Prøv avisen
LUK

Det ser ud som om at du ikke er logget ind

Log ind for at dele artiklen

Glemt adgangskode? Klik her.

Kirkelige fronter bestemmes af forholdet mellem kristendom og politik

I 1521 blev Luther erklæret fredløs af kejseren. Det skete i det såkaldte Worms-edikt, der også påbød, at Luthers skrifter skulle brændes, og indførte censur med tilbagevirkende kraft. Billedet viser Luther i Rigsdagen i Worms, hvor han forinden var indkaldt og holdt sin berømte forsvarstale. To år efter udgav han skriftet ”Om verdslig øvrighed”, hvor Luther skelner mellem det åndelige og det verdslige regimente - spørgsmålet er, om han derved også adskilte kristendom og politik. Foto: Photo Researchers Inc

Modsætningerne i den kirkelige debat om flygtninge er blevet understreget med præsters og biskoppers udmeldinger de seneste måneder. Synet på reformatoren Martin Luther spøger i kulissen og er med til at definere folkekirkens fløje

”Kærligheden til næsten og barmhjertighed er ikke et politisk, men et personligt anliggende, og dette bud kan ikke sættes på et humanitært/politisk program for at brande folkekirken og ikke mindst den velnærede top.”

Sådan sagde konstitueret sognepræst Marie Høgh i Morgenavisen Jyllands-Posten for nylig. Og citatet rammer meget godt den holdning, flere af landets biskopper er blevet mødt med, efter de har kommenteret den aktuelle flygtningesituation.

Da Aarhus-biskoppen Henrik Wigh-Poulsen tiltrådte sit nye embede, udtalte han blandt andet i programmet ”Mennesker og Tro” på P1:

”Det, der sker omkring os lige nu, det er det, man kalder en 'game changer', sådan lidt kynisk. Det er det, der sætter et nyt perspektiv på tingene. Både politisk og folkeligt - og kirkeligt.”

Og til dén kommentar fik DR Nyheder følgende reaktion fra teolog og folketingspolitiker for DF Christian Langballe:

”Hvis biskopper gerne vil ind og deltage i den her debat, så må de stille op som politikere.”

En nøgle til meningsforskellen er synet på Luther, og mere specifikt hans toregimente-lære, siger professor i etik og religionsfilosofi ved Aarhus Universitet Svend Andersen:

”Når vi ser så forskellige reaktioner på de danske teologers syn på, hvad man som præst og biskop må ytre sig om - og blande sig i - så handler det i høj grad om tolkningen af Luther og det, vi kender som hans to-regimentelære. Det er dén pointe fra Luther, hvor han opdeler Guds regimenter i to: det åndelige og det verdslige. Og det er klart, at netop synet på de to regimenter spiller en stor rolle i den aktuelle debat.”

Luthers lære om de to regimenter bliver af mange brugt som argument for, at vi skal holde religion og politik adskilt. Forstået på den måde må man derfor ikke komme med politiske budskaber fra prædikestolen, og tilsvarende skal politikere afstå fra at blande sig i troens område.

Selv mener Svend Andersen dog, at vi har misforstået Luther, når hans lære bliver brugt til at kræve en klar adskillelse mellem religion og politik eller kristendom og moral.

”Vi har i mange år fejllæst Luther. For han nøjes ikke med at skelne mellem det åndelige og det verdslige. Han peger på, at vi altid skal gøre 'Kristus gældende' - og at kristendom er andet end at tro på evangeliet. Troen giver sig nemlig udslag i praksis, og det sker først og fremmest ved, at den kristne viser næstekærlighed. På den måde kan man sige, at næstekærligheden er en særlig kristen etik. Og hvis vi tager Luthers begreb om næstekærlighed alvorligt, så er vi også nødt til at acceptere, at der er noget, der hedder politisk næstekærlighed.”

Dén tolkning er der langt fra enighed om blandt de danske teologer. Thomas Reinholdt Rasmussen er sognepræst i Hjørring og en af dem, der opfatter Luthers syn på de to regimenter meget anderledes.

”Det er utrolig vigtigt, at vi holder fast i den klare adskillelse, Luther opstiller mellem det åndelige og det verdslige. Og det er noget, vi er blevet endnu mere opmærksomme på, efter islam er blevet en religion, vi også herhjemme er nødt til at forholde os til. Islam er jo netop karakteriseret ved, at den sammenblander religion og politik, med katastrofale konsekvenser, både for individ og samfund. Derfor skal vi også være opmærksomme på, hvad det er, vi som præster og biskopper bruger vores taleret til. Så snart vi udtaler os som individer eller samfundsborgere, er vi ovre i det politiske rum, og så bliver kristendom til moralisme, hvis fordringen blot direkte overføres til gerning.”

Netop synet på islam spiller også ifølge teologiprofessor Svend Andersen en stor rolle i den aktuelle debat.

”Når teologer kritiserer præster og biskopper for at tale om næstekærlighed i forbindelse med flygtningene, så handler det i bund og grund om, at de ser det som noget, vi skal holde os fra, fordi de frygter islam - og en bevidsthed om, at det netop er en religion, der blander religion og politik. Men den sidestilling er absurd. Protestantismen er jo netop ikke en absolutistisk religion. I den lutherske kristendom er det enkelte menneske en selvstændig person, der handler frit - med næstekærligheden som etisk rettesnor.”

Men man hverken kan eller skal udtale sig om næstekærligheden som en konkret handling i samfundet, lyder modargumentet fra Thomas Reinholdt Rasmussen.

”Så snart du fylder konkret indhold i fordringen om næstekærlighed, så er man politisk - og så er fordringen blevet relativeret. Det vil sige, at så har vi gjort noget til den rigtige og noget andet til den forkerte kristelige handling. Men den dom tilkommer ikke os. I det lys bliver adskillelsen af politik og religion også afgørende. Der står for eksempel heller ikke 'Med kærlighed skal land bygges' men 'Med lov skal land bygges' over Københavns Byret. For vi kommer alle til kort i vores handlinger - og hvis vi først begynder at gøre nogle handlinger mere kristne eller rigtige end andre, så har vi slet ikke brug for tilgivelsen længere. Så har vi gjort os selv til dommeren.”

Med to så forskellige tolkninger af Luther er Svend Andersen og Thomas Reinholdt Rasmussen da heller ikke enige om synet på fælles kirkelige udmeldinger i konkrete situationer.

”Jeg kunne godt tænke mig, at vi sikrede en fornuftig teologisk diskussion, hvor vi på tværs af positioner mødtes til en konference og forsøgte at få alle synspunkter frem. Så kunne vi for eksempel drøfte den aktuelle flygtningesituation og have en saglig diskussion af, hvad vi teologisk funderet kan sige. Det er jo den gamle tanke om et kirkeråd, jeg lufter, hvor man har en herredømmefri diskurs og lader det bedste argument vinde. På den måde kunne man sikre, at folkekirken ikke fremstår som nu: konturløs og selvmodsigende,” siger Svend Andersen.

”Jeg ville netop være bange for, at man nåede frem til et bestemt argument eller et konkret indhold - og at vi dermed nærmede os moralisme eller politik og gjorde den etiske fordring overkommelig,” lyder det fra Thomas Reinholdt Rasmussen.

”Men jeg er enig i, at det altid er godt at mødes og diskutere de teologiske emner ansigt til ansigt. Før i tiden mødtes vi på tværs af observans til seminarer og konferencer, og så fik vi nogle gode snakke over et glas rødvin - og så mødtes vi året efter igen. I dag polariseres debatten især via de sociale medier, hvor folk beskylder hinanden for alt muligt. Det giver et meget polariseret og fortegnet billede af de teologiske diskussioner - og det er ærgerligt,” siger han.