Prøv avisen
Interview

Religionssociolog: Kirkelukninger blev pakket ind i kommerciel jargon

Religionsforsker Jes Heise Rasmussen. – Foto: Emil Kastrup Andersen

I en netop afsluttet ph.d.-afhandling har religionssociolog Jes Heise Rasmussen undersøgt, hvad der lå bag en række kirkelukninger i København i 2013

Den seneste tid er religionssociolog Jes Heise Rasmussen blevet ringet op af flere bekymrede folk fra det kirkelige miljø. De vil høre, om han har gode råd til, hvad de skal gøre for at undgå, at deres lokale kirke bliver lukket.

Opkaldene skyldes ph.d.-afhandlingen ”Lukketid?”, som forskeren på Københavns Universitet netop har færdiggjort. Den er dog ikke nogen vejledning i, hvordan man holder kirker i live, men derimod en analyse af kirkelukninger med fokus på lukningen af seks sognekirker i København i 2013.

”Kirkelukninger er et forholdsvist nyt fænomen, som vækker mange følelser hos de involverede. Men der findes meget lidt viden om, hvad der lå bag lukningerne i 2013,” siger Jes Heise Rasmussen, som i dag er lektor på læreruddannelsen UCC i København.

Det er kun få sognekirker, der er blevet lukket i Danmark, men dette gør ifølge Jes Heise Rasmussen ikke emnet mindre interessant.

”Man må ikke glemme, hvad det betyder, når der sker denne slags brud, hvor man inden for et felt pludselig gør noget, der nærmest har været uhørt og sætter nye tanker i gang. I 2013 blev der åbnet et mulighedsrum for at lukke sognekirker. Det mulighedsrum er stadig kun under udvikling. Men døren er åbnet.”

Afhandlingen er en del af det større forskningsprojekt ”What Money Can’t Buy” (hvad man ikke kan købe for penge), som ser på, hvilken rolle markedsgørelsen har for folkekirkens liv. Gennem samtaler med menighedsråd, kirkeligt engagerede og ansatte i Kirkeministeriet samt analyser af udmeldinger, referater og konsulentrapporter i forbindelse med lukningerne i 2013 er Jes Heise Rasmussen kommet frem til, at man med kirkelukninger kan se markedstankens indtog i kirken.

Han ridser kort udviklingen de seneste 50-60 år op:

Kirkelukninger blev allerede nævnt i forbindelse med en kommission nedsat i 1964 for at nytænke folkekirkens struktur med udgangspunkt i arbejdet med en kommunalreform. Fokus lå på, at folkekirken var en del af velfærdsstaten og dermed skulle tænkes ind, når man eksempelvis drøftede lukninger af lokale institutioner som skoler.

Markedstanken var altså ikke afgørende dengang, og den fyldte heller ikke, da det omkring 1979 mere konkret blev drøftet, om specifikke kirker skulle lukkes i København. Anledningen var økonomiske problemer, som dog blev afblæst, hvorefter debatten døde.

Først fra midten af 1990’erne dukkede markedslogikken op, da Københavns daværende biskop, Erik Norman Svendsen, nedsatte en tænketank til at kulegrave kirkens situation i hovedstaden.

”Der begyndte man som noget nyt at karakterisere folkekirken som en virksomhed. Ordet blev helt eksplicit brugt i en af tænketankens rapporter. Samtidig begyndte man at opgøre antallet af dåb, konfirmationer og nadver samt andre aktiviteter. Det kan virke naturligt i dag, men for folkekirken blev det en del af en løbende forandring mod en konkurrencekirke. Vi fik parametre, så kirkerne kunne holdes op mod hinanden,” siger Jes Heise Rasmussen og tilføjer, at der også blev lavet kundeanalyser af ikke-medlemmer.

På samme måde blev de endelige kirkelukninger forklaret med, at man skulle sikre ”mere kirke for pengene”. Markedslogikken er dog ikke vundet frem uden kritik, siger Jes Heise Rasmussen.

”Hvis man læser stiftsrådsreferater og udtalelser fra biskoppen, præsenteres folkekirken som en stor institution, der ikke er låst til sine bygninger, men når jeg har talt med folk, hvis kirke var i fare, så er folkekirken for dem den konkrete kirke, de går i eller bare ser på hver dag,” siger han.

Trods kritikken tvivler Jes Heise Rasmussen på, at det er slut med at lukke kirker.

”Dåbstallet falder, og derfor vil virkeligheden være en anden om 20 år. Det demografiske ændrer sig, og indtægterne vil falde nogle steder. Så kommer man til at drøfte lukninger og måske også, om man skal blive ved med at have fredning af kirker bygget før år 1536.”8