Kirkegang trodser den nye lukkelov

Selvom den nye lukkelov har ophævet søndag som helligdag, frygter kirkefolk ikke, at butikkerne skal trække danskerne væk fra kirkebænken i morgen, første søndag i advent

På trods af lukkelovens afskaffelse den 1. oktober i år venter præster stor kirkegang i morgen, der er første søndag i advent. Landets kirker markerer indgangen til det nye kirkeår og dermed en af kristendommens største højtider.

Men denne gang møder kirkerne stærk konkurrence fra kommerciel side. Forretninger på gågader og i butikscentre vil i hidtil uset omfang holde åbent på denne søndag.

Domprovst i Haderslev Domkirke, Vor Frue Kirke, Kim Eriksen, mener, at første søndag i advent er blevet en af folkekirkens store helligdage landet over.

Mange danskere bruger første søndag i advent til at gå i kirke som begyndelse på julen, inden de går ud og handler. Det gælder også på de øvrige adventssøndage, at der er flere i kirke end på så mange andre søndage. Jeg hører personligt ikke til dem, som synes, at den nye lukkelov er en frygtelig ting. Den passer til moderne familiers livsstil og udfordrer ikke kirken negativt. Vi skal have tillid til, at mennesker er mere bevidste end som så, og det gør ikke noget, at der er flere valgmuligheder, siger Kim Eriksen.

I Aalborg Domkirke, Budolfi Kirke, ser domprovst Niels Christian Kobbelgaard frem til søndagens gudstjeneste klokken 10, fordi den indleder en måned med stor kirkegang.

Jeg regner med, at vi får omkring 7000 børn og voksne igennem kirken i julemåneden, som vi plejer. Sammenknytningen mellem folk og kirke er kolossalt stor i december, hvor alt og alle gerne vil bruge kirken. Så der er fuldt hus ugen igennem i en fantastisk måned. Vi har ikke mærket lukkeloven på deltagelsen i domkirkens gudstjenester, heller ikke om søndagen. Så uanset at alle butikker har åbent i morgen, så venter jeg ikke færre kirkegængere, siger Niels Christian Kobbelgaard.

På Langeland er der 20 kirker til 13.000 mennesker svarende til et af de store bysogne. Så her er kirkegang en klar udfordring, siger sognepræst i Nordlangeland pastorat Torben Poulsen.

Af en eller anden grund går folk ikke bare i kirke om søndagen. De kommer især, når de bliver inviteret, hvis der er dåb eller begravelse. Det er ikke, fordi vi har skræddersyet vores adventsgudstjenester efter den nye lukkelov med et kæmpe juleprogram, men vi har da både jule-salmesangsgudstjenester, krybbespil og Lucia-optog, så jeg regner med et bedre fremmøde end på de andre søndage. Hvis lukkeloven skal påvirke kirkegangen i negativ retning, vil det kræve en meget højere kirkegang i folkekirken, end vi kender den i dag. De, som vil, skal nok finde hen i kirken om søndagen, siger Torben Poulsen.

I den katolske domkirke, Sankt Ansgar i Bredgade i København, regner andenpræst Marcos Romero Bernus med, at der bliver fuldt hus i morgen.

Selvom lukkeloven er afskaffet, kommer der lige så mange til messe, som der plejer. Derfor regner jeg med, at der er fuldt hus i morgen, ikke mindst fordi vi har børne- og familiemesse med helgenen Sankt Nicolaus (som senere blev til julemanden, red.). Messerne i adventstiden er lidt bedre besøgt end på andre tidspunkter af året, fordi vi nærmer os jul, og dermed peger det frem mod midnatsmessen julenat, som rigtig mange deltager i, siger Marcos Romero Bernus.