Prøv avisen

Kirkeminister advarer mod religionsforskrækkelse

Integrationsminister Birthe Rønn Hornbech er tirsdag den 15. januar i samråd i Udvalget for Udlændinge- og Integrationspolitik om adgangen til familiesammenføring via EU-reglerne.

I et kraftigt forsvar for muslimers ret til at bære tørklæde advarer kirkeminister Birthe Rønn Hornbech (V) mod en stigende religionsfobi i det danske samfund

Danskerne er blevet bange for religion, og den nuværende tørklædedebat er blevet et fjendebillede, der retter sig mod alle troende.

Sådan lyder det i dag i en skarp kommentar fra kirke- og integrationsminister Birthe Rønn Hornbech (V) i Kristeligt Dagblad.

Ministeren frygter, at et tørklædeforbud vil betyde, at Danmark vil tage afsked med de dygtigste muslimske kvinder.

Tørklædet er i debatten blevet et fjendebillede og en mistænkeliggørelse, der efterhånden retter sig ikke blot mod muslimer, men mod alle troende, siger Birthe Rønn Hornbech.

Hendes udmelding kommer, netop som regeringen, Socialdemokraterne og Dansk Folkeparti har meddelt, at de principielt er parate til at forbyde ansatte ved domstole, politi og forsvar at bære religiøse symboler.

Venstres politiske ordfører, Inger Støjberg, afviser, at der skulle være uenighed i partiet.

Jeg betragter Birthe Rønn Hornbechs kommentar som et stærkt personligt indlæg til den offentlige debat, men ellers vil jeg ikke gå mere ind i det. I Venstre har vi udelukkende diskuteret, om dommere skal have lov at bære tørklæde, og det er alle i gruppen enige om at undersøge nærmere. For mit eget vedkommende mener jeg på ingen måde, at religiøse symboler hører hjemme i retslokalerne, siger hun.

Peter Skaarup, udlændinge- og integrationsordfører for Dansk Folkeparti, synes ikke, at et tørklædeforbud er udtryk for religionsfobi, men mener, at det er naturligt, at man i det offentlige ønsker regler for religiøse symboler.

Vi skal ikke have respekt for tørklædet, der i det daglige undertrykker kvinder i vores land. Ligestillingen kommer under pres, når patriarkalske familier tvinger unge piger til at bære tørklæde. Vi skal bekæmpe underkastelse, ikke blåstemple det. Et forbud vil hjælpe mange muslimske kvinder, siger han.

Tim Knudsen, professor i Statskundskab ved Københavns Universitet, karakteriserer ministerens udtalelser som direkte fra hjertet, og ser dem som et udtryk for, at den gamle Birthe Rønn Hornbech er på vej tilbage på banen.

Det er et signal om, at der er grænser for, hvad hun vil være med til, og statsministeren må tage det som en advarsel om, at det ikke bliver let for ham i fremtiden, idet der nu hales i ham fra forskellige retninger. Birthe Rønn Hornbech har behov for at vise, at hun er en politiker med faste holdninger, som ikke vil lade sig køre over af partistandpunkter og ikke vil finde sig i Dansk Folkepartis skarpe tone, som Socialdemokraterne også til dels er hoppet med på, siger han.

Tim Knudsen tror ikke, at udmeldingen vil føre til splittelse i Venstre, men den kan tolkes som et varsel om, at Birthe Rønn Hornbech i givet fald tager sin ministerpost op til revision.

Den yderste konsekvens kan være, at hun må overveje, om hun vil beholde posten som integrationsminister, hvis hun er uenig med flertallet i Venstre på hendes ministerområder, siger han.

schelde@kristeligt-dagblad.dk

Danskerne er blevet bange for religion, og den nuværende tørklædedebat er blevet et fjendebillede, der retter sig mod alle troende. Sådan lyder en skarp kommentar fra kirke- og integrationsminister Birthe Rønn Hornbech. -