Prøv avisen
Interview

Lisbeths søn blev kun 14 dage gammel: Kirkegården er det eneste sted, vi ved, vores søn er

Sygeplejerske Lisbeth Gade Nissen mistede for godt seks år siden sin søn og besøger sammen med sin mand stadig ofte hans gravsted i Odense. – Privatfoto.

Da Lisbeth Gade Nissens mistede sin søn efter to uger, blev hans grav et vigtigt fysisk mindested. For hende er det for tidligt, når mange kirkegårde efter 10 år beder en beslutte, om man vil forlænge eller afskaffe sit barns gravsted

Minimum én gang om måneden besøger Lisbeth Gade Nissen og hendes mand deres søns gravsted. Der er ikke tale om en lille gåtur til kirkegården i sønderjyske Rinkenæs, hvor de bor, eller en hurtig køretur til et nærtliggende sogn. Sønnen ligger begravet i Odense, hvor parret boede tidligere, og turen tager derfor et par timer hver vej.

Ofte kombineres den med et smut i IKEA eller et besøg hos gamle venner i området. Men det hænder også, at Lisbeth Gade Nissen en lørdag bare pludselig føler behov for at komme på kirkegården. Og så tager de af sted.

”For os er kirkegården det eneste sted, hvor vi ved, at vores søn er. Det er hans lille have, og det er der, vi kan få lov til at mindes ham,” siger hun.

Lisbeth Gade Nissens søn Sigurd nåede kun at blive 14 dage gammel, da han for godt seks år siden døde af en nyresygdom og svære hjerneskader.

Siden blev hendes mand engageret i Landforeningen Spædbarnsdøds bestyrelse, og selv har hun gennem årene også talt med mange, der har oplevet samme tab. Hun ved derfor, at forældre kan have forskellige forhold til deres barns gravsted, og at gravstedets betydning kan ebbe ud med tiden. Men hun ved også, at mange ligesom hende selv vil finde det hårdt efter kun 10 år at skulle forholde sig til spørgsmålet om, hvorvidt de vil sløjfe deres barns gravsted.

Det kommer mange dog til at gøre. For på flere af landets kirkegårde er fredningsperioden for børn begravet i kister nemlig på 10 år, fordi jordbundsforholdene er til, at ligrester og kiste når at blive nedbrudt på den tid. Det er dette forhold, som er afgørende for gravfreden, og ifølge Kirkeministeriet skal man som kirke have en embedslæge med på råd, hvis man lokalt ønsker en kortere fredningstid end de normale minimum 20 år for kister.

For nylig har en kirke i Sønderborg nedsat fredningstiden for dødfødte og spædbørn fra 30 til 10 år, sådan at efterladte forældre aktivt skal tage stilling til en mulig sløjfning af gravstedet tidligere, hvilket for eksempel kan komme på tale, hvis de ikke bruger gravstedet længere eller er flyttet og kan have svært ved at passe graven.

Da Lisbeth Gade Nissen og hendes mand flyttede fra Odense til Rinkenæs, blev de også spurgt af flere, om de ikke skulle have kisten med. Men for parret var det vigtigt, at søn blev, hvor han var, og i dag står de selv for pasningen af gravstedet.

Lisbeth Gade Nissen må indrømme, at hun faktisk ikke ved, hvad gravfreden er på kirkegården, hvor hendes søn ligger. Hun mener, at det er 20 år, men har spekuleret på, om hun skal ringe og spørge.

”Jeg tænker, at jeg vil forny, når det er, men jeg synes det er tidligt at skulle tage rigtig stilling til det allerede efter 10 år. På det tidspunkt ville min søn lige være fyldt 10 år – hans første runde fødselsdag, hvilket jeg har ladet mig fortælle, er en svær dag for forældre, der har mistet. Selvom jeg ved, at jeg vil forlænge, så er det følelsesmæssigt svært at få spørgsmålet der.”

Hun tror også, at det kan komme til at sætte forældre i et etisk dilemma, hvor nogle kan komme til at vælge til og fra af økonomiske årsager.

”I de Facebook-grupper, jeg følger, for forældre der har mistet, kan jeg se, at priserne kan være ret voldsomme for fornyelse af gravsteder. Så kan det jo godt være, at man pludselig tager sig selv i at tænke på, hvor meget man nu også bruger det gravsted, og om man ikke hellere skulle bruge pengene på ens andre børn, hvis ens økonomi måske i forvejen er presset. Jeg kan ikke sige mig fri for, at jeg om 10 år kan være i økonomiske vanskeligheder og bør prioritere mine penge anderledes – det er der jo ingen, der ved,” siger hun og tilføjer, at hun har læst om priser, der går fra 4000 til 12.000 kroner for fornyelse af gravsteder.

I hjemmet i Rinkenæs mindes Sigurd med billeder og et æbletræ, der er plantet for ham i den nye have. Men forældrene er stadig glade for at have kirkegården som et fysisk mindested, siger Lisbeth Gade Nissen, der til daglig arbejder som sygeplejerske i Aabenraa.

”Jeg ved ikke, om det er til trøst eller for at få lov til at være i sorgen og savne og mindes. I hverdagen har vi vores to drenge og et liv, der skal leves. Så det er rart med et rigtigt mindested.”

Lisbeth Gade Nissen er klar over, at det måske ikke er alle forældre, der ønsker at bevare deres barns gravsted i mange år. Men hun finder det svært, at man som forældre aktivt skal vælge graven til så tidligt i sorgen.

”Og så bliver jeg stødt over, at det skal handle om biologi, jordbundsforhold, og om hvornår alt er nedbrudt. For mig er det nok voldsomt, fordi jeg stadig har så mange følelser i spil. Men jeg forstår ikke, hvorfor vi principielt skal gøre forskel på grave for børn og voksne – begge dele rummer store følelser.”