Prøv avisen
Troens øjeblik

Kirkeklokker kaldte så stærkt, at Jenny fandt vej til kirken

Selvom Jenny Thaysen Kjær var døbt og konfirmeret, havde hun ikke noget personligt forhold til kristendommen, før hun for omkring 25 år siden hørte kirkeklokkerne kalde hende ind i en kirke i København. Oplevelsen blev afgørende for hendes forhold til kirken. – Foto: Flemming Jeppesen/Fokus

En pinsesøndag for omkring 25 år siden oplevede Jenny Thaysen Kjær, at kirkeklokkerne kaldte hende ind i en kirke. Dér oplevede hun, at Gud talte direkte til hende via ordene i evangeliet

Det var en meget mærkelig situation, der kaldte mig ind i kirken. Natten før var jeg vågnet ved, at der var brand i den lejlighed, jeg havde lejet mig ind i. Jeg var lige flyttet til København, da jeg vågnede om natten ved, at der stod store flammer op. Jeg prøvede at slukke ilden med nogle tæpper, men det var for voldsomt, og i stedet ringede jeg til brandvæsenet, men forbindelsen røg.

Jeg løb ind til naboerne og bad dem ringe til brandvæsenet, mens jeg forsøgte at få alle i opgangen ud. Ingen kom noget til, men brandmanden sagde til mig, at jeg skulle være glad for, at jeg havde overlevet. Alle mine ting var brændt, men nogle af naboerne kom op med en sæk med tøj.

Det gik jeg og tænkte over den solrige pinsemorgen på Østerbrogade i København, da jeg hørte kirkeklokker, der kaldte på mig, ”kom herind, kom herind”. Min første reaktion var at tænke, at det kunne jeg da ikke. Men klokkerne blev ved at kalde, ”kom herind, kom herind”.

Jeg kan huske, at jeg bar nogle korte shorts og en lilla top. Sådan kunne jeg da ikke gå ind i kirken! Men så spurgte jeg kirketjeneren, om jeg måtte gå ind, og han sagde: ”Ja, selvfølgelig, du er velkommen”. Jeg gik ind og satte mig, og undervejs i gudstjenesten begyndte jeg at græde. Jeg var selvfølgelig påvirket af det, der var sket om natten. Men det var ikke bare det. Der var en lille pige, der blev døbt, og det var, som om ordene blev sagt til mig. Jeg mærkede det, jeg hørte, at jeg var Guds barn, omsluttet af hans kærlighed. Jeg havde lige mistet alle mine ejendele, og jeg var i tvivl om, hvorvidt jeg skulle fortsætte mine studier i dansens æstetik og historie.

Og jeg havde kort forinden afsluttet et forhold til en kæreste. Jeg var i et vadested. Men følelsen af at være favnet af Guds kærlighed gav mig ro.

Samtidig gav det mig en masse spørgsmål. Hvorfor skulle jeg kaldes ind i kirken? Hvad betyder det? Jeg var døbt og konfirmeret og var vokset op med at gå i kirke til jul. Men jeg havde aldrig forbundet mig personligt til de ord, jeg hørte i kirken. Som barn oplevede jeg, at jeg kunne finde ro ved at fremkalde et billede af en blomst som en form for stille bøn. Men jeg forbandt det ikke med kirken. I slutningen af gymnasietiden var jeg med i en gruppe, som tog ud og dansede i kirker rundtomkring, og der havde jeg fået mange positive indtryk: Vi blev mødt med åbenhed og overnattede privat hos forskellige menighedsrådsmedlemmer. Men det var først den pinsesøndag, at jeg mærkede, at det, der skete i kirken, handlede om mig. At Gud ville mig noget.

Men som sagt forvirrede oplevelsen mig også. Den formiddag, hvor jeg gik ind i kirken, var jeg på vej hen til en veninde, som var præstedatter. Jeg fortalte hende om oplevelsen og spurgte, hvad jeg skulle stille op med den. Hun sagde: ”Jamen, jeg synes da, at du skal gå i kirke igen i morgen”. Hun kendte Bethlehemskirken i København, så der cyklede jeg hen. Under gudstjenesten, da præsten sagde: ”Jesus er iblandt os”, kunne jeg mærke, at ”ja, sådan er det”.

Jeg begyndte at komme i Bethlehemskirken og deltog på et tidspunkt i en forbønsgudstjeneste, hvor der blev bedt for, at jeg måtte mærke Guds kærlighed. Under bønnen så jeg et kraftigt, kraftigt lys, som en tunnel, jeg blev ført ind i. Og efter det kom der en dyb ro, som jeg næsten aldrig har mærket så dyb siden. En total fred, som en vished om, at jeg ikke skulle bekymre mig for, om jeg tog de rigtige beslutninger. Jeg skulle bare tage et skridt ad gangen; Gud ville være med mig hele vejen.

Kort efter mødte jeg en kvinde, som fortalte, at hun havde en skurvogn stående i sin baghave i Tisvildeleje. Der flyttede jeg ind og boede et års tid, hvilket jeg for sjov kalder mit ”nonne-år”. Hver morgen gik jeg en tur på et par timer langs vandet, og jeg fordybede mig, læste og bad. Da jeg flyttede derfra, vidste jeg, at jeg ville tilbage og skrive speciale om japansk butoh-dans, en forvandlingsdans, hvor man tømmer sit ego, for at noget nyt kan vokse frem.

Det var meget den følelse, jeg havde. At Guds kærlighed satte mig fri fra skyld og skam. Tidligere havde jeg af forskellige årsager slæbt rundt på en følelse af skyld og af ikke at have gjort nok. Den følelse kunne jeg nu lægge fra mig.

Jeg flyttede tilbage til Aarhus og begyndte at komme i forskellige kirker. Til kirkekaffe i Helligåndskirken mødte jeg Niels, som jeg siden blev gift med. Vi deler troen, både spirituelt og intellektuelt. Hver morgen har vi en lille andagt, og den er med til at fastholde den fred i mit liv, som jeg oplevede den pinse for mange år siden. Selvfølgelig kan roen forsvinde i hverdagens travlhed, men jeg kan finde tilbage til den i bøn og dans.

Hvad er det bedste åndelige råd, du har fået?

Det er et råd, jeg fik af en ældre dame, som jeg boede hos i Paris for mange år siden. Hun sagde ofte til mig: ”Du skal være nærværende i alt, hvad du gør”. Hun mindede mig jævnligt om det og sagde for eksempel, at det også gjaldt, når jeg åbnede en flaske vin. Siden har jeg ofte set hende for mig og hørt hende sige den sætning, når jeg tager mig selv i ikke at være fuldt ud til stede.

Hvad har udfordret din tro?

Jeg synes ikke, at min tro som sådan er blevet udfordret. Jeg har ikke tvivlet på Gud eller på hans kærlighed. Men jeg kan blive provokeret og udfordret og trist, når jeg oplever, at der er en bestemt måde, man skal tro på, og nogle meget faste dogmer, man skal tilslutte sig, for at få lov at kalde sig kristen. Den der måde, hvor nogle bliver sat i bås, og nogle har travlt med udpege andre som forkerte. For mig giver det meget mere mening, at vi anerkender hinandens forskellige erfaringer af Guds kærlighed og prøver at bevare en åbenhed over for de andres perspektiv. Jeg kan ikke tro på, at det er meningen, at vi mennesker skal dømme hinanden, men det kan blive resultatet, når det er magten og institutionerne, der bliver dominerende mere end åbenheden over for de mange måder, mennesker kan have Gud og troen med sig.