Det er i kirken, at 67-årige Anne Gro Hansen finder ro og lader op til den uge, der kommer. Selvom kirkegang i lange perioder har været en stor del af hendes liv, opdagede hun først for alvor, hvor meget den betyder for hende, da kirkerne var lukkede under coronapandemiens første bølge i foråret.
”Når jeg går til gudstjeneste, er der en time til halvanden, hvor jeg holder fri. Jeg er urørlig for det, der hører hverdagen til, og jeg samler kræfter til at møde verden udenfor. Det er gudstjenesten, det handler om,” siger hun og fortæller, at hun manglede fællesskabet og nadveren og savnede at være fysisk til stede. For det er bare ikke det samme at lytte til en gudstjeneste, når vaskemaskinen kører i baggrunden.
I dag kalder Anne Gro Hansen det at gå i kirke for ”livsnødvendigt”, og i de senere år er hun kommet i Sct. Peders Kirke i Slagelse på Vestsjælland, hvor hun også er medlem af menighedsrådet. Her var der torsdag aften andagt i kirken.
Efter en jul, hvor strenge restriktioner tvang danske kirker til at aflyse gudstjenesterne i sidste øjeblik, må gudstjenesterne igen afholdes, men stadig med en del forholdsregler. Blandt dem, at der kun må være én besøgende pr. 7,5 kvadratmeter. I Sct. Peders Kirke betyder det, at der maksimalt kan være 41 besøgende i kirken ad gangen, og det er en del af baggrunden for, at man ikke blot afholder en forkortet gudstjeneste om søndagen, men også har valgt at afholde aftenandagt i en tid, hvor alle ellers opfordres til at begrænse kontakten med omverdenen.
Det forklarede sognepræst Grith Seersholm:
”Vi må gerne afholde gudstjenester og andagter, men vi må ikke lukke så mange ind, og jeg er bange for, at vi vil komme til at afvise folk i døren om søndagen,” sagde hun efter andagten.
”Jeg ville være ked af, hvis nogen skulle komme til kirken og ikke kunne være med. Derfor synes jeg, at det giver god mening at udbyde noget på andre tidspunkter også.”
I tordags viste menigheden, at den støttede op om beslutningen. Levende lys på fortrappen viste vejen ind i varmen for omkring 20 kirkegængere. Her blev der sludret og smilet bag de blå mundbind og sporadiske visirer.
”Hej, I smukke mennesker. Godt at se jer,” lød det fra en kirkegænger henvendt til en anden kirkegænger, Jean Gilvan, der var mødt op sammen med sin mand og søn.
”Jeg har ikke overvejet at blive væk på grund af corona. Jeg har fuld tiltro til, at der er styr på det. Vi passer på os selv og hinanden,” sagde Jean Gilvan uden tøven og fortalte, at hun og familien især har savnet menneskene og fællesskabet.
Retningslinjerne blev da også efterlevet i sådan en grad, at Grith Seersholm lagde ud med at gøre de fremmødte opmærksomme på, at man gerne måtte tage sit mundbind af, når man sad ned. Hvis man slet ikke kunne lade være med at synge med, måtte det dog ske ind i mundbindet.
Da kirkegængerne tændte lys oppe ved alteret, skete det efter alle kunstens regler. Først sprit, så lys, mens den næste i rækken ventede med god afstand ned langs midtergangen.
Men det var ikke kun de maskerede ansigter, afstanden og de afspærrede bænkerækker, der vidnede om, at vi stadig er midt i en coronaepidemi. Præsten læste et uddrag fra den kommende søndags tekst og talte lidt om vigtigheden af at have mod til at vende sig mod verden, selv når den er kaosramt.
På den halve time, andagten varede, blev de fremmødtes bønner skrevet på en lille seddel og lagt i en kurv og senere læst højt.
Og der blev blandt andet bedt for, at Gud må være særlig nær for de børn og voksne, der har det svært og er mærket af corona, for de syge og for sygepersonalet.
Men menigheden bad også for livet, fællesskabet, Guds kærlighed og den åbne kirke og det pusterum, den giver, inden seancen blev afsluttet med et fælles Fadervor.