Kirkelig drøm om oplevelsescenter får vind i sejlene

Et kirkeligt oplevelsescenter med inspiration fra blandt andet Experimentarium i København kan være på vej i hovedstaden fra 2022

Biskopperne i folkekirken ønsker et bibliarium, altså et center med oplevelser og viden om Bibelen, i Sankt Andreas Kirke i det indre København. –
Biskopperne i folkekirken ønsker et bibliarium, altså et center med oplevelser og viden om Bibelen, i Sankt Andreas Kirke i det indre København. – . Foto: Mette Frandsen.

I mange år har det kirkelige Danmark ønsket at åbne et kirkeligt oplevelsescenter i København med navnet ”Bibliarium”, og nu er der kommet skub i projektet. A.P. Møller Fonden har nemlig tilkendegivet, at man vil støtte et eventuelt bibliarium med 15 millioner kroner, og ved sidste uges bispemøde fik projektet også støtte fra landets biskopper. Biskoppernes støtte er konkret at foreslå landets stiftsadministrationer at låne godt 12 millioner kroner til Københavns Stift, der skal administrere det eventuelle oplevelsescenter.

Det vækker glæde hos biskop over Københavns Stift, Peter Skov-Jakobsen, der sidder med i det præsidium, som arbejder med idéen.

”Det er helt fantastisk projekt, så vi er meget glade for at være blevet udsat for generøsitet fra A.P. Møller Fonden. Det skal være formidling af bibelhistorie på niveau med for eksempel Eksperimentariets formidling af videnskab. Det er et meget velgennemarbejdet pædagogisk projekt, og vi tror, at det kan gøre mange folk interesserede i bibelhistorie og kristendom,” siger han.

Bibliariet skal først og fremmest henvende sig til skoleelever og konfirmander, og derfor er blandt andre Folkekirkens Skoletjeneste og Religionslærerforeningen involveret i projektet. Ifølge Peter Skov-Jakobsen har man estimeret, at et bibliarium vil kunne modtage omtrent 20.000 besøgende børn fra hele landet om året. Det skal nemlig ikke betragtes som et københavnerprojekt, mener biskoppen:

”Det er ikke en københavnerting, men noget, der kan løfte kristendomsundervisningen og formidlingen af kristendommen for skoleelever fra hele landet. De skal besøge bibliariet og få bibelhistorier helt ind på kroppen gennem moderne formidling.”

Hele landet bliver da også involveret lige fra begyndelsen. For ud over de 15 millioner fra A.P. Møller Fonden har Københavns Stift som sagt brug for yderligere cirka 12 millioner for at kunne åbne centret. Hvis de ni andre stifter giver dem lov til at låne de penge, skal der derefter søges penge til den årlige drift i folkekirkens fællesfond. Og hvis alt det falder på plads, skal Københavns Stift forhandle om leje af lokale. Den lukkede Sankt Andreas Kirke i det indre København er allerede udset til at skulle huse bibliariet, og det vil være menighedsrådet i Vor Frue Sogn, der skal give tilladelse til et eventuelt lejemål.

Hvis alt går efter planen, vil bibliariet ifølge Peter Skov-Jakosen åbne den 1. august 2022.

”Det ville være stort. Det er noget, man har drømt om at åbne, allerede inden jeg blev biskop for 10 år siden. Nu er det op til stiftsrådene at give tilladelse til at låne penge, og når de forhåbentlig har gjort det, kan vi gå videre med planerne.”

Sankt Andreas Kirke bliver i dag brugt til kirkelige handlinger af Vor Frue Sogn og af en international menighed. Det vil den kunne fortsætte med i den første tid efter åbningen af et eventuelt bibliarium, lyder det fra biskoppen. De årlige driftsomkostninger for oplevelsescentret vil være på omtrent fire millioner kroner.