Da menighedsrådet i Kirken i Ørestad i København for nogle år siden skulle have en ny udsmykning til sit kirkerum, foreslog præsten, at man kunne kontakte den populære kirkekunstner Arne Haugen Sørensen.
Det syntes menighedsrådet lød som en god idé, og efter at have set et udvalg af hans værker, som de var meget begejstrede for, besluttede de at erhverve et motiv af kvinderne ved graven påskemorgen. Det har menighedsrådsformand Christian Faber-Madsen aldrig fortrudt.
”Vi kan ikke forestille os kirkerummet uden det billede. Det er gledet ind som en integreret del af kirkerummet, og vi er mange, der er rigtig godt tilfredse,” siger han.
Arne Haugen Sørensen er en af folkekirkens mest udbredte kunstnere. Lige omkring 40 værker har han fremstillet til landets kirker, og en stor del af dem er blevet til i hans atelier i Spanien, hvor han bor det meste af året.
For nylig blev et af hans værker mere eller mindre ufrivilligt en del af en debat om kunstneres personlige tro. Debatten begyndte, da et menighedsråd i Lynge-Uggeløse Sogn i Nordsjælland sendte en anmodning om at få et 12 år gammelt alterbillede af kunstneren Anette Harboe Flensburg skiftet ud med et af Haugen Sørensens motiver af et måltid i Emmaus. Grunden var blandt andet, lød det i menighedsrådets ansøgning til Helsingør Stift, at Anette Harboe Flensburg havde udtalt sig undsigende om den kristne tro, da billedet blev indviet. Derfor ville man hellere have et af Arne Haugen Sørensens billeder.
Men Uggeløse Kirke fik et nej. Og i Nationalmuseets vurdering af sagen blev der blandt andet lagt vægt på, at Arne Haugen Sørensen i forvejen er en af de mest benyttede kirkekunstnere i Danmark.
”Hvis et af hans billeder skal erstatte Anette Harboe Flensburgs altermaleri i Uggeløse kirke, vil kirken dermed blive en af de mange, der har en udsmykning af Arne Haugen Sørensen fremfor at være en af de kun to, der har et værk af Anette Harboe Flensburg,” skrev Nationalmuseets ekspert, Ulla Kjær. Hun fortsatte:
”Ud fra et ønske om, at de danske kirker fortsat skal fremtræde med hver deres præg, også hvad angår nye kunstneriske tilføjelser, finder Nationalmuseet det trist at erstatte et så enestående værk.”
Spørger man kunsthistoriker og sognepræst emeritus Anne-Mette Gravgaard er det da heller ikke hensigtsmæssigt, hvis alle kirker bliver helt ens.
”Jeg synes på en vis måde, at det er et problem, hvis alle kirker erhverver de samme kunstnere. Det kunne være dejligt, hvis der var flere kunstnere i spil i kirkerne. Også for at få mennesker til at turde åbne sig for nye oplevelser i kunsten og i teologien. Det giver langt mere spændende prædikener både for præst og menighed,” siger hun.
Anne-Mette Gravgaard sad i en årrække i Kirkefondet, hvor hun rådgav menighedsråd om indkøb af kirkekunst. Hun opfatter den hyppige brug af visse kunstnere som et udtryk for, at kirkekunst i høj grad handler om, hvad der er på mode.
”Så hvis nabokirken har fået det og det, så vil man også selv gerne have det. Det er et helt naturligt fænomen. Jeg går absolut ind for, at man lytter til menigheden, for det er dem, der skal bruge kunsten. Men man skal også lære menighederne, at de skal tænke sig om, inden de anskaffer kunstværker. Og måske overveje midlertidigheden i de værker, de køber,” siger hun.
I Udvalget for Kirkekunst, der er en del af Akademiraadet, rådgiver man kirker og menighedsråd, når der skal indkøbes kunst. Udvalgets formand, Morten Skriver, problematiserer i dagens avis, at meget af den kunst, som for tiden bliver købt, stammer fra de samme få kunstnere og er ikke produceret til konkrete kirkerum.
”Hyldevarer,” kalder han det.
Til det svarer Arne Haugen Sørensen, at det først og fremmest er menigheden, dem, der kommer i kirkerne, der kan vurdere, hvad der passer i deres kirkerum.
”Jeg må være en af dem, der leverer hyldevarer til vore kirker, som Morten Skriver hentyder til. Det lyder bestemt ikke rart,” skriver han i en mail til Kristeligt Dagblad.
”Menighedsråd består af almindelige mennesker, der går i kirke. De er religiøse og trænger til vejledning, i hvert fald i kunstneriske anliggender. Derfor oprettes Udvalget for Kirkekunst under Akademiraadet. Ud over at være kunstnere har de ingen speciel indsigt i hverken religion eller kirkekunst, men de er deres sociale ansvar bevidst og vil rense ud i vildnisset af uautoriserede kirkekunstnere og de mange uvidende menighedsrådsmedlemmer. Akademiet uddanner, jeg ved ikke hvor mange nye kunstnere om året. De skal ud og gøre godt i samfundet. De står i kø får at komme i gang. Jeg har fået meget få opgaver, langt de fleste har været individuelle billeder, som jeg har lavet af indre trang, og som kirkerne har fået øje på og senere opdaget, at de har opfyldt et brændende behov for et nutidigt billedsprog,” skriver Arne Haugen Sørensen.
I Kirken i Ørestad kan menighedsrådsformanden egentlig godt se, at der også er mange andre dygtige kunstnere derude, som man kunne have valgt til at udsmykke kirkerummet.
”Der kan være mange andre. Men Arne Haugen Sørensen fanger bare et bestemt udtryk, som man kan relatere til. Så derfor skulle det være lige præcis det billede i vores kirke,” siger menighedsrådsformand Christian Faber-Madsen.