Er det forsvarligt, at der findes et sted i Danmark, hvor rammerne for familieliv er så dårlige, at børn kan få varige mén af at vokse op der? Det spørgsmål stiller Københavns Stifts Mellemkirkelige udvalg på mandag, når det i domkirken i København holder en høring om børn i udrejsecentre.
Anledningen er 70-årsdagen for FN’s verdenserklæring om menneskerettighederne, og til høringen vil politikerne Mette Bock (LA) og Holger K. Nielsen (SF) medvirke sammen med repræsentanter fra humanitære organisationer, ligesom der vil være biskop over Københavns Stift Peter Skov-Jakobsen, domprovst Anders Gadegaard og sogne- og indvandrerpræst Niels Nymann Eriksen, der alle er arrangører.
Peter Skov-Jakobsen siger, at høringen er blevet til som en reaktion på forholdene for børnene på Udrejsecenter Sjælsmark i Nordsjælland. Børnene lever afskåret fra det øvrige samfund og mister muligheden for at udvikle sociale evner gennem skolegang uden for centrene, mener biskoppen. Derfor må stemmer fra kirken protestere.
”Vi er tre præster, der er meget bekymrede over forholdene for børnene på udrejsecenter Sjælsmark. Det er ikke et partipolitisk indlæg eller kritik af regeringen, men blot en påpegning af, at der er store problemer ved at afskære børn fra samfundet og til dels fra et socialt liv,” siger Peter Skov-Jakobsen.
Mens biskoppen sammen med Anders Gadegaard og Niels Nymann Eriksen forbereder høringen i domkirken, foregår en helt anden diskussion om udrejsecentre i Folketinget. Regeringens plan om at oprette et udrejsecenter på øen Lindholm i Stege Bugt har mødt modstand fra partier som Enhedslisten, SF og Alternativet samt fra Det Radikale Venstre. Blandt de øvrige partier går debatten primært om, hvor ofte en færge skal gå fra øen, og hvad en færgebillet skal koste.
For dele af befolkningen kan høringen være med til at placere folkekirken politisk, mener Brian Arly Jacobsen, der er lektor på Københavns Universitet, hvor han blandt andet forsker i forholdet mellem religion og politik i Danmark.
”Når præster og ledere i folkekirken markerer sig i en debat som denne, vil det uden tvivl vække utilfredshed i dele af befolkningen, som anskuer det som et politisk indlæg. Sådan opfatter præsterne det ikke selv, og det er de meget opmærksomme på at fortælle. De ser det derimod som en religiøs dagsorden ud fra nogle særlige bud, der transcenderer partipolitik. Men det kan være svært at forstå for folk, for hvem religion ikke betyder så meget,” siger han.
Biskop Peter Skov-Jakobsen tror imidlertid ikke, at høringen vil vække forargelse.
”Jeg tror ikke, at der er nogen, der kan forundres over, at tre præster bliver bevæget af at se børn i vanskeligheder. For det er det eneste, vi gør opmærksom på. Så vil nogen sikkert beskylde os for at være alvorstunge. Det er ikke tilfældet. Vi sætter stor pris på livet og værdsætter det – og mener, der er nok til alle,” siger han.
Inden for folkekirken er der dog mindst én, som ikke bryder sig om, at Københavns Stifts Mellemkirkelige udvalg går ind i sagen om udrejsecentre. Han hedder Claus Thomas Nielsen og er sognepræst i Stauning og Skjern Sogne i Vestjylland.
”Jo bedre vilkår der er for asylansøgere og andre folkevandrere i Vesten, desto flere vil blive motiveret til at begive sig ud på rejsen med al den død og ulykke, det medfører. De tre præster er ikke blot naive, de har blod på hænderne, når de ønsker tiltag, der vil forøge denne lidelse. Det mest humane ville være at lukke grænserne helt, sende alle på midlertidigt ophold hjem og samle alle spontane asylansøgere i lejre i Afrika. Kun det kan stoppe drukningerne i Middelhavet, kun det kan forhindre de ufattelige lidelser, folkevandringen medfører for såvel folkevandrerne som for Europa,” Claus Thomas Nielsen.