Kirkelige organisationer ruster sig til konflikt

To af de kirkeansattes fagforeninger blev taget på sengen, da folkekirken tidligere på foråret risikerede at havne i lockout og strejke. Nu vil de sikre sig, at de fremover har penge til konflikt

Hverken kirketjenernes eller de kirkegårdsansattes fagforening havde forberedt sig på en konflikt. Og det så derfor længe ud til, at de ikke ville være i stand til at hjælpe deres medlemmer økonomisk med den tabte løn, hvis det var kommet til strejke eller lockout.
Hverken kirketjenernes eller de kirkegårdsansattes fagforening havde forberedt sig på en konflikt. Og det så derfor længe ud til, at de ikke ville være i stand til at hjælpe deres medlemmer økonomisk med den tabte løn, hvis det var kommet til strejke eller lockout. Foto: Leif Tuxen.

Flere hundrede af folkekirkens ansatte havde en økonomisk øretæve hængende over hovedet, da overenskomstforhandlingerne for offentligt ansatte tidligere på foråret var gået i hårdknude.

Hverken kirketjenernes eller de kirkegårdsansattes fagforening havde forberedt sig på en konflikt. Og det så derfor længe ud til, at de ikke ville være i stand til at hjælpe deres medlemmer økonomisk med den tabte løn, hvis det var kommet til strejke eller lockout.

Men nu vil de to foreninger sikre sig, at de ikke kommer til at stå i en lignende situa- tion igen. Danmarks Kirketjenerforening har i denne uge besluttet, at foreningen fremover skal have en form for strejkekasse, fortæller foreningens formand Gert Rhinstrøm Schmidt.

”Vi er blevet enige om, at vi skal være solidariske under en konflikt og være med til at hjælpe hinanden økonomisk,” siger han.

Bestyrelsen skal derfor over det næste år undersøge, hvilke muligheder den lille forening på knap 550 medlemmer har for at opbygge en strejkekasse, og hvor meget kontingentet i så fald vil stige. Derefter vil medlemmerne til næste års generalforsamling tage stilling til, hvilken model de ønsker.

Foreningernes manglende forberedelse blev kritiseret af flere arbejdsmarkedsforskere, men de forklarede, at de aldrig havde troet, at folkekirken ville blive rodet ind i en konflikt. Den virkelighed er dog nu gået op for fagforeningerne, og derfor har også Forbundet af Kirke- og Kirkegårdsansatte besluttet sig for at ruste sig økonomisk. Det fortæller forbundsformand Bjarne Rødkjær.

”Vi opretter ikke en strejkekasse, men har i stedet besluttet at hæve medlemskontingentet for generelt at styrke vores økonomi. På den måde regner vi med at kunne rejse de penge, der skal bruges til en eventuel konflikt,” siger han og tilføjer, at medlemmerne fremover kommer til at betale 100 kroner mere om måneden.