 milliarder kroner, er der grund til at sætte ind. Det mener civiløkonom og tidligere administrationschef i Ishøj Kirker Poul Lund. Ishøj Kirker vendte et underskud til et overskud på godt 2 millioner kroner, mens Poul Lund var ansat i perioden 2009-2011.

Et slag på tasken er, at man kunne spare 10-20 procent af omsætningen knap 1 milliard kroner om året og bruge pengene på bedre formål, siger han og uddyber:

LÆS OGSÅ: Unge vil se hele filmen

Hvis samtlige sogneblade blev trykt på samme trykkeri, hvis vi benyttede samme pengeinstitut, hvis alle forbrugsvarer blev købt under en fælles indkøbsaftale, hvis alle computere, og it-systemer til kirkerne blev indkøbt ét sted, og hvis vi fik vore kirkegårde og kirkeligt ansatte til at arbejde sammen, ville vi spare mange penge.

Sognepræst og tidligere generalsekretær i Kirkefondet Kaj Bollmann er forsigtig med at sætte tal på de mulige besparelser, men er enig i, at der er mange penge at hente.

Jeg tror ikke, man kan dokumentere, om det er 5, 10 eller 20 procent af omsætningen, man kan spare, men det er rigtigt, at der kan hentes rigtig mange penge ved at udnytte fællesskabet i provstierne, siger han og uddyber:

Hvis man indgår stordriftsaftaler på gas og el og vand og indkøb, hvis man vikarierer for hinanden på tværs af sogne, hvis man deles om én kasserer fremfor, at hver tsogn ska lhave en, hvis man laver fælles personaledesteder, hvor det giver mening, så er der stadig temmelig mange penge at hente.

Ingen ved med sikkerhed, i hvilket omfang man samarbejder på tværs af sognene. Men ifølge Bent Meier Sørensen, professor og ph.d. ved Handelshøjskolen, CBS, med speciale i teologi og organisation, er det snarere undtagelsen end reglen:

Det er velkendt, at tætliggende sogne ikke arbejder sammen om noget som helst. Det kunne sagtens være, at tre nabosogne kunne gå sammen om én sognemedhjælper. Hvis jeg skulle rådgive folkekirken, ville jeg tage fat på samarbejde.

Men selvom det hverken skyldes egoisme eller uvilje, er det svært at få sogne til at samarbejde, fortæller teolog og lektor i moderne kristendom Marie Vejrup Nielsen:

Folkekirken er i sin selvforståelse en sognekirke. Den tankegang ligger tungt i folkekirkens historie og struktur. Det er i sognet, man lægger sit engagement og sin identitet. Hvorfor skulle man så synes, det er fedt med fælles indkøb og samarbejde?.