Prøv avisen

Kirkefolk vil modernisere helvede

Guds kærlighed er så stor, at ingen ender i helvede, mener biskop Jan Lindhardt, der ønsker en ny forståelse af begrebet helvede. Man kan ikke afskaffe helvede uden at afskaffe himlen, lyder det fra Indre Mission

Helvede trænger til en gennemgribende modernisering. Det er meldingen fra flere kirkefolk, som ønsker at aflive billedet af helvede som en kælder, beregnet til evig pine og fortabelse.

Netop påskens beretning om Jesu død og opstandelse hænger tæt sammen med kristendommens budskab om, hvordan troen på Gud kan frelse mennesket fra fortabelsen, der ofte er skildret som en evig pine i helvedes flammer. Men i stedet skal helvede forstås som en sindstilstand og en følelse af ensomhed og meningsløshed, der kan ramme os her i livet, ikke efter døden, lyder det blandt andet fra Jan Lindhardt, biskop over Roskilde Stift.

Billedet af helvede som et varmt sted, hvor vi straffes med evig pine, er ubrugeligt. Gud har kastet sin evige kærlighed på os, og derfor er der ingen, der ender i helvede. Ikke fordi, at vi ikke burde, men fordi Guds store hånd løfter os ud, siger Jan Lindhardt.

Netop nu diskuterer det norske bibelselskab, om man i en nyoversættelse af Bibelen skal erstatte ordet helvede med et nyt udtryk. Så langt ønsker Jan Lindhardt dog ikke at gå, og samme holdning har Jacob Holm, sognepræst ved Fredenskirken i Viby J. ved Århus.

Begrebet helvede fastholder en bevidsthed om Guds kærlighed, men jeg mener, at helvede skal forstås som en tilstand, vi kan opleve her i livet. Helvede er ikke et sted, hvor vi pines til evig tid. Det er der slet ikke belæg for at konkludere ud fra Bibelen, siger han.

Hos Indre Mission forsvarer man dog forståelsen af helvede som en fortabelse, også efter døden.

Det kan virke som en rar tanke, at der ikke findes nogen fortabelse, men uden helvede er der ingen himmel. Bibelen lærer os, at der netop er det, som teologer betegner som den dobbelte udgang, nemlig frelsen og fortabelsen, lyset og mørket, livet og døden, siger Anders Dalgaard, formand for Indre Mission.

rasmussen@kristeligt-dagblad.dk