Kunst, der i store mængder blev overført fra Italiens kirker til landets museer efter Anden Verdenskrig, skal nu gives tilbage til kirkerne. Det mener direktøren for det verdensberømte museum Uffizi Galleri, Eike Schmidt.
Forslaget er en del af museets post-coronastrategi, for kunstmuseet modtager på et normalt år to millioner besøgende, og en sådan trængsel vækker dybe panderynker i det hårdt ramte Italien. Men hvis man nu tynder lidt ud i beholdningerne, kan det måske også fordele turiststrømmen lidt mere jævnt, lyder ræsonnementet.
Eike Schmidt, der som tysker er den første udlænding til at beklæde den prestigefyldte post, mener dog ikke, at al kirkekunst skal tilbage til kirkerne. De kunstværker, som fyrstefamilier som Medici-familien samlede, har en særlig status og bør derfor forblive på museerne. Men i andre tilfælde er placeringen i offentlige samlinger mere tilfældig. Således overførte de italienske myndigheder i 1940’erne mindst 1000 kunstværker fra kirker til statslige museer af opbevaringsmæssige grunde, og de kan godt returneres nu, mener Eike Schmidt. Da de fleste kirker i Italien ejes af staten, vil der i realiteten være tale om en overførsel fra en statslig institution til en anden.
Det hele handler dog ikke om sundhedsberedskab. Den religiøse sammenhæng, som altertavlerne og malerierne er skabt til, gør det oplagt at opleve dem i deres tiltænkte omgivelser. Kirkekunst er beregnet til andagtsbrug, understregede Schmidt og tilføjede, at betragteren lettere vil kunne forstå dens religiøse betydning, når værket ses i sin korrekte historiske og kunstneriske kontekst.
Selv er Eike Schmidt parat til at returnere et af museets meget berømte værker, Rucellai-madonnaen, til dominikanerkirken Santa Maria Novella i Firenze, som det oprindeligt blev skabt til. Duccio di Buoninsegna fra Siena malede sit mesterværk i 1285 på bestilling af et fromt broderskab, Compagnia dei Laudesi, der havde en særlig hengivenhed for Jomfru Maria, og som mødtes i kirken. Siden blev maleriet flyttet til Rucellai-familiens gravkapel, hvorfra det har sit navn, men forblev altså i Santa Maria Novella, indtil det i 1948 blev overført til Uffizi-galleriet. Ligesom i 1200-tallet bestyres kirken i dag af dominikanerordenen, så også på dette område er rammerne de samme.
Uffizi-direktøren understregede, at sikkerhedsforholdene selvfølgelig skal være i top, før en tilbagelevering kan finde sted, og bevaringstilstanden garanteres. Men i øvrigt får hans tanker ros fra Toscanas regionale myndigheder og kunsthistorikere i ind- og udland.
Modtagelsen har til gengæld været tøvende fra kirken i Firenze. Byens ærkebiskop, kardinal Giuseppe Betori, har rost initiativet, men understreget, at valget skal overvejes fra kunstværk til kunstværk. Den amerikansk-fødte leder af ærkebispedømmets afdeling for sakral kunst, monsignor Timothy Verdon, har kaldt Schmidts forslag en ”positiv provokation”, men også vanskelig at føre ud i livet.
Den gejstlige tøven skyldes næppe uvilje mod kunsten eller ansvaret for den, men snarere frygt for et politisk slagsmål om betydningen af en sådan gestus.
Kristne har altid produceret kunst for at fortælle om betydningen af og skønheden i deres tro, og at kirkekunst bedst opleves i kirken, er en pointe, der giver mening for de allerfleste. Men i et moderne verdsligt samfund er den ældre kirkekunst også en del af den nationale arv og kan siges at repræsentere alle italienere uanset tro eller mangel på samme. Hvordan vil de reagere på en ”genindvielse” af Rucellai-madonnaen komplet med røgelse og vievand? Og hvad vil det internationale samfund, der betragter Italiens kunst som en del af menneskehedens arv, mon sige?
Eike Schmidts ord har stor vægt inden for sit felt. Men i sidste ende er spørgsmålet om kirkekunstens tilbagevenden ikke et musealt eller religiøst anliggende, men et politisk spørgsmål.
Biskopperne har tid til at vente på en afklaring. Der er allerede masser af kunst og masser af besøgende i Italiens kirker.