Nu må der synges i kirken igen: Sankt Markus Kirke lagde ud med Thomas Kingo på fuld kraft

På den første dag, hvor det igen var muligt at synge, samledes kirkegængere til morgensang i Sankt Markus Kirke på Frederiksberg, København

Der blev igen sunget i fællesskab i Sankt Markus Kirke i København.
Der blev igen sunget i fællesskab i Sankt Markus Kirke i København. Foto: Johanne Teglgård Olsen.

Efter en lang vinter, hvor gæsterne i Sankt Markus Kirke måtte nøjes med at lytte til musikken, kunne de onsdag formiddag igen tage mundbindet af og synge sammen. Roen sænkede sig, mens folk fandt på plads, og i hele rummet bredte smilene sig. Forårssolen strømmede ind ad vinduerne. Organisten David Bendix Nielsen slog tonerne an, og med fornyet energi sang de salmen ”Vågn op og slå på dine strenge” af Thomas Kingo.

Senere fik de lov til at synge mere, og det gik lige fra en forsinket påskesalme til en moderne komposition af Anne Linnet.

De to veninder Kirsten Jensen og Gitte Juul Hansen begyndte at komme til morgenmusik i Sankt Markus Kirke i januar, for kirken har været et af de få steder, hvor man stadig har kunnet opleve musik og et begrænset fællesskab.

Dog har det ikke været muligt at synge før nu. For først i denne uge har myndighederne fjernet anbefalingen om ikke at synge som del af corona-restriktionerne.

”Det at kunne synge sammen i kirken er et fællesskab, som betyder meget for mig. Stemningen bliver mere munter, og det giver et løft”, sagde Kirsten Jensen. Og Gitte Juul Hansen stemte i:

”Ja, selvom det også har været godt og næsten helt meditativt til morgenmusik, hvor man bare har skullet lytte, så er det dejligt at synge igen. Jeg havde næsten helt tårer i øjnene på et tidspunkt.”

Med fornyet energi lød salmen ”Vågn op og slå på dine strenge” af Thomas Kingo.
Med fornyet energi lød salmen ”Vågn op og slå på dine strenge” af Thomas Kingo. Foto: Johanne Teglgård Olsen

27-årige David Bendix Nielsen begyndte som organist i kirken i august. Han beskrev stemningen som lettet.

”Det er næsten helt surrealistisk at synge sammen efter så lang tid. Det føles nyt, og alle virkede helt opløftede, som om en stor vægt var taget fra folk. Nu er der lidt mere, der er næsten normalt. Der var en stemning, vi ikke har haft før,” sagde David Bendix Nielsen.

I kirken må de nu samles 98 personer, og selvom morgenkaffen stadig må vente, til de nye restriktioner er præciseret, og de to meters afstand skal overholdes, var der tydelig optimisme at spore. Menigheden har nu udsigt til gudstjenester i fuld længde fra søndag med nadver, og forhåbentlig vil man også snart kunne drikke kaffe sammen efter sang og gudstjeneste.

"Tro om" er Kristeligt Dagblads nyhedspodcast om kirke og tro. Første afsnit, der handler om nedlukning og genåbning af folkekirken, kan høres i Kristeligt Dagblads app ved at klikke her.