Kirkegårde skal øge opmærksomheden på usikre gravsten

Samtlige gravsten og monumenter på hovedstadens kirkegårde skal gennemgås, efter en toårig dreng mistede livet på Vestre Kirkegård i København

Toårig døde på Vestre Kirkegård, da en gravsten væltede ned over barnet. Billede af den væltede gravsten.
Toårig døde på Vestre Kirkegård, da en gravsten væltede ned over barnet. Billede af den væltede gravsten. Foto: Ida Guldbæk Arentsen.

Når landets kirkegårde i disse år ændrer karakter og også bliver rekreative parker, er der behov for at skærpe sikkerheden. Det vurderer to eksperter i kirkegårdsdrift efter en tragisk hændelse i sidste uge, hvor en toårig dreng, som var på Vestre Kirkegård i København med sine forældre, fik en gravsten ned over sig og mistede livet.

Begge eksperter peger på, at det ikke længere kun er pårørende, der kommer på landets kirkegårde, men også helt nye brugergrupper. Eksempelvis er københavnske kirkegårde i mange år blevet brugt som parker af lokalbefolkningen.

”Det er logisk, at når der kommer nye brugergrupper på kirkegården i mere parkmæssig sammenhæng, så kommer for eksempel forældre med legende børn tættere på store monumenter, hvor gravstedet ikke længere er i brug,” siger Christian Philip Kjøller.

”Derfor skal der mere opmærksomhed på det sikkerhedsmæssige, så brugerne ikke kommer til at skubbe til noget, der allerede hælder. Derfor kunne der også være brug for en form for dokumentation eller sikring af, at der er blevet holdt øje med sikkerheden, ligesom det sker på legepladser og offentlige områder med store træer,” tilføjer han.

Han peger på, at høje, bevaringsværdige gravsten bliver stående, når gravstedet ikke længere er i brug. Det kræver øget opmærksomhed på sikkerheden.

Hans vurdering deles af landskabsarkitekt Susanne Guldager, som i en årrække har arbejdet som konsulent for de danske kirkegårde og har stort kendskab til arbejdsgange og rutiner.

”Alle offentlige områder har behov for at have fokus på sikkerheden, og det gælder også kirkegårde. Men sikkerheden omkring kirkegårdenes gravminder har måske været et overset område. Udviklingen mod et mere park-lignende præg og dermed flere, som bruger dem rekreativt, har været glidende, i takt med at der opstår mere og mere frit areal til almindeligt ophold,” siger hun og tilføjer, at det ikke længere kun er et hovedstadsfænomen.

”Så over hele landet må man være mere opmærksom på, at store monumenter, som står mere eller mindre frit, er tilstrækkeligt sikrede. Derfor mener jeg, at der må være øget opmærksomhed på kirkegårdenes regler for opstilling og tilsyn med store gravmonumenter, så de er helt præcise.”

På baggrund af ulykken i sidste uge er Københavns Kommune gået i gang med at undersøge sikkerheden på samtlige gravsten og monumenter på de fem kommunale kirkegårde i hovedstaden.

Ingen med kendskab til danske kirkegårde, som Kristeligt Dagblad har været i kontakt med, husker nogen fortilfælde.

Kirkegårdsansatte har deres daglige arbejde på kirkegårdene. Hanne Gram, der er forhandlingssekretær i fagforeningen 3F, som organiserer gravermedhjælpere og andre kirkegårdsansatte, mener, at personalet skal være meget opmærksomme på gravstenene.

”Alting ændrer sig, og det sker også på kirkegården. Med de mange kraftige regnskyl, som Danmark bliver udsat for, skal man være mere opmærksom på, om jorden skrider under en stor gravsten og så gribe ind øjeblikkeligt,” siger hun.

Formand for Forbundet af Kirke- og Kirkegårdsansatte Bjarne Rødkjær er ikke bange for sikkerheden.

”Jeg kan garantere, at alle ansatte er meget opmærksomme på, at monumenterne på kirkegården står forsvarligt og ikke er begyndt at hælde, så de kan vælte,” siger han.

I den konkrete sag fra Vestre Kirkegård var der ikke synlige problemer med gravstenen, oplyser Københavns Kommune i en pressemeddelelse.

Men ulykken har vist, at en mangeårig praksis med kun at fastgøre en gravsten til soklen med for eksempel lim eller tjære muligvis kan være problematisk, lyder det.

Københavns Kommune har en praksis med at lægge gravsten ned, når de udgør en risiko, hvorefter man senere kan foretage en sikring, oplyser kommunen.

Politiet betragter hændelsen som et tragisk uheld og har henlagt sagen, oplyser kommunen.