Virker det eller virker det ikke? Har det effekt? Nytter det? Det er det spørgsmål, vi har vænnet os til at stille til alt mellem himmel og jord. Spørgsmålet søges afklaret i forskningsundersøgelser og empiriske studier, så man kan vurdere, om der er evidens for dette eller hint. Målet er at nå frem til viden, der virker, så man i velfærdsstaten ikke bruger penge på projekter uden virkning, pædagogik uden effekt eller behandling uden helbredelse.
Tendensen kan også iagttages inden for troens område, hvor religion bliver teknik, et middel til at opnå indre ro eller håndtere stress snarere end en horisont eller verdensforståelse.
Religion opfattes som eller transformeres til en form for selvteknologi. Det er virkningen, der giver legitimitet, som for eksempel når udbydere af mindfulness-kurser reklamerer med, at videnskabelige undersøgelser dokumenterer effekten af intensiv og systematisk træning. Videnskabeligt påvist effekt giver troværdighed.
Men hvad med religion af typen, der ikke selv forstår egen praksis som teknologier eller instrumenter? Har det for eksempel nogen effekt at gå i kirke? Det undersøger man naturligvis også, og senest har en ny amerikansk undersøgelse på basis af data fra ikke mindre end 75.000 midaldrende kvinder over 20 år konkluderet, at kirkegængere lever længere.
Også andre studier har påpeget en sammenhæng mellem religion og sundhed – omend billedet er diffust, og man hurtigt kan savne et overblik over sammenhængen.
Det har den britiske tænketank Theos sat sig for at levere, og i rapporten ”Religion and Well-being: Assessing the Evidence” har de gennemgået ikke mindre end 139 studier inden for dette felt.
Nu er både religion og velvære begreber, der kan dække over lidt af hvert, og resultatet af Theos’ store samlerapport er et kludetæppe, der nok skærper sansen for, hvad henholdsvis religion og velvære omfatter, men kun i begrænset omfang bidrager til at skabe overblik over, hvad sammenhængen egentlig går ud på. Et begreb som ”religion” kan dække over et spektrum af engagement fra en relativ vag fornemmelse af at tilhøre en bestemt religion til bevidst og personlig deltagelse, mens velvære kan handle om såvel psykisk som fysisk velvære og en hel del andet.
Den helt overordnede konklusion på det store samlestudie er, at der er en sammenhæng mellem religion og velvære, og at den er positiv. Markant er det, at almindelig og hyppig kirkegang ser ud til at spille den største rolle for velvære, mens andre religiøst funderede sociale aktiviteter som frivilligt arbejde og lignende har nogen, men knap så stor betydning.
Ikke overraskende peger Theos’ rapport på, at jo mere personlig og stærk den religiøse tilknytning er, desto mere er den koblet til en fornemmelse af personligt velvære.
Der er altså et vist belæg for, at kirken i lokalavisen kunne reklamere med, at ”kirkegang er godt for helbredet”. Mange ville sikkert læse en humoristisk undertone ind i sådan en reklame eller et tilsvarende skilt foran den lokale kirke en søndag morgen. Hvorfor? Fordi de ikke tænker instrumentelt om det, man kunne kalde kirkegangskristendom. Gudstjenesten er ikke en teknologi til at håndtere stress eller kriser. Den er ikke terapi, selvom den kan virke terapeutisk.
Andre vil måske opfatte det som en god grund og ligefrem en undskyldning for at gå i kirke. I hvert fald kan man konstatere, at selvfølgelig smitter den instrumentelle tænkning af på den måde, folk opfatter kristendom. Som en udtrykte det på Facebook i en lang tråd om ateisme: ”Kristendommen virker for mig.”
Spørgsmålet er, om kristendommen kommer til at mangle legitimitet, hvis man ikke står ved, at den – også – virker? At kirkegang faktisk er godt for helbredet? Det gode spørgsmål er så, om kirkegang holder op med at være godt for helbredet, hvis man kun går i kirke for at få den effekt. Hvis man ikke faktisk går ind i fortællingen og den virkelighed, som gør kirkegang meningsfuld.
Birgitte Stoklund Larsen er generalsekretær i Bibelselskabet.