Prøv avisen
Interview

Kirkehistoriker: Politikere er gået fra debat om prædiken til debat om prædikant

Jens Rohde var politisk ordfører i partiet Venstre i 2003, da han afviste at gå til åbningsgudstjeneste, fordi prædikanten, Thomas Kristensen, tilhørte en kirkelig retning, han ikke brød sig om, nemlig Indre Mission. – Foto: Bardur Eklund/Ritzau Scanpix

Prædikenerne ved Folketingets åbningsgudstjeneste var tidligere langt mere politiske og skabte stor debat. Til gengæld blev selve valget af prædikant ikke debatteret, sådan som det blev i år, fortæller professor i kirkehistorie Martin Schwarz Lausten

Mange har nok det indtryk, at åbningsgudstjenesterne er blevet mere politiske, efter debatten om valgmenighedspræst Morten Kvist fra Herning, der blev anklaget for at have et forkert syn på homoseksuelle i sidste uge. Men det er ikke korrekt, fortæller Martin Schwarz Lausten, professor emeritus i kirkehistorie ved Københavns Universitet og forfatter til bogen ”Politikere og prædikanter – Folketingets åbningsgudstjeneste fra begyndelsen til nutiden”, der udkom for fem år siden og indeholder en gennemgang af udviklingen i åbningsgudstjenesterne fra 1850 til 2013.

”Åbningsgudstjenesten er jo en enorm platform for en prædikant, som kan udnyttes til at fremføre bestemte politiske eller teologiske standpunkter, så jeg kan godt forstå, at politikerne er opmærksomme på, om der bliver prædiket politisk. Men faktisk er tendensen, at prædikenerne ved åbningsgudstjenesterne er blevet meget mindre politiske,” siger han.

Martin Schwarz Lausten bider til gengæld mærke i, at debatten nu handler mere om person end om sag.

”Der har været massevis af debatter gennem tiden, men de har især handlet om selve prædikenens indhold, ikke om valget af prædikant. Det virker noget utidigt at kritisere valget af prædikant, før man overhovedet har hørt hans prædiken, ikke mindst fordi samme politikere jo taler for forkyndelses- og ytringsfrihed i andre sammenhænge. Så jeg synes faktisk, at kirkeminister Mette Bock (LA) har ret, når hun opfatter den skarpe afstandtagen fra hendes valg af Morten Kvist som et angreb på åndsfriheden,” siger Martin Schwarz Lausten.

Han tilføjer, at der gennem historien har været prædikanter med meget forskellige kirkepolitiske og teologiske holdninger repræsenteret ved åbningsgudstjenesterne, og at der i de seneste 40-50 år har været en tendens til, at kirkeministeren har valgt prædikanter, som han eller hun har delt holdninger med, hvilket måske kan forklare nogle af de skarpe reaktioner på Mette Bocks valg. Dog har der også været undtagelser fra den tendens, understreger Martin Schwarz Lausten.

”Da Tove Fergo var kirkeminister, udpegede hun en indremissionsk prædikant og forklarede, at hun de efterfølgende år ville udpege repræsentanter for andre kirkelige retninger som tidehverv og grundtvigianismen. Det var en klog løsning, som dog ikke blev ført ud i livet, fordi Tove Fergo måtte gå af som minister,” siger han.

Når valget af prædikant kan vække så stor debat, hænger det ifølge kirkehistorikeren nok sammen med ”den noget rodede konstruktion, som åbningsgudstjenesten er”.

Rigsdagens åbningsgudstjenester blev i 1850 overtaget fra Stænderforsamlingerne, der havde haft lignende gudstjenester, og indtil 1924 var det regeringen, der bestemte, hvem der skulle prædike. Men Socialdemokratiet argumenterede tidligt imod, at der overhovedet skulle finde en gudstjeneste sted ved folketingsårets begyndelse, og partiet ønskede dengang en adskillelse af stat og kirke.

”Da Thorvald Stauning blev statsminister i 1924, trak han dog lidt i land, så åbningsgudstjenesten blev bevaret, men det var nu ikke længere regeringen, men Rigsdagen, siden Folketinget, der besluttede, om der skulle holdes en gudstjeneste.

”Først i løbet af 1960’erne og 1970’erne glider valget af prædikant over og bliver kirkeministerens, og det er i og for sig mærkeligt, fordi valget af prædikant naturligt ligger hos kirken selv som et indre anliggende. Men sagen er jo speget, fordi det allerede er lidt noget rod, at det er Folketinget, der bestiller en gudstjeneste,” siger Martin Schwarz Lausten, der personligt gerne så, at valget af prædikant blev en sag for Københavns biskop.

Til gengæld ville det efter kirkehistorikerens mening være naturligt og positivt, hvis prædikanterne turde at

holde nogle prædikener med mere ”næb og klør”.

”Jeg efterlyser ikke parti-politiske prædikener, men så gerne, at prædikenerne talte mere direkte ind i tidens brændende samfundsanliggender. I disse år ville det for eksempel være oplagt at komme ind på bandekrigen, de fremmede, de hjemløse eller folkeskolens indretning. Emner, som optager enormt mange mennesker, og som en dygtig prædikant sagtens kan behandle uden at være direkte politisk,” vurderer Martin Schwarz Lausten.

Både dette års og tidligere års prædikener har dog ikke haft meget politisk kant, mener han. Slet ikke sammenlignet med tidligere tiders prædikener, som ofte var endog meget direkte politiserende og blandt andet handlede om Danmarks tilslutning til FN, forholdene for det danske mindretal i Sydslesvig, abort, alkoholisme og oprustning.

”I 1908 agiterede Sjællands biskop, Skat Rørdam, åbent for oprustning, hvilket fik voldsom kritik i den social-demokratiske presse. Til sammenligning har ingen af de seneste års prædikener beskæftiget sig med dansk krigsdeltagelse,” siger Schwarz Lausten og tilføjer, at han ikke ønsker sig tilbage til datidens meget direkte politiske prædikener, hvor prædikanten kunne finde på at forlange af politikerne, at de markerede sig som personligt troende kristne eller give politikerne anvisninger på, hvordan de skulle forholde sig til bestemte love.

”Men årets prædiken mindede mest af alt om de mange meget lidt udfordrende søndagsprædikener, som der holdes mange af i de her år. Derfor er det også lidt paradoksalt, at der var så meget debat om prædikanten på forhånd,” siger Martin Schwarz Lausten.