Kirkelig hjemløsecafé med varme og morgenmad

I Københavns gader lever der også folk fra Sydeuropa, som er kommet til landet blandt andet for at søge arbejde. Den kirkelige café Grace på Nørrebro giver hver dag de hjemløse et morgenmåltid og til tider også et job

Udover blandt andet et nødherberg arrangerer Grace også sommerhusferie, markedsdag og julefest for de hjemløse migranter.
Udover blandt andet et nødherberg arrangerer Grace også sommerhusferie, markedsdag og julefest for de hjemløse migranter. . Foto: Christian Grønne.

Mange arbejdsløse afrikanere og østeuropæere rejser fra det sydlige Europa til Danmark for at se, om lykken kunne være med dem her. Uden mange kroner på lommen er de henvist til et liv i byens gader som hjemløse.

Derfor åbnede Blå Kors i sommeren 2012 caféen Grace (nåde) i Kristuskirkens lokaler i Baggesensgade på Nørrebro i København. Her kommer hver dag omkring 70 hjemløse til morgenmad og varm frokost, inden de går i gang med dagens dont. For de fleste består det i at samle flasker, sælge dem og sende pengene hjem til familien.

”Vi havde åbnet et herberg for denne gruppe af hjemløse i vinteren 2011 og 2012, men da det blev forår, kunne vi se, at problemet ikke var forsvundet. Der var stadig mange udenlandske migranter, som færdedes rundt i Indre Bys gader uden noget sted at bo. Så vi oprettede caféen Grace som et tilbud om en start på dagen med morgenmad, varme og samvær med andre i en lignende situation. Dengang lavede vi en café for hjemløse migranter, men det har i realiteten vist sig, at mange af dem er jobsøgende,” siger generalsekretær i Blå Kors Danmark, Christian Bjerre.

Migranterne har ofte en opholds- og arbejdstilladelse, som gælder i en årrække i det land i Sydeuropa, de kommer fra. Mange er blevet arbejdsløse og tager til Danmark på et tremåneders turistvisum for at skaffe sig arbejde og opholdstilladelse. Reglen er, at de rejser tilbage til det land, de kom fra, når turistvisummet udløber, hvis ikke de har fået arbejde.

Grace har ikke tal på, hvor mange det lykkes at få et arbejde ved egen hjælp eller gennem caféens forbindelser til virksomheder.

”Alle migranterne ønsker at få arbejde i Danmark, og for en stor del af dem lykkes det også. Jeg vil tro, at i gennemsnit får en migrant om ugen arbejde,” siger Sofie Weinreich Samuelsen, der er caféens daglige leder.

Foto: Christian Grønne

Migranterne har for det meste ikke en uddannelse, som passer til det aktuelle arbejdsmarked. Men fordi de alligevel er jobsøgende, har Grace efterhånden suppleret sine tilbud med juridisk rådgivning, hjælp til jobsøgning og kontakt til myndigheder, danskundervisning og samtale med en præst. Dertil kommer altså bespisning.

Grace har en håndfuld timelønnede medarbejdere, men ellers holder cirka 25 frivillige caféen kørende på ugebasis. Om vinteren er der også herberg, hvis der er bevilget kommunal støtte, og så er der brug for endnu flere frivillige.

”Vi har et kartotek på mellem 400 og 500 frivillige, som arbejder sommer eller vinter. Vi giver dem et skriftligt bevis på deres indsats, som de kan bruge til relevant studie- eller jobsøgning,” siger Sofie Weinreich Samuelsen.

Grace arrangerer sommerhusferie, markedsdag og julefest for dem, som opholder sig i landet på det givne tidspunkt. Også for de frivillige er der jævnligt arrangementer, som styrker fællesskabet eller giver forskellige professionelle kompetencer.

Caféen Grace får hovedsageligt sine penge til driften fra Blå Kors, men nyder også stor lokal opbakning i form af økonomiske bidrag og gaver til den årlige julefest fra virksomheder, handlende og naboer.