Kirkelige lobbyister vil bekæmpe forfølgelse

Nyt religionsfrihedsforum med bred kirkelig deltagelse er klar til at lægge pres på politikere og øge bevidstheden om forfølgelser rundt om i verden. Lektor peger på, at der netop mangler et koordineret arbejde på området i Danmark

Omfanget af kristenforfølgelser har i en årrække været alarmerende i blandt andet Irak, og organisationer anslår, at 75 procent af de religiøst forfulgte i verden er kristne. Arkivfoto: Syrsk.kurduske flygtninge i Kawergosk-flygtningelejren i Nordirak
Omfanget af kristenforfølgelser har i en årrække været alarmerende i blandt andet Irak, og organisationer anslår, at 75 procent af de religiøst forfulgte i verden er kristne. Arkivfoto: Syrsk.kurduske flygtninge i Kawergosk-flygtningelejren i Nordirak. Foto: SAFIN HAMED/ Denmark.

Under Anden Verdenskrig kørte togvogne med jøder gennem tyske landsbyer, hvor folk så de indespærrede mennesker uden at gøre noget. På samme måde mener folkene bag det nye danske tiltag Religionsfrihedsforum, at de ikke kan lukke øjnene for religiøs forfølgelse og diskrimination.

Det forklarer Birger Nygaard, som er koordinator for forummet, der holder sit første møde i dag.

Det er et problem, der altid har været der, og som altid vil være der i større eller mindre grad. Men udviklingen i Mellemøsten har sat fornyet fokus på det. Vi kan ikke bare sådan ændre storpolitikken, men for vores egen moralske integritets skyld mener vi, at vi sammen kan gøre noget ekstra, siger han på vegne af de 25 personer og organisationer, som forummet under paraplyorganisationen Dansk Missionsråd repræsenterer.

Det er blandt andre Danmission, Mission Afrika, Åbne Døre, Israelsmissionen, Indre Missions generalsekretær Thomas Bjerg Mikkelsen, Kristendemokraternes formand Stig Grenov og enkeltpersoner fra frikirker.

LÆS OGSÅ: Forfølgelser af kristne er værst i muslimske lande

Omfanget af kristenforfølgelser har i en årrække været alarmerende i blandt andet Irak, og organisationer anslår, at 75 procent af de religiøst forfulgte i verden er kristne.

Kirkelige aktører gør hver især en indsats via egne organisationer, men udnytter ikke hinandens styrker til at nå længere i forhold til kirke, offentlighed og politikere, lyder det fra forummet.

Initiativet kommer i kølvandet på flere andre markeringer af problemerne med religiøs forfølgelse. Tidligere på året fik Folkekirkens mellemkirkelige Råd 100.000 kroner af Kirkeministeriets fællesfond til at udvikle den formentlig første særgudstjeneste om trosfrihed og forfulgte kristne. Ligesom der i dag på Christiansborg holdes et samråd om forfulgte kristne.

Birger Nygaard forklarer, at forummet blandt andet vil styrke kommunikationen om emnet, men også stille en række direkte spørgsmål til ministre, politikere og embedsmænd. For eksempel om, hvilken strategi Udenrigsministeriet har i indsatsen for religionsfrihed.

Vi har brug for at blive klogere internt, og vi har brug for at oplyse vores bagland om det, vi bliver klogere på, så vi alle sikrer en forståelse, en medleven og en handlen. Ligesom vi vil kontakte politikerne, siger han.

Lektor på Københavns Universitet Hans Raun Iversen er medlem af Danmissions repræsentantskab. Missionsselskabet har på forskellig vis fokus på forfølgelse af kristne, og Hans Raun Iversen siger om det nye forum:

Når jøder forfølges, hjælper de hinanden, men hvorfor gør kristne det ikke også? Vi har i Danmark ikke noget permanent beredskab eller en persongruppe på organiseret niveau, der lægger en plan for vores indsats omkring kristenforfølgelser. Her kan det nye forum komme til at spille en rolle ved at følge med i og observere, hvor der aktuelt sker kristenforfølgelser. Som det er nu, er vores indsats meget præget af, at der kommer henvendelser og appeller fra kristne grupper rundt om i verden. Men når de er forfulgte, er de trængte på gadeplan og har derfor brug for, at nogen et andet sted i verden, for eksempel i Danmark, følger deres skæbne, siger Hans Raun Iversen og tilføjer:

Det har måske været lidt svært for os i Danmark at få stablet et sådant initiativ på benene, fordi hele vores sekularistiske situation tilsiger os, at vi ligesom skal holde kristendommen på afstand. Men det går jo ikke, for der er tale om, at det er mennesker, der forfølges.