Vakkelvorne gravsten skal sikres. Sådan lød opfordringen fra daværende kirkeminister Bertel Haarder (V), da en toårig dreng var omkommet i en tragisk ulykke på en kirkegård i 2016. Tre år senere er arbejdet ikke nået i mål. Opgaven er konkret at sørge for, at alle gravsten og monumenter, der er højere end 60 cm, skal kunne tåle et tryk eller træk på 35 kilo uden at vælte. Hvis ikke de kan det, skal de sikres af en stenhugger.
Der er meget stor forskel på, hvor langt de forskellige kirkegårde i landet er nået.
Nogle har slet ikke taget hul på arbejdet, for eksempel Tarm Kirkegård i Vestjylland, der er i vildrede om hele processen. Det fortæller Øjvind Toftgaard Knudsen, der er formand for kirke- og kirkegårdsudvalget i menighedsrådet.
”Vi er ikke gået i gang endnu, fordi vi simpelthen er usikre på, hvordan vi skal gøre, herunder hvordan vi skal informere gravstedsejerne. Vi synes, det ville være praktisk, at man fik en ensartet politik for, hvordan man griber det her problem an. Derfor har vi anmodet provstiet om at udstikke nogle retningslinjer.”
Menighedsrådet i Tarm venter på svar fra Skjern Provsti, og hvis det ikke lykkes ad den vej, vil man selv foretage en vurdering af, hvad der skal gøres.
Vestjyderne er ikke de eneste, der venter på retnings-linjer. Det forklarer Lotte Skands, der som konsulent i Folkekirkens Arbejdsmiljø-rådgivning udfører sikkerhedskontrol af gravsten. Hun har ikke noget konkret bud på, hvor stor en procentdel af kirkerne der endnu ikke har taget hul på kontrol- og sikringsarbejdet. Men det er mange, vurderer hun. Og derfor efterlyser hun ligesom Øjvind Toftgaard Knudsen en mere ensartet måde at gribe arbejdet an på.
”Jeg tænker, at det mest fornuftige er at drøfte det på provstiniveau, så provstiet tager ansvaret, og at det bliver en ens kortlægning på alle kirkegårdene. For ellers skal de jo hen og opfinde den dybe tallerken i hvert sogn. De tjekker dem på én måde et sted og en anden måde et andet sted, og desuden kan nogle sogne sammenligne sig med nabokirkegården og undre sig over, hvorfor de ikke skal have sikret deres gravsten, når vi skal,” siger Lotte Skands.
Men Kirsten Kruchov Sønderby, der er provst i Aabenraa og kasserer i Provsteforeningen, ser ikke for sig, at provstierne kommer til at tage ansvaret for sikring af alle gravsten.
”Vi i Provsteforeningen har tillid til, at man rundt omkring i provstierne håndterer det her, som det giver mening lokalt,” siger hun.
Når nogle provstier tager opgaven til sig, kan det skyldes, at de vurderer problemets omfang som stort, forklarer Kirsten Kruchov Sønderby, mens andre provstier tænker, at mængden af gravsten, der skal sikres, er til at overskue for menighedsrådet selv.
Kirsten Kruchov Sønderby råder menighedsrådene til at kontakte provstiet, hvis de er i tvivl om den konkrete fremgangsmåde for sikringen af gravsten. For i de tilfælde er det netop provstiets opgave at hjælpe og vejlede, siger hun.8