Danmark har igennem tiden haft biskopper med politiske ambitioner. For eksempel var grundlovsfaderen D.G. Monrad biskop, og nogle år senere blev Søren Kierkegaards bror, den tidligere Aalborg-biskop P.C. Kierkegaard, kirkeminister.
Ifølge folkekirkens reformatoriske bekendelse, Den Augsburgske Bekendelse fra 1530, er biskoppernes myndighed dog begrænset – biskopperne må faktisk slet ikke blande sig i politik. Eller som der står i bekendelsens sidste artikel (28): ”Når den kirkelige magt derfor skænker evige ting og kun udøves gennem ordets tjeneste, står den ikke hindrende i vejen for statsstyrelsen, så lidt som sangkunsten står i vejen for statsstyrelsen.”
De lutherske reformatorer skelnede meget nøje mellem den kirkelige og den borgerlige magt. Kongen skulle tage sig af sine undersåtters verdslige og åndelige frelse, mens kirkens embedsmænd alene var bemyndiget til ”at lære evangeliet og forvalte sakramenterne; den må ikke bryde ind på noget andet embedsområde”, som der står i førnævnte bekendelse.
Kort fortalt førte Reformationen i 1500-tallet derfor til afskaffelsen af bispeembedet i den udgave, det hidtil havde været kendt.
Allerede i 948 var der i Danmark tre bis-pestole i Danmark, og i 1053 blev kong Svend Estridsen og ærkebiskop Adelbert af Bremen enige om at inddele Danmark i otte bispedømmer, som endnu er genkendelige blandt de nu 10 danske stifter.
Biskopperne var før reformationen ligefrem medlemmer af rigsrådet, så kirken ledte landet sammen med kongen. Uenigheden mellem biskopperne, lutherske rigsrådsmedlemmer og de øvrige stænder i landet førte i 1534 til borgerkrigen Grevens Fejde. Den endte med sejr til lutheraneren Christian 3. og dermed med den officielle statsreformation i 1536. Biskopperne fik af Christian 3. skylden for den blodige krig.
Frederik 1. var død i 1533, og de katolske biskopper havde på en herredag – en slags stænderforsamling – forsøgt at tage magten fra det mest oplagte kongsemne, nemlig den senere Christian 3. Kongen skulle dengang vælges, men de katolske biskopper udsatte kongevalget. Formentlig håbede de, at de i stedet kunne få en barnekonge, da de i så fald kunne vælge en af Frederik 1.’s yngre sønner som konge og nå at rulle den allerede igangværende lutherske reformation tilbage og opdrage den unge prins i lydighed mod den gamle kirke – og dermed være med til at bevare biskoppernes politiske privilegier og magt i riget.
Christian 3. sejrede i borgerkrigen, og biskopperne overgav sig. De kom efterfølgende i husarrest og fængsel. De bevarede kilder rummer et brev fra selveste Martin Luther i Wittenberg, som kongen havde spurgt til råds. Luthers svar tyder på, at han troede, den danske konge ligefrem havde ryddet dem endegyldigt af vejen – hvad der ifølge den store reformator altså ikke var noget galt ved.Biskopperne overlevede dog, men ikke i deres hidtidige stillinger. Med den nye lutherske statskirke var bispeembedet afskaffet, og det ’skulle aldrig igen indføres i Danmarks rige’.
Biskopperne var ifølge Luther et udtryk for en misforståelse, sådan som institutionen og embedet havde udviklet sig. Det græske ord, som biskop er afledt er, betød bogstaveligt tilsynsførende – og derfor indførte Christian 3. et nyt embede til afløsning af bisperne i form af superintendenter. Det var latin for tilsynsmænd, som var særligt udpegede præster, der skulle fungere som stifternes øverste kirkelige embedsmand og være bindeled mellem konge og kirke.
Det er den dag i dag disse superintendenter, som vi kalder for biskopper i folkekirken. Det nye ord var svært at få indført, og i 1600-tallet drog man konsekvensen og lod superintendenterne kalde for biskopper, da superintendenterne beboede i de gamle bispegårde og fungerede som de gammelkendte stifters øverste administratorer. Embedsbeskrivelsen for nutidens bestridere af disse embeder – dem vi kalder folkekirkens biskopper, er stort set identisk med reformationstidens superintendenters. Biskopperne skal også i dag være overtilsynførende med præsternes lære og embedsforvaltning. Derimod er politiske ambitioner og udtalelser under titel af biskop på kant med embedets lutherske og danske historie.
Rasmus H.C. Dreyer er sognepræst og ph.d. i kirkehistorie