Prøv avisen

Kirkelig højrefløj: Den nye kirkeminister er en joke

Sognepræst i Løsning ved Horsens Henrik Højlund mener, at det er useriøst at vælge Manu Sareen til kirkeminister. Foto: Bo Amstrup Denmark

Folkekirken rager den nye regering en papand. Ellers ville Manu Sareen ikke kunne blive kirkeminister, lyder det fra formand for Evangelisk Luthersk Netværks Henrik Højlund

Man kan vælge at være rystet eller bare at le meget højt. For udvælgelsen af Manu Sareen (R) til kirkeminister er meget svært at tage seriøst.

Sådan mener sognepræst og formand for Evangelisk Luthersk Netværk Henrik Højlund.

"Manu Sareen har i den grad signaleret en ligegyldighed over for hele institutionen, og nu skal han være den politiske leder. Det er jo at gøre grin med folkekirken," lyder det fra sognepræsten.

LÆS OGSÅ: Ny kirkeminister ville ud af folkekirken

Manu Sareen var i august måned i år ved at melde sig ud af folkekirken på grund af kirkens afvisning af homoseksuelle vielser. Og det er især den markering, at Henrik Højlund frygter, kan få markante konsekvenser for kirken:

Jeg forestiller mig, at det vil betyde, vi nu får et ritual for vielse af homoseksuelle i den mest radikale udgave. Det kunne meget vel blive et helt kønsneutralt ritual. Så er vi altså nogen, der for alvor kommer i klemme i folkekirken, siger han og understreger, at han personligt aldrig vil kunne bruge et kønsneutralt vielsesritual.

Henrik Højlund tvivler dog på, at det ville have set væsentligt anderledes ud i forhold til vielsesritualet for homoseksuelle, hvis ministerposten var gået til Pernille Vigsøe Bagge (SF) eller en andre, der også har været i spil til posten.

"Men havde man i det mindste bare valgt en af teologerne, havde det signaleret en seriøsitet", siger han og henviser blandt andet til Ida Auken (SF) og Pernille Vigsøe Bagge, der begge er uddannet teologer.

"Jeg havde håbet på en minister, som selv havde en aktie i selve foretagendet og som brændte for den. Men nu signalerer regeringen i stedet, at folkekirken rager dem en papand", sige Henrik Højlund.

Han tror, at den nye kirkeminister vil virke som et tryk på speederen i forhold til at få skilt kirke og stat ad.

"Jeg personligt har ikke noget imod, at stat og kirke vil blive skilt ad. Men hvis det ikke er det, regeringen bevidst er gået efter, så har de dummet sig ved at sætte Manu Sareen på posten, understreger Henrik Højlund.