Bred kirkelig optimisme og lettelse over valg af kirkeminister

Det var en positiv overraskelse, at Joy Mogensen blev udpeget til at være ny kirkeminister, siger præster fra flere kirkelige lejre

”Joy Mogensen (S) har været meget populær i Roskilde, og det, formoder jeg, er, fordi hun var været god til at lytte. Det er også den vigtigste opgave for en kirkeminister, der skal have musikalitet i forhold til folkekirken," lyder det blandt andet fra sognepræst Poul Joachim Stender.
”Joy Mogensen (S) har været meget populær i Roskilde, og det, formoder jeg, er, fordi hun var været god til at lytte. Det er også den vigtigste opgave for en kirkeminister, der skal have musikalitet i forhold til folkekirken," lyder det blandt andet fra sognepræst Poul Joachim Stender. Foto: Philip Davali / Ritzau Scanpix.

Det er imødekommende ord, der falder om Joy Mogensen (S), når man spørger repræsentanter for de forskellige kirkefløje til deres syn på, at den populære Roskilde-borgmester skal være kultur- og kirkeminister i den nye socialdemokratiske regering.

For eksempel var det en positiv overraskelse for sognepræst i Kirke Saaby-Kisserup Pastorat Poul Joachim Stender, der hører til i Joy Mogensens nabokommune i Lejre.

”Jeg blev glad, da jeg hørte, at det var hende. Hun har et godt renommé i Roskilde. Jeg har mødt hende en enkelt gang, og der fremstod hun meget sympatisk. Der er masser af navne, jeg havde frygtet ville komme i spil som kirkeminister, så jeg er meget lettet. Det vigtigste er, at vi får en kirkeminister og ikke en religionsminister eller minister for livsanskuelse, som jeg havde frygtet,” siger han.

Poul Joachim Stender kender ikke noget til den nye kirkeministers forhold til kirke og tro. Men det er heller ikke det mest afgørende, mener han. For en kirkeminister er det vigtigst, at man ikke er for frembrusende.

”Hun har været meget populær i Roskilde, og det, formoder jeg, er, fordi hun var været god til at lytte. Det er også den vigtigste opgave for en kirkeminister, der skal have musikalitet i forhold til folkekirken. Mine forventninger til hende er, at hun ikke skiller stat og kirke ad, ikke opretter en synode og ikke indfører love om ditten og datten som Manu Sareen (tidligere radikal kirkeminister, red.). En god kirkeminister lader os være i fred,” siger han.

Mange havde ventet, at Socialdemokratiets næstformand Mogens Jensen ville få posten som kirke- og kulturminister. Han gjorde sig for to år siden bemærket med en kommentar om, at han ikke mener, at præster i folkekirken skal have ret til at nægte at vie homoseksuelle, som de har i dag. Det fik mange til at frygte for en minister, der ville blande sig i folkekirkens indre anliggender. Deriblandt Nana Hauge, der er sognepræst i Padesø Sogn på Fyn.

”Jeg er meget glad for, at det ikke blev Mogens Jensen, som mange havde spået, og som lader til ikke at forstå forholdet mellem kirke og stat. Måske har Mette Frederiksen set, at det muligvis ville være for sprængfarligt efter erfaringerne med Manu Sareen igen at have en kirkeminister, der ville blande sig for meget i kirkens indre liv,” siger hun.

I foråret offentliggjorde Joy Mogensen, at hun var blevet gravid ved hjælp af kunstig befrugtning, og at hun skal være solomor. Det medførte en større debat, men det spiller ingen rolle i hendes arbejde som minister, mener Indre Missions generalsekretær Jens Medom Madsen, der er positivt overrasket over udpegningen:

”Jeg kan ikke se, hvorfor hendes familiesyn behøver at betyde noget negativt i forhold til hendes virke som minister. Det, jeg hører om hende, er, at hun er åben og tænker positivt om kirken. Hun har bygget bro mellem kommune og kirker i Roskilde, og det tyder på, at hun ikke har berøringsangst over for det kirkelige,” siger han.

Spørger man domprovst i Roskilde Anne-Sophie Olander Christiansen, kan man forvente en kirkeminister, der vil være synlig, og som har forståelse for det kirkelige.

”Jeg kender Joy Mogensen som en rigtig god samarbejdspartner. Hun har et godt blik for kirken og dens betydning i samfundet, hvilket hun har bevist gennem sin deltagelse i talrige sammenhænge. Hun er en dygtig taler og har altid noget relevant at sige. I Roskilde har hun været en synlig borgmester og dermed tilgængelig og til at få i tale. Den linje tror og håber jeg, hun vil videreføre som minister,” siger hun.

Samme positive indtryk af Joy Mogensen har Frikirkenets generalsekretær Mikael Wandt Laursen.

”Joy Mogensen har i Roskilde stået for et forbilledligt samarbejde mellem kirker bredt set og kommunen. Når jeg har skullet pege på en kommune, hvor det samspil fungerer, har jeg altid peget på Roskilde. Vi er selvfølgelig glade for at få en kirkeminister, der er positivt stemt over for frikirkerne, og som mere generelt har et blik på kirken som en aktør, der har en rolle at spille i civilsamfundet. Hun har været med til at tale kirkerne op, og det vil hun formentlig fortsætte med som minister,” siger han.