Prøv avisen

Der er en ensom på linjen

“Mange ringer for bare at have nogen at snakke med. En ringede for eksempel op i dag og sagde ’goddag’ og ikke mere,” fortæller 71-årige Katja Grothen, som har været frivillig i Sct. Nicolai Tjenesten i 10 år. Foto: Leif Tuxen

I dag er det 60 år siden, at telefonlinjen Sct. Nicolai Tjenesten blev grundlagt. Hvor mange i begyndelsen ringede ind med akutte krisesituationer, fylder ensomhed meget i dag. Kristeligt Dagblad tog med på vagt hos Danmarks ældste samtaletjeneste

Der er stille hos Sct. Nicolai Tjenesten. Det er fredag formiddag, og dørene ind til de små kontorer i bygningen i det indre København er lukkede, mens gangen er tom. Det betyder, at der er travlt. ”Jo mere stille der er på kontoret, jo travlere har vi. For når alle døre er lukkede som nu, betyder det, at alle de frivillige er optaget af samtaler,” forklarer leder af tjenesten, Stine Lene Hansen.

Kontoret har kun været åbent i en halv time, og de tre, der i dag er på vagt, har allerede noteret seks samtaler ned på skemaet i køkkenet. Ved siden af skemaet ligger to selvmordsformularer, som blev udfyldt i nat.

Kristeligt Dagblad er taget med på morgenvagt i Sct. Nicolai Tjenesten, kun få dage inden at den ældste samtaletjeneste i landet fejrer sit 60-årsjubilæum den 12. september. Da de tre på vagt fortsætter med at være optaget, inviterer Stine Lene Hansen i stedet ind på sit kontor. Hun har kun arbejdet for tjenesten i knap et år, men kan sagtens give den historiske gennemgang.

Den indledes med en journalist fra Ekstra Bladet, der for godt 60 år siden ringede til Kirkens Korshærs daværende chef, Haldor Hald, for spørge, om han ikke skulle tilbyde samtaler til folk, der overvejde selvmord, ligesom en svensk præst var begyndt at gøre. Det vidste korshærs-chefen ikke rigtig, men dagen efter kunne han læse en artikel med overskriften ”Ring til mig, hvis De tænker paa selvmord”. I den stod det direkte nummer til Haldor Halds telefon, som efterfølgende ringede så ofte, at Sct. Nicolai Tjenesten blev skabt.

I dag er der otte tjenester rundt i hele landet, og antallet af opkald er vokset fra 2000-3000 de første år til godt 25.100 samtaler i København sidste år samt over 45.000 på landsplan. To tredjedele af opkaldene er fra kvinder, og hvor samtalerne i starten primært handlede om selvmord, ringes tjenesten i dag også op af misbrugere, sygdomsramte, arbejdsløse, psykisk syge og sårbare og – oftere og oftere – ensomme.

”For 60 år siden var der ingen, der talte om ensomhed, for man tog sig af hinanden. I dag har vi det svært med eksistenser, der ikke har et netværk. Vi ved ofte, hvem der er ensomme, men vi har ikke overskud til at lukke dem ind,” siger Stine Lene Hansen.

I løbet af de seneste 60 år er der også dukket mange andre samtaletjenester op med specifikke tilbud til blandt andre selvmordstruede og børn.

”Alligevel sidder vi her og får flere og flere brugere. Det er bekymrende og tyder på, at mange føler sig opgivet af systemet. Vi kan ikke gøre noget ved deres situation, men vi kan lytte. Vi er et medmenneske i tilværelsen.”

Kort før klokken 11 samles personalet til kaffe og brød i deres lille køkken. I rummets sofa sidder Lone Lilør Kristensen, som er uddannet psykolog og har været i tjenesten i 25 år. Hvis hun skal pege på noget, der har ændret sig i den tid, er det samtalernes indhold, siger hun.

”Jeg synes, at vi tidligere havde flere samtaler med folk i en akut krisesituation. Det kunne være selvmord eller voldsofre. I dag er der flere, der ringer uden at have et formål med samtalen. Der er flere tomhedssamtaler.”

Den slags samtaler har 71-årige Katja Grothen haft nogle stykker af i dag. Hun har indtil videre taget seks opkald, som alle varede under 20 minutter. Nogle ville bare sige godmorgen og fortælle om deres planer for dagen.

”Mange ringer for bare at have nogen at snakke med. En ringede for eksempel op i dag og sagde ’goddag’ og ikke mere. Så er jeg nødt til at bruge lidt tid på at få samtalen i gang, for der er jo en årsag til, at vedkommende ringer. Andre gange kan jeg også lade der være tavshed i nogen tid. For nogle er det nok at vide, at der er en i den anden ende af røret,” siger hun.

Katja Grothen har været frivillig i 10 år og er uddannet lærer i mensendieck, som er en særlig form for gymnastik. Hun husker, hvordan det i begyndelsen kunne være svært at lægge arbejdet fra sig, når hun kom hjem.

”Der har også været en samtale, hvor jeg kiggede lidt ekstra i avisen dagene efter for at se, om jeg kunne genkende noget, og så er der nogle, der skælder ud eller overskrider grænser. Det kan være, hvis jeg fornemmer, at en person sidder og onanerer, mens vi taler.”

Der er få brugere, der fysisk møder op på kontoret i København, men denne formiddag sker det en enkelt gang. Stine Lene Hansen tager samtalen, og imens er den forholdsvis nye frivillige Per Sisseck blevet færdig med et opkald. Han er pædagog med uddannelser i coaching og terapi, og hans vagt har indtil videre bestået af to samtaler på mellem 30 og 45 minutter. Ifølge ham er det vigtigste i arbejdet at vise nærvær og ”at tage halmen ud af ørene og ind i munden”. Han læser en citat op, som han netop har fået af kollegaen Lone:

”Måske er det derfor, bøn er godt for nogle mennesker. Fordi Gud er tavs og ikke giver råd eller prøver at ordne tingene. Han lytter og tror på, at du selv kan klare det.”

Per Sisseck så det først som en udfordring, at han ikke var præst og kunne hjælpe dem, der ringer ind og beder om en velsignelse eller Fadervor, men kunne trøste sig med, at alle kontorer er udstyret med en bibel og en salmebog.

Egentlig har tjenesten et mål om altid at have en præst på vagt til at tage samtaler af særlig teologisk karakter. Men der er ikke så mange præster som tidligere i tjenesten, siger Pia Studsholm Nielsen. Hun er selv tidligere præst og har nu kontor i kælderen, hvor hun står for vagtplanen.

”Vi har 200 frivillige, men kunne sagtens bruge det dobbelte. Jeg har været her i 15 år og oplever, at antallet af frivillige præster er faldet i løbet af årene. Det kan skyldes sognesammenlægninger og ansættelsesstop, der giver dem mere travlhed i hverdagen,” siger hun.

Modsat mange andre virksomheder er Sct. Nicolai Tjenesten i København ikke hoppet med på bølgen med åbne kontorlandskaber. Her foregår samtalerne på små kontorer, så det forbliver anonymt, forklarer leder Stine Lene Hansen, som fra sit kontor har et vindue ud til gangen. Hun trækker gardinet for, når nogen møder op til en fysisk samtale. Foto: Leif Tuxen

For 60 år siden var der ingen, der talte om ensomhed, for man tog sig af hinanden. I dag har vi det svært med eksistenser, der ikke har et netværk. Vi ved ofte, hvem der er ensomme, men vi har ikke overskud til at lukke dem ind

Stine Lene Hansen
Hos Sct. Nicolai Tjenesten i København er der et lille køkken, hvor personalet kan holde pause og eventuelt drøfte svære oplevelser i arbejdet. Foto: Leif Tuxen
For frivillige er den vigtigste opgave at vise nærvær og ”tage halmen ud af ørene og ind i munden”, siger Per Sisseck, som har været frivillig hos Sct. Nicolai Tjenesten i nogle måneder. Foto: Leif Tuxen
Sct. Nicolai Tjenesten blev skabt på grund af en artikel bragt i Ekstra Bladet. Her blev den daværende korshærschef Haldor Hald præsenteret som selvmordspræsten, som man kunne ringe til, hvis man overvejede at tage sit eget liv. Sct. Nicolai Tjeneste lå først i Sct. Nicolai Kirke, men rykkede senere til en bygning ved siden af den tidligere kirke. Foto: Leif Tuxen