Prøv avisen

Kirkeminister: Feltpræster må ikke være krigeriske

Præster skal holde sig fuldstændig fra det krigeriske, mener kirkeminister Manu Sareen Foto: Leif Tuxen.

Præster skal ikke blande krig og kristendom sammen under deres velsignelse af soldater på vej i kamp, lyder det fra kirkeminister Manu Sareen (R)

Danske præster i Afghanistan må ikke opildne soldater, inden de skal i krig.

Det er meldingen fra kirkeminister Manu Sareen (R) efter Avisen.dk og DRs magasin 21Søndag i går viste, hvordan en feltpræst velsigner soldater i Afghanistan på vej i kamp. Præsten afslutter velsignelsen med to slag på brystet og en strakt arm med fingrene formet som et V-tegn.

"Det er problematisk, hvis feltpræsten går ind og bliver krigerisk i sin velsignelse," siger Manu Sareen til DR.

LÆS OGSÅ: Danske soldater får kontroversiel velsignelse inden kamp

Ud over den alternative velsignelse, umiddelbart før soldaterne kører ud i kampzonen, får soldaterne en formaning fra præsten om at stole på Gud og holde krudtet tørt.

Men den slags bør præsterne i felten holde sig fra, mener kirkeministeren:

"Præsten er non-kombattant (ikke-kriger, red.), og det betyder, at han skal holde sig fuldstændig fra det krigeriske," siger ministeren, der er bange for, at soldater-velsignelserne kan få konsekvenser for andre ikke-krigere.

"Man kan frygte, at fjenden begynder at gå efter præsten og ikke kun ham også andre non-kombattanter, og det er problematisk," siger Manu Sareen og understreger, at biskopperne nu bør sikre, at soldaterpræsternes velsignelser slutter efter korsets tegn.

Københavns biskop, der også er øverst ansvarlig for de udsendte feltpræster, siger til Avisen.dk, at feltpræsterne ikke må blande krig og kristendom:

"Feltpræsten skal alene være sjælesørger for soldaterne. Det er officerens job at opmuntre soldaterne til kamp. Hvis feltpræsterne bruger Guds velsignelse som motivation, misbruger de den," siger Peter Skov-Jakobsen, Københavns Stift.

Han vil nu indskærpe over for feltpræsterne, at soldatervelsignelserne går for vidt.