Kirkeminister drøftede fred med muslimsk leder

Det åndelige overhoved for verdens ahmadiyya-muslimer var på besøg i Danmark i går. Han mødtes med kirkeminister Bertel Haarder (V) og talte om fred og sin bekymring for en tredje verdenskrig

Kirkeminister Bertel Haarder (V) under den muslimske bøn med kaliffen ved sin side. –
Kirkeminister Bertel Haarder (V) under den muslimske bøn med kaliffen ved sin side. – . Foto: Makhzan Tasaweer Image Library.

Rejser vi os op, når han kommer ind? Kan man sidde med ryggen til ham? Rummet summede af usikkerhed, mens man ventede på kalif Hazrat Mirza Masroor Ahmad i den store Ellehammer Ballroom sal på Hilton Hotel i København i går.

Den globale åndelige leder for ahmadiyya-muslimerne er grundet forfølgelse i muslimske lande bosat i London, hvorfra han leder den verdensomspændende menighed. 11 år siden er det, han sidst har været i København for at besøge den danske menighed, og forventningen til ham var ikke til at overse.

Ryggen blev ranket en ekstra gang, mange rejste sig op i respekt, og kameraerne blev flittigt brugt, da Hazrat Mirza Masroor Ahmad i grå dragt og med bomuldshvidt hovedklæde trådte ind i salen, bevægede sig hen ad det velfriserede røde gulvtæppe og op på podiet. Her fandt han sin plads mellem gæster som kirke- og kulturminister Bertel Haarder (V) og imam i Nusrat Djahan-moskéen i Hvidovre Mohammad, Zakaria Khan.

Cirka 150 gæster var inviteret til receptionen, og den efterfølgende middag blev indledt med en syngende recitation fra Koranen, der blandt andet opfordrede til at handle retfærdigt i alle henseender, selv hvis der skulle være fjendskab til et andet folk. Derefter tog Bertel Haarder ordet og understregede indledningsvist, at en af hans opgaver som kirkeminister er at arbejde for fredelige relationer mellem religioner i Danmark.

”Vi har officielt 160 religiøse organisationer i Danmark, som alle har mulighed for at leve og praktisere deres religion her. Islams ahmadiyya-menighed er speciel, fordi medlemmerne er meget integreret i samfundet. De sidste 50 år har vi glædet os over en fredelig sameksistens, mens I har været i Danmark. Det er mig en glæde at se, at jeres menighed på ægte vis repræsenterer en tro med åbne arme, med kærlighed til alle og had til ingen. Dette budskab lyder måske trivielt, men det er det ikke,” sagde Bertel Haarder og understregede, at det netop er, hvad der er brug for i en tid med terrorangreb.

”Specielt fordi mange af disse angreb udføres i islams navn, er det meget vigtigt, at der er en del af islam, der repræsenterer noget fuldstændig andet,” sluttede kirkeministeren af, hvorefter aftenens hovedtaler, Hazrat Mirza Masroor Ahmad, tog ordet og præsenterede forsamlingen for de misforståelser om islam, kaliffen mener der findes:

”Islam råder menneskeheden til at kassere alle former for had, fjendskab og ondskab og i stedet forenes under et banner af kærlighed og gensidig respekt,” sagde kaliffen.

Han ytrede desuden sin bekymring for en tredje verdenskrig:

”Konflikter fortsætter med at brænde i hele verden, og lad os så ikke være i tvivl om, at skyggerne af en skæbnesvanger krig ulmer foran os. Alliancer og blokke dannes hurtigt for vore øjne, og det er min frygt, at vi bevæger os mod en katastrofal tredje verdenskrig uden at gøre os det klart. Faktisk vil det ikke være ukorrekt at sige, at rødderne til en sådan krig allerede har fat,” sagde Hazrat Mirza Masroor Ahmad og understregede, at vi må beskytte kommende generationer ved at respektere hinanden uanset forskelligheder i tro og hudfarve.

Også den aktuelle flygtningesituation og den store flygtningestrøm mod Europa blev behandlet. Kaliffen slog fast, at intet land har kapacitet til at optage de millioner af flygtninge.

”Den eneste løsning er således at formulere en egentlig ramme for fred i deres (flygtningenes, red.) oprindelseslande og forsøge at gøre en ende på grusomheden i deres hjemlande,” sagde han og opfordrede politikere og ledere til ikke at spilde nogen chance for at arbejde for fred.

Salen bad en bøn i stilhed, inden kaliffen og hans 150 gæster indtog aftenens middag, hvorefter Hazrat Mirza Masroor Ahmad blev ført ud af salen omgærdet af samme respekt fra menigheden, som da han kom ind.